Muhammad den femte abdicerede 6. januar som konge af Malaysia. Det er første gang i landets historie, at en konge træder tilbage.
Malaysia er en konstitutionelt monarki og kongen vælges af og blandt lederne af de ni af landets stater, som har arvelige ledere. Landet har i alt 13 stater. Posten dog går de facto på omgang mellem lederne fra de ni stater.
Den 49-årige Yang di-Pertuan Agong, som er kongens officielle titel, blev valgt i 2016 og trådte til i 2017. Han har således blot siddet i to ud af de fem år, som han var valgt til.
Det er ikke oplyst officielt, hvorfor han træder tilbage men han har været i vælten siden han i november 2018 giftede sig med Oksana Voevodina – en 25-årig model fra Rusland, der bl.a har vundet titlen som Miss Moskva i 2015. Der er dog aldrig kommet en officiel meddelelse om ægteskabet fra kongepaladset, skriver avisen The Straits Times fra Singapore.
I november og december holdt han orlov fra kongeembedet af sundhedsmæssige årsager, der ikke er nærmere specificeret.
Skulle hun være dronning?
Ægteskabet skal have vakt bekymring blandt landets øvrige traditionelle ledere for, om kongens nye hustru skulle indtræde som dronning. Bekymringerne har været med til at holde gang i vedholdende rygter om, at kongen ville træde tilbage, skriver flere medier.
Oksana Voevodina konverterede angiveligt til islam op til brylluppet.
Kongen har tidligere været gift men blev i 2008 skilt fra Kangsadal Pipitpakdee, der er af thailandsk royal slægt.
Monarkiet blev indført da Malaysia i 1957 blev uafhængig fra Storbritannien. Kongen har begrænsede beføjelser og posten er fortrinsvis ceremoniel. Men som i mange andre konstitutionelle monarkier har kongehuset en vigtig position i samfundet og inden for islam, som seks ud af ti malayer praktiserer i en eller anden form.
Den abdicerede konge er vendt tilbage til sin hjemstat Kelantan i den nordøstlige del af den Malaysiske halvø ved grænsen til Thailand.
Det forventes, at rådet bestående af de traditionelle ledere vil vælge en ny konge inden for de kommende fire uger.