Normalt tænker vi på masker som en måde at skjule ansigtet på og dermed vores identitet. Men det er bestemt ikke tilfældet i den indiske fotografiske kunstner Gauri Gills billedserie Act of Appearance, hvor masker spiller en helt central rolle. Serien er en del af en større udstilling af Gauri Gill, der kan opleves frem til 10. april på Louisiana.
I Act of Appearance bliver vi præsenteret for en række hverdagssituationer i det rurale Indien med den ikke uvæsentlige tilføjelse, at de alle har en maske for ansigtet. Og i stedet for at skjule landsbyboernes identitet skabes der i billederne en æstetisk og kunstnerisk eksplosion, som får publikum til at se klarere, bedre og mere.
Vi ser ikke ansigtet, og derfor rettes opmærksomheden mod aktiviteterne i billederne – ikke vores forestilling om et menneskes jeg. Maskerne er ofte stiliserede og karikerede menneskeansigter med reference til historiske og kulturelle traditioner for maskers udtryk og symbolik, i andre tilfælde er der tale om dyrehoveder eller moderne teknologi (computerskærme, et radioapparat og lign.).
Forestillingen om at en maske for ansigtet eller andre former for tildækning af ansigtet skulle være udtryk for at skjule identitet er fortrinsvist en vestlig opfattelse
Maskerne er ikke Gauri Gills eget værk. De er lavet af de to indiske kunstnere og brødre Subhas og Bhagvan Dharma. De laver normalt rituelle masker, som repræsenterer mytologiske guder. Gauri Gill opfordrede dem til at lave en række masker som udspringer mere direkte af deres hverdag, og det er de masker, som ses i hendes fotografiske værker.
Vestlige vrangbilleder af maskens funktion
Forestillingen om at en maske for ansigtet eller andre former for tildækning af ansigtet skulle være udtryk for at skjule identitet er egentlig fortrinsvist en vestlig opfattelse. I vores vestlige kultur – i den med et kolonialt begreb første verden – sværger vi til den afklædte, nøgne og direkte fremtrædelse som det ægte og ærlige.
Spørgsmålet er vel nok om ikke også vi betjener os af maskering og tilsløring blot i andre former? Og at vestlig reaktioner på muslimske kvinders tørklæder dermed fremstår som dobbeltmoralske.
I begyndelsen af 90’erne, da et helt særligt oprør i det sydøstlig Mexico gav sig til kende for verden, sagde de mexicanske kvinder: ”Vi tildækker ikke vores ansigter med tørklædet for at skjule vores identitet, men netop for at blive set og dermed blive taget i betragtning som en del af verden”.
Rituel praksis og politisk statement
Hos kvinderne i den Zapatistiske bevægelse i Mexico er tørklædet et politisk symbol. Gennem tørklædets metaforik formuleres bevægelsens politiske ståsted. Den indianske befolkning i Chiapas (den sydligste delstat i Mexico på grænsen til Guatemala) har gennem århundrede været undertrykt og udgrænset i det mexicanske samfund. Deres mål er ikke at overtage magten over den mexicanske stat. De ønsker blot at få lov til at være en del af Mexico – og deltage i verden på lige fod med alle andre.
De forbinder århundreder gamle traditioner for ritualer og kulturel praksis sammen med organisering af moderne politisk strategi og ideologisk kamp. Dermed vendes det hele lidt på hovedet, fordi det ikke handler om magt og krig, men om retten til liv og værdighed.
I Gauri Gills fotografiske værker handler det også om menneskes værdighed. Hun bevæger sig altid i rurale områder, som normalt ikke vises frem – almindelige menneskers helt almindelige liv. De mennesker vi ser og de gøremål de udfører, kunne være fra et hvilket som helst sted i verden. Maskerne forstærker og fordobler det almene og det velkendte i det almengyldige.
Indtrykket af almengyldighed og genkendelighed illustreres med yderligere klarhed gennem de tidligere omtalte tre forskellige slags masker – masker der refererer til gamle traditioner for rituelle masker, masker der simulerer dyrs hoveder og kopier af moderne teknologi.
Den kombination synliggør såvel vores forhold til vores arv af kulturelle og sociale praksisser, som vores relation til naturen (det dyriske) og det moderne livs innovationer. De forskellige maskers udtryk fortæller menneskedyrets kulturhistorie, fra et liv hvor mennesket følte sig forbundet med dyrene og naturgrundlaget til en verden, hvor vi skyder ting og objekter (teknologi) ind mellem os og naturen, hvormed vi måske også selv bliver tingsliggjort. Vi bliver et objekt blandt mange andre.
Der er en hård kontrast mellem de masker, der er skabt som en kopi af teknologiske objekter og de andre masker. De teknologiske apparater og artefakter udstråler en mangel på liv – og indvarsler dødens indtog i hverdagslivet.
Anonymiserede immigranters rejse over hav og marker
Et helt andet sted i verden arbejder den ecuadorianske kunstner Edison Peñafiel også med masker og immigranter på flugt over Middelhavet. Men det kunne for så vidt være immigranter på flugt hvor som helst i verden. Vilkårene er de samme. De rejser fra et sted til et andet som anonyme skygger. De må nødvendigvis være anonyme – ikke dermed skjulte eller usynlige.
Også disse masker er inspireret af traditionelle masker, som bliver brugt i ritualer og kulturelle praksisser i det område af verden, hvor Edison Peñafiel kommer fra.
Billedserien med immigranter hedder Érase Una Vez (Once Upon a Time) og kunne opleves til Miami Beach kunstuge sidste år i december på Oolite Art Gallery. Edison Peñafiel arbejder med dokumentarisk foto- og videokunst.
Fælles for de to kunstprojekter er at masker, tilsløring og tildækning får os til at se noget andet – og mange gange noget mere.
Vi ser klarere, fordi maskerne skjuler eller om ikke andet nedtoner det, som ellers tager vores opmærksomhed – ansigterne, identitet og det individuelle ”jeg”. Identiteten skygger for det som egentlig står foran os og kommer os i møde.
Det er ærgerligt, fordi et ansigts glans meget ofte forblinder os og dermed forvrænger vores forestilling om virkeligheden. Det vi ser, er ikke nødvendigvis forkert, men nogle gange kan det være godt også at se alt det andet – det som også er derude.
