Regeringer i Mali, Niger, Burkina Faso og Den Centralafrikanske Republik har vendt sig mod Rusland og smidt vestlige sikkerhedsstyrker, diplomater og nødhjælpsarbejdere hjem, og det virker til, at flere lande vil følge trop. Et tilbagevendende billede på Ruslands tilstedeværelse i Afrika har været soldater fra Wagnergruppen, eller med deres nye betegnelse, Africa Corps.
Men det er ikke blot soldater, som gør Rusland populær i Afrika. Flere og flere regeringer og befolkninger køber ind på Ruslands verdenssyn, ideologi og forslag til en ny verdensorden. Det taler Globalnyt med to eksperter om.
At Afrika i stigende grad har vendt sig mod Rusland, kom nok bedst til udtryk, da knap halvdelen af de afrikanske lande undlod at stemme eller stemte imod fordømmelsen af invasionen i Ukraine i FN’s Generalforsamling. Det betegnede professor i international politik Ole Wæver tidligere på året som en aha-oplevelse for Vesten overfor Globalnyt.
Hvad er Ruslands Afrikastrategi?
Historien om Ruslands tiltagende indflydelse i Afrika er ikke blot en fortælling om Wagner-soldater, billige våben og gratis hvedeleverancer men også om et verdenssyn, der står i kontrast til det vestlige, og som det viser sig, at en del afrikanske lande abonnerer på.
Ruslands ideologiske argument baserer sig på en kritik af Vesten, forklarer Mikhail Suslov, historiker og professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Han er født og opvokset i det tidligere Sovjetunionen og forsker i russisk ideologi.
”Det ideologiske fundament for Ruslands afrikastrategi er ideen om, at Vesten har konstrueret en forkert model for internationale relationer. Den er uretfærdig, først og fremmest for det globale syd. Russisk lederskab bruger den idé til at kritisere Vesten og score point blandt afrikanske nationer,” forklarer han.
Et konkret eksempel, Rusland bruger i sin argumentation, er klimakrisen, fortæller Suslov. Den er skabt af det vestlige forbrugersamfund, men byrden bæres primært af fattige lande, herunder i Afrika. Vesten overfører klimaproblemerne til de nationer, som er mindst i stand til at løse dem.
Mikhail Suslov forklarer også, at Ruslands handel med Afrika er mindre end tidligere, fordi russisk økonomi er lille sammenlignet med den sovjetiske. Så Rusland har ikke råd til store investerings- eller infrastruktursprojekter. Derfor bliver ideologi, udover sikkerhedskortet, en central komponent i deres udenrigspolitik.
Rusland har ikke de store økonomiske muskler at spille med, men det har en alternativ ideologi at tilbyde
Holger Bernt Hansen, professor emeritus ved Center for Afrikastudier
Det synspunkt er Holger Bernt Hansen, professor emeritus og forhenværende leder af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, enig i:
”Rusland har ikke de store økonomiske muskler at spille med, men det har en alternativ ideologi at tilbyde,” forklarer forskeren, som for tiden arbejder med Afrikas indtræden i den nye verdensorden.
Han mener desuden, at Wagner-gruppen fylder for meget i fortællingen om Rusland i Afrika. Ifølge ham er Wagner et instrument for den russiske politik, men den drivende kraft bag Ruslands tilstedeværelse i Afrika er ideologisk. Rusland er kommet sig over den kolde krig og genvundet sin ideologiske appel, som Putin har styrket, fortæller han.
En postkolonial kamp
Derudover bruger Rusland et historisk argument, der trækker tråde tilbage til afrikanske uafhængighedskampe i 60’erne og 70’erne. Rusland er en historisk allieret for mange afrikanske lande, og støttede dem i deres frihedskampe mod de gamle kolonimagter. Det argument møder sympati i Afrika, og det kommer til udtryk i afrikanske lederes taler ved det seneste Rusland-Afrika topmøde i 2023.
Sydafrika mindes med dyb taknemmelighed, hvordan støtten fra befolkningen og regeringen i Sovjetunionen hjalp vores kamp for befrielse
Cyril Ramaphosa, præsident i Sydafrika
Her hyldede for eksempel Camerouns præsident Paul Biya de langvarige bånd mellem Rusland og Afrika, og især Ruslands ”støttende rolle under kampen for uafhængighed”. Ligeledes udtalte Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa, at Sydafrika var ”dybt taknemmelige for Sovjetunionens støtte i kampen for befrielse”. Sydafrika fremhæver Holger Bernt Hansen også i sin udlægning af det historiske argument:
”I Sydafrika er der en kraftig holdning til, at Rusland hjalp dem mod apartheid, hvor store dele af Vesten var mere tøvende. Rusland siger: ‘vi støttede jer i 60’ernes kampe mod kolonialisme, og nu er vi er tilbage igen’,” og det er et populært argument, siger han.
Vestens diskurs klinger hult
Holger Bernt Hansen forklarer, at fire episoder har forstærket en anti-vestlig bevægelse, som i forvejen var i Afrika, men nu er blevet forstærket, og som illustrerer et Vestens hykleri. Coronavacciner, Ukraine, klimakrisen og Gaza. For ham underbygger disse episoder Ruslands pointe om, at den vestlige kultur har spillet fallit og at, når det kommer til stykket, er Vesten sig selv nærmest.
Værdipolitiske prædikener klinger hult, siger Bernt Hansen. Man kan se internt i Vestens egne systemer, at de værdier og den verdensorden, Vesten har skabt ikke fungerer, med Trumps undergravning af demokratiet som bedste eksempel, forklarer han og tilføjer:
”Det er den diktering, Rusland taler til. Idéen om at pålægge andre demokratiske værdier, mens vores egne svækkes dag for dag.”
Vi har aldrig påtvunget partnere vores egne ideer om interne strukturer, ledelsesformer og udviklingsmål (…) Afrika vil indtage sin værdige plads i den nye multipolære verdensorden og endelig frigøre sig fra kolonialismens og neokolonialismens bitre arv
Vladimir Putin
Disse argumenter reflekteres i Putins tale ved det russisk-afrikanske topmøde i 2023. Her fremhævede han Afrika og Ruslands traditionelt tætte samarbejde på verdensscenen. Desuden talte han om Ruslands historiske solidaritet med afrikanere i deres kamp for selvbestemmelse:
”Vi har aldrig påtvunget partnere vores egne ideer om interne strukturer, ledelsesformer, udviklingsmål og måder at nå dem på. Vi respekterer afrikanske staters suverænitet, traditioner og værdier, deres ønske om selvstændigt at bestemme deres egen skæbne og frit opbygge relationer med partnere. En ny multipolær verdensorden vil være mere retfærdig og demokratisk. Afrika vil indtage sin værdige plads i den og endelig frigøre sig fra kolonialismens og neokolonialismens bitre arv og afvise dens moderne praksis,” lød det fra Putin.
Hvad tilbyder Rusland Afrika?
Men at kritisere Vesten er ikke tilstrækkeligt, hvis man vil smigre afrikanske regeringsledere. Så hvad er det, Rusland tilbyder Afrika?
Det kan to udenrigspolitiske rapporter fra 2022 og 2023, udgivet af den russiske tænketank Valdai Club, hjælpe med at svare på. Valdai Club anses for at have tætte bånd til og stor indflydelse i Kreml. Titlerne på rapporterne ”A World Without Superpowers” og ”Fantasy of a Hierarchy-Free Future” giver en idé om, hvad Ruslands alternativ går ud på.
Mikhail Suslov forklarer, at den nye verdensorden ifølge rapporterne skal gøre op med universelle retfærdighedsprincipper og eksisterende hierarkier i internationale relationer, som udgår fra Vesten. Hver nation, selv den mindste, skal skabe sit eget værdisystem og have valgfrihed, så den selv kan bestemme, hvad den mener er en retfærdig model, siger han.
Samtidig, og lidt paradoksalt, beskriver rapporterne, at verden ikke blot består af stater men af civilisationer, som hver især skal have selvbestemmelse og ikke lade sig diktere af andre. Blandt disse civilisationer er Rusland, Indien, Kina, Latinamerika, Vesten og ikke mindst Afrika. Rusland mener, at Afrika er sin egen civilisation, og det flugter med panafrikanske idealer, der i disse år er mere og mere populære blandt befolkninger i flere afrikanske lande.
Mikhail Suslov betoner desuden, at Rusland ser sig selv som ”the leader of the rest,” og som dem, der skal lede de undertrykte lande, som ikke bliver tilgodeset i den eksisterende og vestligt ledet verdensorden.
En plads ved bordet
Konkret tilbyder Rusland afrikanske lande adgang til ”eliteklubberne” i verdenspolitikken. Putin formulerede det i sin tale ved førnævnte topmøde i 2023:
”Vi står for at give afrikanske lande deres retmæssige plads i de strukturer, der bestemmer verdens skæbne, herunder FN’s Sikkerhedsråd og G20,” sagde han.
Med udvidelsen af BRICS, samarbejdsgruppen for store vækstøkonomier, har Rusland vist, at det, modsat Vesten, er klar til at ”walk the talk”, forklarer både Bernt Hansen og Suslov. Rusland spillede en ledende rolle, da BRICS i 2023 inviterede Egypten og Etiopien til at deltage i samarbejdet. Invitationen omfattede andre lande men udvidelsen betyder, at Afrika nu er det bedst repræsenteret kontinent i samarbejdet, der frem til nu bestod af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Dette har en kæmpe signalværdi for Afrika og giver følelsen af, at det er muligt at få en plads ved bordet og på den helt store internationale scene.
Hvorfor tiltaler det afrikanske ledere?
Flere af de synspunkter er på linje med afrikanske landes. Burkina Fasos præsident Ibrahim Traore udtalte for eksempel i 2023:
”Afrika har i de seneste år været konfronteret med den mest barbariske form for imperialistisk nykolonialisme. Slaveriet fortsætter. Afrikanske statsoverhoveder skal ikke synge med på imperialisternes sang, som kalder os militser og menneskerettighedskrænkere. Rusland er Afrikas familie.”
Ruslands verdenssyn og ideologi tiltaler afrikanske ledere og befolkninger på flere måder. Overordnet forklarer Holger Bernt Hansen, at Ruslands idé om en multipolær verdensorden flugter med Afrikas overordnede målsætning:
”En multipolær verdensorden frem for en vestlig ledet unipolær verdensorden. Det er Afrikas kamp, og her er Rusland en kampfælle,” siger han.
Mikhail Suslov forklarer, at Ruslands besked er ”præcist, hvad afrikanske ledere ønsker at høre.” Afrikas mest eksistentielle problemer såsom ulige økonomisk udvikling er skabt af Vesten.
”Kløften mellem de mest og mindst udviklede lande bliver større, og det er et af Afrikas største problemer. Vesten valgte selv at tage ansvaret som verdens ledere og har undladt at udfylde den rolle. Vesten er skurken,” er ifølge Suslov en tiltalende diskurs i afrikanske lande.
En anden fordel ved Rusland er paradoksal, påpeger Suslov. Den handler om Ruslands økonomiske ligegyldighed. Fordi Rusland er en lille økonomi, er den mindre skræmmende for politiske eliter i Afrika, da den ikke risikerer at dominere dem. De tror, at de kan engagere sig med Rusland på egne betingelser og frygter ikke ulige partnerskaber, som de har oplevet med vestlige partnere, forklarer han.
Afrikas voksende indflydelse
Der er mange legitime argumenter for, at afrikanske lande har ret til at sidde med ved bordet, når en reformering af det internationale system gennemføres, mener Holger Bernt Hansen.
”Afrika er det nye kontinent, der stormer frem, og derfor skal de også være med til at skabe den nye verdensorden,” siger han.
Han forklarer, at der findes to centrale grunde til, at flere afrikanske lande er eftertragtede samarbejdspartnere i resten af verden. På den ene side er Afrikas ressourcer, som skal bruges til den digitale og grønne omstilling. Her sidder Afrika på 60 procent af de nødvendige ressourcer, og det har ført til situationer som den, vi ser i eksempelvis Den Demokratiske Republik Congo, hvor der i mange år har været konflikt om landets mineraler, påpeger han.
Den anden grund er Afrikas befolkningstal. Afrikanere vil i 2050 udgøre en fjerdedel af verdens befolkning, og dermed er de berettigede til at spille en større rolle internationalt. Samtidig er 60 procent af Afrikas befolkning under 25 år. Koblet med de faldende befolkningstal i resten af verden, gør det Afrika til fremtidens kontinent.
Og det har Rusland forstået. Rusland er nummer tre på listen over lande, som huser afrikanske studerende med 35.000 studerende i år på trods af krigen i Ukraine. Samtidig afholdt Putin i marts 2024 en ”World Youth Festival” med 20.000 unge fra 180 forskellige lande. Det er eksempler på, at Rusland forstår udviklingen og lytter til afrikanske behov.
Afrika fremsætter derfor også en række krav til, hvordan den nye verdensorden skal se ud.
”Først og fremmest vil Afrika have anerkendelse og faktisk også undskyldninger for historiske uretfærdigheder fra kolonitiden, slavehandel, klimaforandringer og så videre. Derefter ønsker de en ligeberettiget position i verden uafhængigt af, at man halter efter økonomisk,” siger Holger Bernt Hansen.
Mens Rusland for længst har forstået, at man skal tilbyde Afrika en plads ved bordet, har Vesten været længe om at vågne op til det, og ”måske er vi det slet ikke endnu,” forsætter Bernt Hansen, inden han spørger let provokerende: ”Er det en ligeværdig plads ved bordet, når man fortsat deler verdenen op i donorlande og modtagerlande?”
Hvad kan Vesten gøre?
Det sidste spørgsmål, som melder sig er, hvordan Vesten kan svare igen på Ruslands tiltalende ideologiske appel til Afrika. Her har de to eksperter flere bud.
Vesten må gøre sit hjemmearbejde og se på de fejl, som er i vores egen ideologi. Der bør være en debat om, hvordan man løser dem. Global økonomisk ulighed og kapitalisme skaber uretfærdig udvikling og det kan ikke vare evigt
Mikhail Suslov, professor ved Københavns Universitet
Mikhail Suslov pointerer først, at Putins ideologi er stærk, så længe den vestlige er svag.
”Vesten må gøre sit hjemmearbejde og se på de fejl, som er i vores egen ideologi. Der bør være en debat om, hvordan man løser dem. Global økonomisk ulighed og kapitalisme skaber uretfærdig udvikling og det kan ikke vare evigt,” siger han.
En anden måde, hvorpå Vesten kan modarbejde den russiske popularitet er ved at udstille Ruslands svagheder. Her er det især manglen på praktiske forslag, Vesten skal rette sin kritik imod, påpeger Mikhail Suslov. Der står ikke altid meget bag Ruslands ellers dygtige retoriske appel til alternativer til den vestlige verdensorden. Vesten kan tilbyde ægte tiltag til en ny verdensorden og konkrete forsøg på at invitere Afrika ind på den internationale scene, for eksempel ved en tættere integration af afrikanske lande i FN, foreslår han.
Til slut kan Vesten også lære af Rusland og forbedre sin retorik. Putin har sendt forsyninger med gratis korn til afrikanske lande, der som følge af Ukrainekrigen har oplevet kornmangel. Det sender en klar besked til Afrika. Vestlige lande har omfattende humanitære programmer i Afrika, men er ikke gode nok til at sende de klare beskeder, mener Suslov.
Lad demokratiet afrikaniseres
Holger Bernt Hansen har også bud på, hvordan Vesten kan forbedre sin ideologiske appel til Afrika. Han forklarer, at Vesten skal acceptere, at Afrika selv vælger sine samarbejdspartnere, som ved et ”tagselvbord”. Den nye verdensorden er en konkurrencesituation, og Afrika vil vælge Rusland i nogle henseender, Kina i andre henseender, og Vesten i tredje henseender, forklarer han og bruger Kenya som eksempel:
”Kenya har haft besøg af Iran og det russiske flyvevåben. De har samarbejdet med den indiske flåde, huset amerikanske baser, og briterne træner kenyanske styrker, der er på vej til Haiti. Og så var deres udenrigsminister med til mødet om Danmarks nye Afrikastrategi. Pointen er, at vi skal acceptere og løbe den risiko, at vi nogle gange vil blive valgt fra til fordel for andre,” siger han.
Vores mission har været at demokratisere Afrika. Nu er det tid til, at lade demokratiet afrikaniseres
Holger Bernt Hansen, professor emeritus ved Center for Afrikastudier
Faktisk skal vi tage skridtet videre og indse, at andre partnerskaber kan gavne os, synes han og præciserer, at eksempelvis Vestens landbrugsprojekter i Afrika kan drage fordel af, at der er kinesisk infrastruktur til at transportere fødevarer. Samtidig skal vi vise afrikanske lande, at vi er klar til at lade dem udvikle deres egne værdisæt.
”Vores mission har været at demokratisere Afrika. Nu er det tid til, at lade demokratiet afrikaniseres,” siger Bernt Hansen og forklarer, at demokrati er langt nede på listen over afrikanske prioriteter. Øverst på denne liste er at skabe jobs til de unge. ”No jobs, no peace,” som mange udtrykker det.
Endeligt understreger han, at det ikke er ensbetydende med, at Vesten skal give afkald på egne værdier.
”Vi skal fortsat stole på vores egen civilisation og sige, at den er lige så meget værd som andre, men ikke at den er mere værd. Vores værdier kan godt hævde sig og er værdifulde. Vi skal bare stoppe med at presse dem ned over hovedet på afrikanere,” fortæller han.
Ruslands tiltagende indflydelse i Afrika handler altså ikke blot om Wagnersoldater, men er også en ideologisk kamp mod Vesten. Mens Rusland tilbyder alternativer til den eksisterende verdensorden, må Vesten reflektere over de fejl, som er ved den eksisterende, som Vesten selv i vid udstrækning har skabt. Ved, på lige fod med Rusland, at tilbyde Afrikanske lande og befolkninger en plads ved bordet, kan vi bevare vores position som en betydningsfuld aktør i Afrika.
