Corona har været skyld i skolelukninger i hele verden, men fra land til land er der stor forskel på, i hvilken grad det har påvirket børnenes undervisning.
I de rige lande har skolerne forsøgt at fortsætte undervisningen ved især at rykke den online. I mange tilfælde har eleverne haft mulighed for at fortsætte deres skolegang hjemmefra via online platforme og godt bistået af hjælpsomme forældre eller andre. Selvom der kan være mange udfordringer med onlineundervisningen derhjemme – kedsomhed, ensomhed og manglende motivation – har de fleste elever i den rige del af verden fået en eller anden form for undervisning under nedlukningen.
Anderledes står det til i udviklingslandene. UNESCO vurderer, at skolerne her har været lukket ned i fire måneder, hvilket betyder nul undervisning for godt en tredjedel af verdens skolebørn. Det kan også betyde, at flere elever simpelthen går ud af skolen for at hjælpe familien eller finder et arbejde, selvom de er mindreårige.
Mangel på teknologi og viden
Nedlukning af skolerne i udviklingslande betyder nemlig en total nedlukning. Det er der flere grunde til.
Mangel på internetadgang og it-infrastruktur er den væsentligste årsag til, at onlineundervisning er umuligt. Der er derfor heller ikke tradition for eller erfaring med onlineundervisning, og lærerne har derfor været uforberedte på denne situation.
I byområderne, hvor der er internetadgang, kan der være andre udfordringer. Her er det typisk kun de privilegerede, der har en internetopkobling, og dyre privatskoler vil derfor have større mulighed for at tilbyde onlineundervisning, end de offentlige skoler. Konsekvensen er en øget ulighed.
Internetforbindelse er én ting. Det er også nødvendigt med hardware og software, og her kan mange familier ikke være med. I et land som Kenya, hvor mange har mobiltelefoner, er der for eksempel ikke software til at følge onlineundervisning.
En anden udfordring er, at lærerne i udviklingslande ikke har kompetencer til at undervise online – det samme ser man til en vis grad også i Danmark og andre udviklede lande. I afrikanske lande er lærerne slet ikke uddannet til at varetage onlineundervisning – og da slet ikke i længere perioder. Det kræver en anden form for didaktik og tilrettelæggelse af undervisningen, hvis det skal engagere eleverne.
Nyt marked og ny tilgang
På trods af de mange udfordringer for onlineundervisning i især udviklingslande er anbefalingen fra Verdensbanken klar: Verdens skoler skal tænke nyt efter nedlukninger og anvende forskellige uddannelsesstrategier, der kan støtte eleverne og lærerne, som eksempelvis radio, fjernsyn, mobiltelefoner, digitale/online værktøjer og papir, og så opfordrer Verdensbanken også regeringer til at kigge på, hvordan de kan styrke uddannelsessystemet post-corona.
Flere og flere techfirmaer øjner da også et potentielt marked for onlinelæring og -undervisning i udviklingslande, og frivillige organisationer og såkaldte EdTech-selskaber (educational technology) er allerede i fuld sving med forskellige tiltag.
For eksempel i Nigeria, Afrikas folkerigeste land, der tidligere været forsøgsland for det stort anlagte projekt One Laptop Per Child (OLPC), hvor meget gik galt.
Her mener private tech-selskaber, at det er netop nu under pandemien, at Nigeria skal begynde at tænke anderledes og sikre reel uddannelse til alle. En artikel fra Pulitzer Center beskriver, hvordan blandt andet techfirmaer argumenterer for, at corona-pandemien for altid vil forandre Nigerias uddannelsessektor og kalder derfor på en nødvendig omstrukturering af sektoren. Målet er at skabe en hybrid, der kobler online- og klasseundervisning, hvilket vil kræve et øget samarbejde eller partnerskab mellem den private og den offentlige sektor.
Omdefinering af uddannelsessektoren
Hvis det skal lykkes at erstatte eller supplere traditionel undervisning i klasseværelset med undervisning online, vil det kræve både uddannelsesmæssige reformer, ændrede læseplaner og – ikke mindst – efteruddannelse af lærerne.
Og det er der god logik i. Verdensbanken har nemlig beregnet, at med mindre der iværksættes effektive tiltag vil det betyde et indkomsttab på 10 billioner dollars – altså 63.600 milliarder kroner – for de elever, der under corona-krisen har mistet måneders undervisning eller helt har forladt skolesystemet.
FN-rapporten ’Education during COVID-19 and beyond’ fra august 2020 peger på, at der skal ske en ændring i tilgangen til undervisning og læring efter Covid-19-chokket. Der er stadig håb for at sikre ”uddannelse til alle”, men det er en god idé at se på gamle løsningsforslag, der tidligere har set svære eller umulige ud at gennemføre. Derfor anbefaler FN blandt andet, at man sætter ind for at forhindre, at flere børn fra især marginaliserede grupper forlader skolen i utide, ved at udfylde læringstabet for børnene i risikogruppen.
FN understreger også væsentligheden af, at skolen tilbyder undervisning i færdigheder og fag, der gør det muligt at få arbejde og derved fjerner barrieren mellem skole og arbejdsmarked. Styrkelse og støtte til lærerstanden og læreruddannelserne nævnes også som essentiel.
Covid-19-pandemien vil uden tvivl skabe ændringer i måden, vi forstår uddannelse, sundhed og læring på – både i den rige og fattige del af verden, og EdTech-selskaberne har en god pointe, når de påpeger, at vi i en post-coronatid skal tænke i mere onlineundervisning. Men det er ikke nok bare at indføre teknologier eller programmer i udviklingslande, hvor hovedparten ikke har råd til hardware og software, og hvor der er dårlig internetforbindelse. Her er det nødvendigt at tænke hele skolen og lokalsamfundet ind.
Et godt eksempel på, hvordan man kan gøre det, er den frivillige organisation Slum2Schools arbejde i Lagos, Nigeria.
Ved at sætte solpaneler op i slumområder, sikrer Slum2School en mere stabil elforsyning til området, der kan understøtte en internetopkobling. Derudover forsyner organisationen elever med tablets og internetadgang, så de kan koble sig på virtuelle læringsplatforme, og de træner lærere i at arbejde videre med den onlineundervisning, eleverne har modtaget. Endelig arbejder eleverne både med indhold fra den officielle læseplan som engelsk og matematik, og med uformel læring, som verbale og ikke- verbale måder at kommunikere og argumentere på.
Niels Larsen har tidligere gennemført et introforløb med OLPC i Nigeria, hvor han sammen med forskere fra DPU gennemførte efteruddannelse af lærere i pædagogisk brug af OLPC’erne.