Migration har altid været en vigtig del af menneskets historie. Blot det seneste århundrede har millioner af mennesker, individer såvel som folkegrupper hevet rødderne op og flyttet andetsteds hen. Der har altid været årsager, som gjorde migration muligt eller nødvendigt.
Christian Sørensen
Christian Sørensen er tidligere programkoordinator i udviklings-organisationen ADRA. Han har boet og arbejdet i blandt andet Tanzania, Kenya og Eritrea, og han er gift med en eritreer.
Han har i en årrække løbende skrevet indlæg på Globalnyt.
Mit syn på migration – gennem mine blå danske øjne – har altid haft min bedstefars erfaringer som udgangspunkt. Han var en landarbejder og senere husmand i Himmerland. I 1920’erne besluttede han at emigrere til USA, hvor han fik arbejde på tysk-amerikansk-ejede landbrug i Maryland.
Han skrev breve og sendte billeder til den kæreste i Danmark, som han ikke kunne få, fordi han var en fattig landarbejder. De viste ham eksempelvis foran en Ford T eller siddende på en hest med blanke støvler og et stort smil. Han trivedes i Amerika, men han ville giftes med en datter af en himmerlandsk degn, som havde en børneflok, hvor netop min bedstefars elskede var eneste overlevende pige ud af de 12 søskende. To søstre var døde af tuberkulose. Nogle brødre var også udvandret til Amerika, og ændrede deres syn på min bedstefars mulighed som svoger.
Han rejste derfor tilbage til Danmark og giftede sig med Astrid, som han havde skrevet så mange breve og sendt billeder til i flere år. De bosatte sig i et husmandssted midt i Himmerland. Men efter to børn indså min bedstefar, at de aldrig ville kunne drive det husmandssted ud af fattigdom. Og de besluttede at rejse til USA – nu som en lille familie.
Der bosatte de sig i Iowa, hvor der allerede var mange danske immigranter. Det blev til i alt fem børn, hvoraf min mor var den næstyngste. Familien havde eget hus, børnene gik i skole, og min bedstefar arbejdede i byggesektoren med en god løn. Men en arbejdsulykke gjorde en ende på migranteventyret. Min bedstefar brækkede sin ryg og blev invalid for livstid i et land uden nogen form for socialhjælp. Der var ikke engang en erstatning fra byggefirmaet, han havde arbejdet for.
Familien besluttede derfor at tage tilbage til Danmark – nu med fem børn, som ikke kunne tale dansk. Men der var trods alt lidt hjælp at hente, og de havde familien og venner.
En barndom fuld af migration
Jeg blev født i min bedstefars hus i Haverslev, og har hele mit liv følt et stærkt tilhørsforhold til ham, hans historie og landsbyen, som i dag er en slags forstad til Aalborg. Migration har fyldt min barndom. Jeg har med min bedstefar deltaget i adskillige Rebild-arrangementer på den amerikanske nationaldag.
Som ung student i København oplevede jeg med stor nysgerrighed indvandrere fra Jugoslavien, Grækenland og Tyrkiet, samt amerikanske militærnægtere, som var stukket af fra USA’s krig i Vietnam. Der kom også immigranter til Danmark og vores naboer i Sverige fra Palæstina og Chile.
Min sympati for mellemfolkelighed og forståelse af immigranters vilkår i Danmark fortsatte i mit videre liv. Min første kone var fra Indien. Vi fik to børn sammen. Min nuværende kone er fra Eritrea. Vi har tre børn, og jeg opfattede migration som en del af ægte internationalisme.
Den danske holdning var – som Sveriges – i begyndelsen åben for nye brunøjede borgere. Men med Glistrup og senere Dansk Folkepartis vækst, fik fremmedhad rod i Danmark. Det blev til dem og os. Og der kom restriktioner på indvandringen. Glemt var alt om de danske udvandrere en generation tidligere. Og det kunne vi mærke som familie.
Men det blev først rigtig slemt efter 2015, hvor frygten for masseindvandring ramte den danske befolkning og slog rod i det socialdemokrati, som min bedstefar så stærkt havde støttet, da han kom til Danmark i 30’erne, og som jeg selv en overgang sympatiserede med – dog mere med det svenske. I dag er ’migration’ et negativt ladet begreb, ikke kun i Danmark, men i hele EU og også i USA.
Det mest selvfølgelige i verden
Jeg søgte arbejde i Afrika af flere omgange. Og Tanzania, Eritrea og Kenya accepterede mig som ’migrant’ fra Danmark. Mine tre yngste børn blev alle født i Eritrea, og de gik i skole i Kenya. De blev opdraget som internationalister, og opfattede det med at have to familier – en dansk og en eritreansk – som det mest selvfølgelige i verden.
Vi fejrer dansk jul med juletræ, risengrød og flæskesteg. Den eritreanske og etiopiske jul er den 7. januar. Den fejrer vi også. Vi er en flerkulturel familie. ’Er vi half castes’, spurgte vores børn engang, da vi boede i Kenya. Vi forklarede dem, at de var ’dobbelt-castes’ – både danske og eritreanske. Det dobbeltliv har vi levet og lever stadig i og føler os for det meste heldige ved at være to-kulturelle.
Da min søn blev født i Asmara, Eritreas hovedstad, var jeg bekymret for, at han skulle vokse op og blive sendt i krig. For Eritrea havde oplevet en grusom grænsekrig med Etiopien kort efter hans fødsel. Den førte ikke til fred, for selv om Eritrea accepterede forslaget, som en grænsekommission havde fremsat i 2001, nægte Etiopien at gøre det samme. Det førte til 18 år med ’no war no peace’, hvor Eritrea var tvunget til at have tropper langs hele det store lands grænse – men med den lille befolkning på en tyvendedel af Etiopiens.
Min søn er pacifist og ønsker ikke at deltage i nogen krig, men hvis han blev tvunget til at vælge, tror jeg ikke, det vil være en europæisk krig.
Da vi bosatte os i Danmark i 2008, vidste vi ikke, at faren for at min søn skulle blive dansk soldat ville blive en realitet. Som familie tilhører vi i dag to verdener, men det bliver sværere og sværere for os at være lige positive overfor begge kulturer. Min søn er pacifist og ønsker ikke at deltage i nogen krig, men hvis han blev tvunget til at vælge, tror jeg ikke, det vil være en europæisk krig.
En fordel for alle
Det fleste afrikanske lande er tilhængere af migration, og størstedelen af Afrikas unge ville foretrække et liv i Europa eller Nordamerika, hvis det var muligt.
I FN taler afrikanske medlemmer for en bredere forståelse af migration, som i den danske og europæiske debat næsten nærmer sig at være noget kriminelt – i hvert fald uønsket.
Afrika har forståelse for, at velordnet migration vil redde liv og være til fordel for både de lande de kommer fra og kommer til. Og udgangspunkter er ikke negativt, men positivt: ’migranter er mennesker med håb og drømme’, som Eritreas FN-ambassadør sagde i en tale i maj 2022.
Den definition kan jeg godt lide, for den beskriver nøjagtig min egen bedstefars og min tidligere og nuværende families holdning.
Der er op mod en million eritreanere bosat uden for hjemlandet, og forleden mødte jeg en af dem i Asmara. Det var under min middagspause, hvor jeg på vej hen til et en wifi-shop kørte forbi Asmaras mest kendte bygning, Tagliero-bygningen også kaldet ’Aeroplane’ – en futuristisk benzinstation, som i 1930’erne blev bygget som et fly med benzinstandere under de to vinger. Det er en fredet bygning, men den er lukket for publikum, fordi der er brug for vedligeholdelse. Jeg trak min cykel over vejen, som man gør i Asmara.
Ude på fortovet stod en ung mand med en halvstor afro. Han stoppede mig og spurgte:
”Er der en restaurant i den her by, hvor man kan få et måltid mad?” Hans accent var amerikansk. Han præsenterede sig:
”Jeg er født i Eritrea, men jeg bor i DC.”
Jeg forklarede ham, at der var masser af restauranter i byen og endda inden for gåafstand.
”Hvad laver du her,” spurgte han mig så.
”Jeg arbejder,” svarede jeg
”Arbejder? Er der overhovedet arbejde at få her?”
Jeg smilede til ham og forstod, at han var nyankommen, og besøgte Eritrea for første gang som voksen. Måske var han kommet med et af de sene nat-fly via Kairo, Addis eller Istanbul. Og han var måske skuffet over at se Asmara, som ikke er større end en amerikansk provinsby, men uden indkøbscentre og motorveje. Jeg svarede ham ikke på spørgsmålet, han måtte gøre sine egne erfaringer, men jeg spurgte ham:
”Ved du, hvad det er for en bygning, du står foran?”
Han kiggede på den berømte ’Aeroplane-benzinstation.
”Nej, hvad er det? Den ser mærkelig ud.”
Jeg forklarede lidt om den italienske art deco byggestil, som har gjort Asmara til UNESCO-støttet by. Han var ikke imponeret, var i det hele taget totalt lost.
”Hvis du går lidt op ad vejen her, ligger der en god restaurant, som hedder Massawa Grill & Fast Food”
Bryllupssæson i Asmara
Der bor mange eritreanere i diaspora – flygtet fra forskellige krige eller blot for at leve et bedre liv, end det Eritrea kan tilbyde. Der er op mod én million eritreanere rundt omkring i verden. I Danmark er der godt 8.000.
Migration er ikke et nyt fænomen i verden, det er en del af menneskehedens historie. Og det gælder alle verdensdele. Internt i Afrika har hvert land sin egen migrationshistorie, ligesom Europa. Min bedstefar emigrerede til USA, men vendte tilbage til Danmark, da han havde en arbejdsulykke og ikke kunne få erstatning af firmaet, han arbejdede for. Han var husmand i Himmerland.
Den unge mand fra Washington DC var – måske endda uden at være helt klar over det – blevet sendt til Eritrea for at møde sin eritreanske familie for første gang som voksen. Her ville han deltage i en række komsammener – måske også et bryllup eller to. Det var sæsonen for uddeling af bryllupsinvitationer. Han ville måske også blive taget ud til sin fars landsby for at blive introduceret.
Eritreanerne er stort set alle steder, hvor de har slået sig ned, fredelige og arbejdsomme, og med stærke bånd til hjemlandet. Den unge mand fra DC er blot en af tusinder, som hvert år rejser ’hjem’ til sin eritreanske familie. Selv om man bor i Sverige, Canada eller for den sags skyld Danmark er et giftermål med en anden eritreaner meget vigtigt. Bryllupssæsonen i januar og februar. Det tjener luftfartsselskaberne mange penge på.
Måske ville min unge ven få lyst til at deltage i Asmaras natteliv – især steder, hvor der kommer mange januar-gæster fra diasporaen. Måske møder han en smuk asmarina, han synes om. Måske vil han komme til at lide byen og den gæstfrie befolkning, trods de manglende indkøbscentre, dårligt Internet og perioder uden strøm. Han vil givetvis have en eritreansk født mor, som – på afstand – har haft en finger med i spillet om, hvem han kommer til at møde.
