Siden juni er Myanmar blevet ekstremt hårdt ramt af den nye Delta-variant af coronavirusset. Antallet af smittede og døde er så markant, at alle, jeg taler med, kender flere som har mistet livet og et højt antal af familier og naboer, som er ramt.
Alt tyder på at pandemien er helt ude af kontrol. Der er ikke nok ilt, hospitalerne er fyldte, det er næsten umuligt eller ekstremt dyrt at få beskyttelsesudstyr og medicin, og krematorierne er overbelastede. Dette kommer oven i en dyb økonomisk og politisk krise efter militæret den 1. februar tog magten ved et kup og afsatte den folkevalgte regering.
Før kuppet var NLD-regeringen under Aung San Suu Kyis de facto ledelse ellers godt i gang med et vaccineprogram, og de tidligere nedlukninger i første og anden bølge havde modvirket, at pandemien kom ud af kontrol. Men militærets magtovertagelse satte en stopper for vaccineprogrammet og har også betydet, at sundhedssystemet stort set er brudt sammen. Der er få testcentre, og militærets nye regime har ikke formået effektivt at genindføre en nedlukning.
Siden kuppet har militærjuntaen ikke været optaget af at sikre folkesundheden, men har tværtimod fokuseret på at konsolidere sin magt og nedkæmpe den massive folkelige modstand, der har været og stadig er mod kuppet. Omkring 950 civile har mistet livet, mange tusinde er blevet arresteret og endnu flere er blevet og bliver fortsat forfulgt i hærens forsøg på at nedkæmpe modstanden. Daglige kampe mellem militæret og modstandsgrupper har hærget landet de seneste måneder, og økonomien og de forskellige offentlige sektorer er kørt i sænk. Militæret har sat sig selv officielt på magten, men har ikke kontrol over og tillid i den brede befolkning.
Med det kaos og den ustabilitet, som kuppet har skabt, er det ikke overraskende, at den tredje coronabølge med især Delta-varianten er løbet løbsk. Samtidigt udviser militærets top få, hvis overhovedet nogen, tegn på at være villig til at hjælpe den brede befolkning med at overleve pandemien, medmindre de er del af militærets eget netværk eller officielt støtter militærets nye regime.
Sundhedspersonale forfølges af hæren
En af de faggrupper, som har været specielt forfulgt af militæret siden kuppet, er landets offentlige sundhedspersonale. Det skyldes i høj grad, at læger og sygeplejersker var blandt de første til at gå i strejke og deltage i den civile ulydighedsbevægelse mod militærkuppet.
De seneste måneder har vi set militærets soldater besætte hospitaler rundt omkring i landet og anholde blandt andet læger, der nægtede at genoptage arbejdet under militærjuntaens ledelse. Ifølge AAPP, som registrerer dødstal og anholdelser relateret til militærets overgreb på dets modstandere, er 157 læger blevet anholdt siden kuppet, herunder den tidligere leder af Myanmars corona-vaccineprogram. Dertil kommer, at syv læger er blevet dræbt. Ifølge FN’s talsmand for menneskerettigheder i Myanmar, har militærjuntaen desuden cirka 500 arrestordrer mod strejkende læger, som er gået under jorden. Konsekvenserne for sundhedssystemet er store og rammer især hårdt nu, hvor Delta-varianten er nået til Myanmar.
Siden juni har juntaen godt nok udstedt ordrer om, at læger og sygeplejersker skal komme tilbage på arbejde for at afhjælpe corona-situationen, men med den anden hånd fortsætter den forfølgelsen af sine kritikere.
Læger har fortalt, at de frygter at gå i en fælde og blive anholdt, hvis de møder op på hospitalet. Og denne frygt er ikke uden grund. I juli forlød det, at soldater angreb en privat klinik, hvor læger og sygeplejersker var i gang med at behandle corona-patienter. Fem læger blev anholdt, og det var netop en fælde. Militærets folk havde anonymt kontaktet en corona-hotline sat op af de strejkende læger, og det ledte dem til klinikken.
Historien skabte stor vrede bredt i befolkningen, da den cirkulerede på de sociale medier, og den styrkede den i forvejen dybe mistillid til militærets vilje til reelt at hjælpe corona-patienter og modvirke spredningen af pandemien. I stedet tyder meget på, at juntaen bruger pandemien som et våben imod den store del af befolkningen, der ikke accepterer militærkuppet, som en strejkende læge sagde til CNN i juli.
Militæret sørger for sine egne
Militæret i Myanmar har sine egne hospitaler og sundhedspersonale, og der er en udbredt opfattelse i befolkningen af, at militæret bevidst sikrer sine egne med behandling og vacciner. Det forlyder fra flere, at corona-syge er blevet nægtet adgang til militærhospitalerne. Andre er bange for at gå til de offentlige hospitaler, ikke kun fordi de er underbemandet, mangler ilt og har elektricitetsafbrydelser, men også fordi de er bevogtet af soldater.
Militæret har samtidigt prøvet at modvirke, at folk selv får adgang til ilt. Blandt andet har militærjuntaen forbudt nogle af de private iltproducenter at sælge til civile og til humanitære grupper, med den begrundelse, at ilten skulle gå til de offentlige hospitaler og for at forebygge hamstring.
På sociale medier har der også være fotos og beretninger om, at soldater har truet folk med anholdelser, hvis de blev ved med at stå i kø for at købe ilt, og i mindst et tilfælde i Yangon blev en ilt-kø beskudt af soldater. I et andet tilfælde ankom omkring 50 soldater i militærkøretøjer med tomme iltflasker, og jog de civile væk fra køen, så soldaternes medbragte flasker kunne blive genopfyldt.
Min nære kollega, Mala, fortalte mig også, at militærjuntaen flere gange har lukket fabrikker, der producerer ilt. ”Det er tydeligt, at militæret ikke vil have, at vi skal kunne hjælpe os selv og vores familier, nu hvor hospitalerne ikke vil modtage os,” sagde hun. Samtidigt fortalte hun, at hendes veninde, som er gift med en fra militæret, havde sagt til hende, at hvis hun ville have nem adgang til ilt, så måtte hun godt bruge navnet på hendes mand. Alle relateret til militæret får hurtigt ilt, sagde veninden. Men Mala ville hellere vente to dage i køen for at hjælpe en syg ven end at bruge en militærpersons forbindelse. Som rigtigt mange andre er hun og hendes syge ven nemlig store modstandere af juntaen.
Det er tydeligt, at militærjuntaen forsøger at monopolisere magten over corona-situationen, men reelt set har den ikke styr på den og virker hverken villig eller i stand til at behandle og beskytte befolkningen. Godt nok har hærchefen, Min Aung Hlaing, for nylig i sin TV-tale på seksmåneders-dagen for kuppet, givet udtryk for, at hans regime har en coronahandlingsplan, men tilliden blandt befolkningen er larmende lav.
I det lys tyr folk i stor stil til selvhjælp uden om militæret. Men det er ikke uden risiko, og med de restriktioner militærjuntaen forsøger at implementere, er der også ved at danne sig et kæmpe sortbørsmarked med tårnhøje priser på medicin, ilt, krematorierafbrænding og beskyttelsesudstyr, præcist som under tidligere militærstyrer. En nær kontakt fortalte mig, at prisen på diabetesmedicin er mere end femdoblet i løbet af de seneste to måneder, og at prisen på opfyldning af iltflasker nu er steget så meget, at det kun er folk med gode indtægter, der selv kan købe ilt.
Folk hjælper hinanden udenom militæret
Som situation ser ud nu, er der er hårdt brug for, at folk hjælper hinanden uden om militæret. Og det gør de på forskellig vis, som der længe har været tradition for i Myanmar, hvor mistilliden til myndighederne har dybe rødder i de mange år med militærdiktatur. I flere nabolag i Yangon og andre steder i landet er grupper af frivillige gået sammen for at organisere ilt, mad, medicin, og transport af syge og døde med hjælp fra private donationer. Familier, der er syge kan hænge hvide og gule flag, lavet for eksempel af tøjstykker, uden for deres vinduer for at signalere, at de har brug for mad eller medicin.
Mange af de strejkende læger og sygeplejersker, som er gået under jorden, prøver så godt de kan at behandle folk på private undergrundsklinikker eller ved at give telefon- og onlinekonsultationer til pårørende og syge. De bruger for det meste krypterede apps for ikke at blive opdaget af juntaen, der siges at overvåge mobilkommunikationen. Alle skal nemlig være påpasselige, også de frivillige grupper, da en del af dem er forbundet med modstanden til militæret, herunder også Aung San Suu Kyi’s party NLD.
Nogle steder er folk nu blevet varsomme med at hænge de gule og hvide flag op, fordi de er bange for at soldater og politi vil se dem, som et tegn på at de er anti-militær. Som en anden kollega fra Yangon fortalte mig, så er der i hendes nabolag dagligt razziaer i private hjem, hvor politi og soldater leder efter beviser på modstand til militæret. Det samme fortæller en veninde, som nu befinder sig i en landsby i den nordøstlige del af landet. Hun siger også, at soldater for et par dage siden anholdt to kvindelige medlemmer af en frivilliggruppe, som blot hjælper med begravelsesforberedelser, og som slet ikke er politisk aktive. Her har folk også fået at vide, at hvis de ikke har et stemplet papir fra juntaens lokale myndighed med tilladelse til at købe ilt, så kan de blive arresteret.
Mange folk bruger meget af deres tid på at hjælpe venner og familie, hvilket kan have store økonomiske og tidsmæssige omkostninger. For eksempel min nære kollega Mala, som havde corona i anden bølge sidste år, inden militæret tog magten, og dengang anskaffede sig en iltflaske. Siden juni har hun brugt det meste af sin tid på at tage rundt med sin iltflaske til syge venner og naboer i Yangon. Det er dyrt og tager typisk to-tre dage for at få genopfyldt flasken. Først skal hun stå i kø for at få et stemplet papir fra den lokale myndighed, og så skal hun stå i kø for at få fyldt tanken. Mange dage skal hun inden da stå i kø ved bankautomaten for at få penge til at betale for ilten, for medicin og for mad. Og med de stigende sortbørspriser, på grund af juntaens restriktioner, er det svært at få pengene til at slå til.
Mala modtager stadig løn fra den ngo, hun arbejder for, men mange af hendes bekendte har mistet deres indtægt siden kuppet. For dem og mange andre, der nu i stigende grad lever i fattigdom, er adgang til ilt umulig uden hjælp fra mere velhavende kontakter, frivillige grupper eller humanitære organisationer.
Ude i de grænseområder, som i stort omfang kontrolleres at etniske mindretalshære, er situationen også slem. Mange fra byerne er flygtet hertil, fordi de er forfulgt af hæren. Her prøver de sundhedssystemer, som de etniske hære har støttet i årtier, at afhjælpe corona-situationen så godt de kan. Det sker blandt andet med hjælp fra private donationer og støtte fra velgørenhedsorganisationer, der opererer over grænserne fra for eksempel Thailand og Kina. Men disse etniske hære bliver også konstant angrebet af juntaens styrker. Der har også været tilfælde, hvor nødhjælpen, der blev modtaget over grænsen fra Thailand, blev konfiskeret af soldater. Meget tyder derfor på, at militærjuntaen gør alt for at underminere alle de parallelle former for hjælp, der gives til corona-området uden om militæret. Det bunder i en dybere opfattelse af, at de dele af befolkningen, som ikke er hærens ’egne’ anskues som fjender, der skal nedkæmpes.
Mistillid til militærjuntaens vaccinationer
Ligesom militæret forsøger at skabe monopol på adgangen til ilt og behandling, forsøger den at gøre det på vaccineområdet. Også her er der stor mistillid til juntaen og en voksende privatisering og sortbørshandel. I sin TV-tale den 1. august, sagde hærchefen, der samme dag havde udnævnt sig selv til premierminister, at 50 procent af befolkningen ville være vaccineret ved udgangen af 2021. Vaccinerne kommer fra Kina og måske også fra Rusland.
I dagene efter begyndte juntaens folk på lokalt plan at organisere vaccinationer til alle over 65 år. Men rigtigt mange mennesker i landet stoler ikke på militærjuntaens vaccineprogram, og nogle frygter endda anholdelser, hvis de kommer til de vaccinesteder, der bevogtes af soldater. De er også usikre på, om de vacciner militæret bruger fra Kina er pålidelige.
Min kollega Mala fortæller, at hun den anden dag kørte i taxa forbi en skole i Yangon, hvor der holdt et stort militærkøretøj. Hun spurgte chaufføren, hvad der foregik og han sagde, at de var i gang med vacciner. Men der var ingen kø udenfor, og hun kunne ikke se nogle civile.
En anden kollega, som nu bor i sin hjemlandsby i det sydøstlige Myanmar, fortalte, at det kun er de ældre, der ikke er direkte imod militærkuppet, der siger ja tak til en vaccine. Hendes egen mor er anti-militær, og selvom hun ikke har deltaget i den aktive modstand, nægter hun at modtage militærets vacciner.
Mistilliden er enorm, og selvom dem jeg taler med, mener at vaccinationer er vigtige for at kontrollere pandemien, så vil de hellere være fri eller vente på private vaccinationer, end at møde op på militærets vaccinationssteder. En hel del private virksomheder, velgørenhedsorganisationer og ngo’er er da også gået i gang med at tilbyde deres ansatte vaccinationer gennem parallelle tiltag. Men for mange vil adgang til vaccination uden om militærets system betyde store finansielle omkostninger. For eksempel har en af mine nære kollegaer fået oplyst, at mens militærjuntaen har forbudt private hospitaler at sælge vacciner, så er det muligt at få dem via det sorte marked for 240.000 kyat (ca. 900 kr) for den indiske vaccine og to millioner kyat (ca. 7,500 kr) for Pfizer-BioNtech-vaccinen, hvis man da har råd og kan få adgang. Men med en befolkning på 54 millioner, og med voksende fattigdom, så ser udsigterne til at få pandemien under kontrol gennem sådanne private initiativer meget sorte og urealistiske ud. Her er der brug for meget bredere humanitære tiltag, hvor omverdenen også må komme på banen.
Akut brug for international handling
Hver dag er der på de sociale medier desperate opråb til det internationale samfund om hjælp til at håndtere krisen og redde liv. Med den ukontrollerede spredning af corona og juntaens mismanagement af situationen, så er der samtidigt en stor fare for, at Myanmar bliver et nyt supersprederland, sandsynligvis med nye mutationer. Der er med andre ord akut brug for at handle på krisen, både for Myanmars befolkning og for resten af regionen og verdens skyld. Men det er der store udfordringer og dilemmaer med.
Siden kuppet 1. februar har der ikke været mangel på internationale fordømmelser af militærets magtovertagelse og vold mod fredelige demonstranter. Og vestlige lande, herunder EU har også indført vigtige sanktioner mod militærets top og dets allierede. Lande som Danmark var også hurtige til at omdirigere stat-til-stat bistanden til pro-demokratiske civilsamfundsorganisationer for ikke at legitimere og støtte militærjuntaen. Men bred international handling har været lammet af regionens manglende konsensus og af Kina og Ruslands vetoret i FNs sikkerhedsråd.
Den østasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN fremlagde i foråret en fempunktsplan for Myanmar, som blandt andet berører humanitær hjælp. Planen er endnu ikke implementeret, udover at ASEAN har udpeget en udsending til at forhandle med juntaen. Befolkningen i Myanmar har mistet tilliden til ASEAN, blandt andet fordi ASEAN endnu ikke har været i dialog med oppositionen til juntaen men kun har konsulteret hærchefen og hans junta.
Den massive modstand mod juntaen inde i Myanmar gør det svært at forestille sig en corona-indsats, hvor alle parter i landet samarbejder og koordinerer omkring international støtte. Oppositionen og juntaen ser hinanden som terroristgrupper, og enhver form for forhandling eller forsoning mellem dem er for tiden urealistisk, selv i lyset af en katastrofal humanitær situation og sundhedskrise.
Samtidigt betyder situationen, at hvis international corona-støtte går via juntaen, så risikere udlandet at legitimere regimet og bidrage til at undergrave den stærke demokratiske modstand, som er opstået siden 1. februar. Det faktum, at Kina er begyndt at levere vacciner til juntaen betyder, at befolkningen nu spørger sig selv, om Kina rent faktisk støtter og accepterer militærkuppet.
Internationale organisationer som for eksempel Røde Kors forsøger lige nu at operere inden for et neutralt humanitært set-up ved at få tilladelse af juntaen til at hjælpe på corona-området, men dilemmaet er, at det er svært at være neutral i den nuværende politiske situation.
På den baggrund, er der flere internationale eksperter, som argumenterer for, at støtte fra FN-organisationer, donorlande og humanitære organisationer skal gives via de parallelle netværk og organisationer, der eksisterer uden for militærets system og som er pro-demokratiske. Blandt andet anbefaler tidligere FN-specialudsending for Myanmar, Yanghee Lee, at man internationalt samarbejder med den skyggeregering – den nationale samlingsregering (National Unity Government, NUG) – som er blevet dannet af folkevalgte NLD-parlamentsmedlemmer, og som også har medlemmer fra de etniske mindretal.
NUG har sammen med en række sundhedsorganisationer fra de etniske mindretal dannet en Covid Task-Force, som har til hensigt at koordinere forebyggelse og behandling af corona blandt andet via vaccinationer. Task forcen har eksplicit appelleret til ASEAN og FN. Yanghee Lee foreslår sammen med andre internationale eksperter, at man bruger denne Task force som et koordinerende organ til at give støtte til de mange netværk af civile og humanitære grupper, der allerede leverer mad, medicin og anden hjælp til befolkningen. Et realistisk sted at begynde, er i de etniske mindretalsområder langs Myanmars grænser, hvor militærjuntaen har mindst kontrol. Det kræver samtidigt, at man indgår et samarbejde med Myanmars nabolande som Thailand og Indien så hjælpen sikkert kan komme ind over grænserne.
Støtte via NUG og civilsamfundsorganisationerne giver god mening også i forhold til den bredere støtte til demokrati i Myanmar, som jo netop er kerneområdet blandt andet i den danske bistand. NUG er stadig ung og står over for mange politiske udfordringer, herunder at samle de mange etniske grupperinger i landet. Men NUGs pro-demokratiske politiske agenda, der går ud på at skabe en føderal stat med civil kontrol over militæret og med plads til mindretallene – herunder også det muslimske mindretal rohingyaerne – er et vigtigt skridt i retningen af skabe et alternativ til militærregimet.
Det er tydeligt at corona-støtte gennem NUG ikke er uden risiko og dilemmaer, da NUG jo er stemplet som en terroristgruppe af militærjuntaen. Det internationale diplomatiske arbejde og pres på juntaen for at tillade fri og sikker adgang for humanitærhjælp til Myanmar er derfor fortsat ekstrem vigtig.
Helene Maria Kyed er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker i fred, politiarbejde og konfliktløsning baseret på længerevarende feltarbejde i Mozambique, Swaziland og Myanmar.
