Elitestyrker i Kenyas hovedstad, Nairobi, dræbte onsdag morgen to af gerningsmændene bag angrebet mod luksushotellet DusitD2.
Dermed er alle terrorister blevet ”neutraliseret”, siger præsident Uhuru Kenyatta i en tale til nationen efter det voldsomme angreb, der varede over 16 timer.
Mandag morgen mellem klokken 8 og 10 lokal tid blev der fortsat hørt skud i området.
Den foreløbige opgørelse viser, at 14 mennesker er dræbt og et endnu ukendt antal er såret. Det lykkedes over 700 andre at slippe væk fra området, der blev angrebet tirsdag eftermiddag af fem medlemmer af den militante gruppe al-Shabaab. Gruppen har i en meddelelse taget skylden for angrebet, skriver flere internationale medier.
En af gerningsmændene indledte angrebet ved at sprænge sig selv i luften, hvorpå de andre fire skød omkring sig med automatvåben.
Der er endnu ikke udsendt nogen erklæring eller andet, der kunne afsløre, hvad motivet bag angrebet er. Men al-Shabaab har tidligere foretaget angreb i Kenya som reaktion på, at Kenya har sendt soldater til Somalia for at være med til at bekæmpe gruppen.
Kenya har tidligere været hårdt ramt af terror
Angrebet i Nairobi fik blandt andet det danske udenrigsministerium til at udsende en opfordring til turister og andre i området om at udvise stor forsigtighed.
Præsident Kenyatta roser de civile, der hjalp til under angrebet.
”For hver en ond handling var der snesevis af patriotiske og modige handlinger,” siger præsidenten i sin tale til nationen.
Han understreger, at turister i Kenya er i sikkerhed, og at myndighederne har sat en lang række sikkerhedstiltag i værk for at bekæmpe terrorgrupper. Han lover samtidig at styrke sikkerhedstjenesterne.
Det er langt fra første gang, at Kenya rammes af et voldsomt terrorangreb.
Den 21. september 2013 angreb al-Shabaab indkøbscentret Westgate, hvor 71 mennesker blev dræbt og over 170 såret.
Dengang fik sikkerhedsstyrkerne massiv kritik for deres langsomme og mangelfulde indsats.
Men efter angrebet mod DusitD2-hotellet er der umiddelbart ros for indsatsen, skriver The Standard.
Den 2. april 2015 blev Garissa University angrebet. Her blev 148 mennesker dræbt, de fleste af dem studerende.