Mindst 32 dræbt af bombe i Nigeria

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

18. november 2015

En bombeeksplosion dræbte tirsdag mindst 32 mennesker på en travl markedsplads i byen Yola i det nordøstlige Nigeria. Det skriver Al-Jazeera.

Indtil videre har ingen så vidt vides taget ansvaret for bomben men mistanken falder naturligt på gruppen Boko Haram, der fører en væbnet kamp for at indføre en streng islamistisk stat i Nigerias nordlige egne.

Gruppen erklærede sig i marts 2015 som allieret til Islamisk Stat. Tidligere har den erklæret sig som allieret til al-Qaeda.

Anden bombe på en måned

Det er under en måned siden at Yola senest blev udsat for en terrorbombe. 24. oktober blev 27 mennesker dræbt af en selvmordsbombe under indvielsen af en ny moske.

Samme dag sprængte en anden selvmordsbomber sig selv og 28 andre ihjel i byen Maiduguri, der er byen hvor Boko Haram blev etableret i 2002.

Boko Haram er under stort militært pres og det er i den seneste tid lykkedes for Nigerias væbnede styrker, at tilbageerobre store landområder, som den islamistiske bevægelse havde sat sig på.

Ifølge flere iagttagere er dette en del af forklaringen på, at bevægelsen nu satser mere på bomber mod markedspladser, busstationer og andre steder, hvor mange folk er forsamlet.

Nu på Facebook

Efter det seneste bombeangreb i Yola har Facebook lanceret en funktion, Safety Check, hvor Nigerianerne eller andre, der befinder sig i området, kan fortælle omverdenen, at de er i sikkerhed.

Funktionen har tidligere mest været brugt i forbindelse med naturkatastrofer, som f.eks. jordskælvet i Nepal tidligere på året.

Funktionen var senest i brug efter terroraktionerne i Paris, hvor 129 mennesker blev dræbt 13. og 14. november.

Funktionen blev derimod ikke tilbudt libaneserne efter terroraktionen i Beirut, hvor 43 blev dræbt af selvmordsbomber. Angrebet skete blot et døgn før angrebene i Paris.

Det medførte voldsom debat og kritik på de sociale medier. Flere talte om racisme og forskelsbehandling. Det har nu fået Facebook til at ændre praksis og brede funktionen ud.

Mark Zuckerberg, der har grundlagt Facebook, skrev onsdag, at firmaet nu arbejder på at fastlægge kriterier for, hvornår funktionen skal aktiveres.