Den 58-årige finne er ansat som landeleder for Mission Østs hjælpearbejde i Nordkorea med base i det nye kontor i hovedstaden Pyongyang. Siden 2011 har organisation opereret i landet, som den eneste danske hjælpeorganisation og i september åbnede den sit eget kontor for at kunne følge udviklingen på tæt hold.
Sakari Koivulas filosofi for bæredygtigt udviklingsarbejde tager i høj grad udgangspunkt i fødevaresikkerhed, også i et land hvor 11 millioner mennesker er kronisk underernærede: ”Når en befolkning kan brødføde sig selv, løses deres øvrige problemer. Ernæring giver sundhed, og sundhed betyder overskud til udvikling,” siger han.
Den nye landeleder, der er uddanet geolog, har arbejdet med udviklingsbistand i 27 år, hovedsageligt i Afrika, hvor han har arbejdet for Røde Kors, FN og Norwegian Church Aid.
Men han har også mange års erfaring fra Asien, fra sin tidligere stilling som landeleder i Nordkorea for det finske Fida International – søsterorganisation til Mission Øst.
For Fida har Sakari Koivula også været regionsleder med base i Bangkok, hvor han havde ansvar for projekter i Bhutan, Myanmar, Cambodja og Nordkorea.
Fokus på fødevaresikkerhed
I Mission Øst overtager han ledelsen af fødevareuddelinger, genopbygningsprojekter og landbrugsprojekter. Han er især optaget af et kartoffelprojekt, som han viderefører fra arbejdet i Fida.
”Kartoffelproduktionen er seksdoblet, idet udbyttet er mere end fordoblet og dyrkningsområdet er tredoblet. Og det er bæredygtigt: Bedrifterne kan opretholde produktionsniveauet selv efter projektets afslutning.”
Ifølge Sakari Koivula løser det de fleste andre problemer, hvis en befolkning kan brødføde sig selv. Og der er masser potentiale i den nordkoreanske befolkning: ”Jeg har besøgt gårde, hvor projektet blev afsluttet for mange år siden. De har stadig det samme høje produktionsniveau og deres lader og udstyr er stadig i fin stand. Og hvad der er endnu mere interessant: De arrangerer selv træningskurser i kartoffeldyrkning for deres medarbejdere og endda for nabogårdene,” fortæller finnen om kartoffelprojektet.
Men med det øgede fokus på fødevaresikkerhed er det ikke landelederens hensigt at fokusere på hurtigere løsninger: ”vi kan ikke kun agere akut; vi er også nødt til at tackle de bagvedliggende strukturelle problemer, slutter Sakari Koivula.