“Udviklingsministerens beslutning om at bruge danske bistandsmidler til at oprette African Guarantee Fund i skattelyet og udviklingslandet Mauritius er slem nok isoleret betragtet. Værre er det, at de danske bistandsmidler aldrig når de fattigste, hvis ellers erfaringen fra andre lignende fonde og aktieselskaber oprettet med bistandsmidler står til troende”.
Det mener Trine Pertou Mach og Frans Mikael Jansen, hhv. forkvinde og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, som på MS’s hjemmeside videre skriver, at “MS anbefaler i stedet direkte at støtte de småproducenter, særligt bønder, som ofte sidder fastlåst som svageste led i værdikæden. Der er potentielt masser af arbejdspladser og vækstpotentiale i landbruget, og der er hårdt brug for en øget fødevareproduktion i u-landene”.
MS-lederne skriver:
Oprettelsen af aktieselskabet African Guarantee Fund (AGF) har til formål at skaffe lånegarantier til afrikanske landes banker og finansieringsinstitutioner, så de kan give lån til små og mellemstore virksomheder. Forhåbningen er, at de så kan vokse og skabe jobs til de fattigste befolkningsgrupper, herunder særligt kvinder og unge.
AGF er ikke operationelt endnu, men erfaringen fra lignende aktieselskaber og fonde viser, at netop den måde at lave udvikling på sjældent gavner dem, den er tiltænkt – de fattigste. Alligevel er disse uheldige former for erhvervsstøtte desværre blevet mere og mere udbredte i dansk dviklingsbistand, efter at regeringen lancerede sin ny udviklingspolitik for godt et år siden.Bare her på det sidste har vi set mindst to andre lignende konstruktioner.
Problemet er, at de forholdsregler og krav, der gælder, når stater giver andre stater bistand, eller når bistand kanaliseres gennem civilsamfundsaktører, ikke gælder, når det er markedet, som skal fordele bistanden.
Danmark giver i øjeblikket danske bistandsmidler til to andre fonde og selskaber, hvis konstruktion ligner AGF.
Fra klimapuljen gives der i år 40 mio. kroner til det tyske initiativ ”Global Climate Partnership Fund”, som er et selskab under luxembourgsk lovgivning. Derudover skal Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) styre den såkaldte ”Frihedsinvesteringsfond”, hvor Danmark bidrager med 100 mio. kroner over to år.
Hvorfor vil de danske bistandsmidler fra aktieselskabet African Guarantee Fund næppe nå de fattigste?
For det første
fordi målet om at skabe jobs for de fattigste udvandes kraftigt, jo længere garantier og lån kommer fra kilden (Danida) og ud på de finansielle markeder. ´
I Danidas egen skrivelse om AGF kan man læse, at Danida vælger ikke at stille krav om hvem og til hvad, der gives garantier af hensyn til, at aktieselskabet skal kunne være konkurrencedygtigt. Men andre ord vælger man ikke at stille direkte krav til banker og finansieringsinstitutioner om kun at give lån ud til virksomheder, som vitterligt skaber jobs for de fattigste og i øvrigt lever op til sociale og miljømæssige standarder for virksomhedsansvar. Det er svært at forestille sig, at AGF bidrager til fattigdomsbekæmpelse, hvis ikke det fremgår tydeligt af projektdesign og krav til implementering.
For det andet
fordi ”små og mellemstore virksomheder” ofte ikke er så små endda. De afrikanske banker, som med garantier fra AGF skal udbyde lån til små og mellemstore virksomheder, kan selv afgøre, hvad en lille eller mellemstor virksomhed er. Hvis Verdensbankens definition af små og mellemstore virksomheder bruges, så drejer det sig om selskaber med omsætninger på mellem en halv million og 75 millioner kroner.
Fra udenrigsministeriets skrivelse kan man derudover læse, at garantierne fra AGF ikke vil blive målrettet de befolkningsgrupper og sektorer, der rummer særlige muligheder for at bekæmpe fattigdom. Det er undladt for, at AGF skal være konkurrencedygtig. Store virksomheder kan muligvis skabe masser af jobs for de fattigste, men om der skabes jobs for de fattigste er svært at afgøre.
For det tredje
fordi der ikke tages hensyn til de markedsfejl, der ofte præger udviklingslandes privatsektor. Det er ofte politiske hensyn og eksisterende magtforhold, der præger udviklingslandes markeder. Markedet fungerer ikke frit, fordi den siddende elite ofte dominerer alle beslutningsprocesser (både politiske og finansielle). Hvis de banker og finansieringsinstitutioner, der skal give lån til små og mellemstore virksomheder, opererer efter magtens logik i stedet for økonomiske eller udviklingspolitiske logikker, når lånene næppe de virksomheder, som har mest brug for penge, og som kan skabe flest jobs for de fattigste.
For det fjerde
fordi der er ringe grad af gennemsigtighed og ringe mulighed for deltagelse for de fattige mennesker, AGF angiveligt skal gavne. Gennemsigtighed er et anerkendt grundprincip i indenfor udviklingsbistand. Så kan både skatteydere og de mennesker, hjælpen er tiltænkt, nemlig holde øje med, hvem midlerne går til, og om aktiviteterne vitterligt gavner dem.
Kravet om gennemsigtighed er anerkendt af alle, og derfor er alle de stater og civilsamfundsorganisationer, der deltager i udviklingsaktiviteter, underlagt en hel række krav og procedurer, som skaber gennemsigtighed. Men er de virksomheder, som får lån med garantier fra AGF, også underlagt krav om gennemsigtighed? Det er svært at forestille sig, eftersom de er helt almindelige private aktører, som har optaget et lån på markedsvilkår.
Ejerskab og deltagelse er ligeledes anerkendte begreber, fordi kun gennem deltagelse og ejerskab skabes de bedste udviklingsresultater, og kun derved kan de forskellige aktører – både donor og modtager – holde hinanden ansvarlige. AGF har et rådgivende råd, men det er uvist, hvem der sidder i rådet. Hvis ikke der sidder nogle af de mennesker, som aktieselskabet har til hensigt at skabe jobs for, ser det skidt ud med såvel gennemsigtighed, deltagelse og ejerskab. Og dermed også med udviklingsresultaterne.
Erfaringen fra blandt andet Verdensbankens privatsektor-arm IFC og deres udbredte brug af konstruktioner såsom aktieselskaber og andre finansielle mellemaktører, som netop AGF, skræmmer. I en nylig evaluering af IFC lavet af Verdensbankens egen uafhængige evalueringsenhed viser det sig, at under halvdelen af IFCs samlede aktiviteter var designet til at komme de fattigste til gode, at omkring en tredjedel af IFCs aktiviteter adresserede markedsfejl, som forhindrer fattiges adgang til markeder og jobs, og at IFC i for høj grad fokuserer på vækstrater og ikke nok på vækstmønstre, som gavner de fattigste.
Mellemfolkeligt Samvirke mener, at det er rigtigt at fokusere på, hvordan de fattigste befolkningsgrupper kan opnå økonomisk vækst via bedre priser for deres produkter, bedre adgang til markeder og via arbejde til en ordentlig løn, man kan leve for.
Det gøres ved at tage direkte udgangspunkt i at skabe vækst og udvikling der, hvor de fattigste er. Det gøres ved at bruge de anerkendte principper om gennemsigtighed, ejerskab og deltagelse, som er grundlaget for al god bistandshjælp. Størstedelen af de mennesker, der lever i fattigdom, lever på landet og er småbønder. I Zimbabwe har de fattige bomuldsbønder med lidt hjælp udefra til organisering og kapacitetsudvikling formået at fordoble den pris, de fik for deres produkter sidste år.
Massive investeringer i bæredygtigt landbrug i Bangladesh, hvor bønderne ikke er afhængige af at skulle købe høj-teknologisk input såsom såsæd og gødning, har skabt et lokalt marked og fremgang for hele området.
Vi afviser ikke, at kreditgivning og investering i produktion og forarbejdning kan være vigtige elementer i en fattigdomsorienteret bistand. Især ikke hvis det sker indenfor sektorer, hvor fattige befolkningsgrupper inddrages i værdikæderne. Men så må indsatsen være langt mere målrettet, end det er tilfældet med AGF.
Hvis man ønsker at styrke beskæftigelsen, må måltal for en sådan fremgå tydeligt som succeskriterium. I den forbindelse er der langt mere perspektiv i det Danida-støttede erhvervssektor program i Uganda med ’Agro Business Trust’, der støtter landbrugsproduktion, transport og forarbejdningsindustri og har et mål om at skabe 450.000 arbejdspladser
