Udenlandske mediers dækning af konflikten i den nordlige delstat Rakhine, der har sendt tusindvis af rohingya-muslimer på flugt over grænsen til Bangladesh, møder stor mistro fra Myanmars befolkning. En stor del af landets befolkning betragter den internationale mediedækning af konflikten som ensidig og overdrevent kritisk mod den buddhistiske majoritet. Det skriver International Media Support (IMS) i en rapport om lokale mediers dækning af konflikter i Myanmar offentliggjort 24. oktober 2018.
Ifølge rapporten benytter de lokale medier sig hovedsageligt af officielle kilder fra regeringsapparatet eller militæret. Når lokalbefolkningen inkluderes, er der stor forskel på måden de portrætteres på. Rohingyaer, der er muslimer, er stort set fraværende i dækningen af konflikten i Rakhine, hvorfor deres oplevelse af konflikten og de konsekvenser, den har medført for dem, sjældent berøres. Rohingya-befolkningen er ikke et emne, der bliver prioriteret i medierne i, forklarer Emilie Lehmann-Jacobsen, der er programudviklingsrådgiver i IMS og hovedforfatter til rapporten. Hun siger videre i et interview med Globalnyt:
”Der er mange, som simpelthen ikke ved, hvordan rohingyaerne har det – og ikke er interesseret i at vide det.”
Den manglende interesse bunder i en stærk modvilje mod rohingyaerne i Myanmar, der ikke opfattes som retmæssige borgere i landet. Modviljen reflekteres af medierne, som ifølge IMS’ analyse overvejende referer til rohingyaerne, som ”Bengali”, illegale immigranter, oprørere, terrorister og sågar, i særlig grelle tilfælde, som ”hurtig-forplantende personer”.
Svære vilkår for journalister
Den ensidede dækning af konflikten besværliggøres af manglende adgang til de uroplagede områder. Myndighederne i Myanmar blokerede alle mediers adgang til Rakhine-provinsen, hvorfra omkring 700.000 rohingyaer er flygtet til nabolandet Bangladesh.
Organisationen Journalister uden Grænser er blandt dem, der kritiserer regeringens håndtering af konflikten:
”Myndighederne fortsætter med at lægge pres på medierne og endog gribe ind for at få redaktionelle retningslinjer ændret. Udbredte racistiske holdninger mod rohingya-folk begrænser fri og uafhængig dækning af den humanitære krise i Arakan-delstaten (tidligere navn for Rakhine-staten, red.),” lyder det fra organisationen.
Lokale medier svækker jagten på retfærdighed
Politiske reformer i Myanmar i 2011 og 2012 signalerede betydelige opblødninger i landets censurpolitik og i august 2012 løftede informationsministeriet kravet om, at trykte medierorganisationer skulle sende alt materiale til regeringen forud for offentliggørelsen.
På trods af denne udvikling, er der stadig visse emner i Myanmar, der er forbundet med stor tabu. Det gælder blandt andet kritik af styrets rolle i rohingya-konflikten. Uden at give sig i kast med direkte censur, har staten succes med at lægge pres på landets medier ved at gå efter journalister med anden lovgivning i hånden, fortæller Emilie Lehmann-Jacobsen.
”Eksempelvis er den nationale sikkerhedslovgivning senest blevet brugt til at idømme to Reuters-journalister, Wa Lone og Kyaw Soe Oo, der arbejdede på en historie om massedrab begået af militæret i Rakhine, 7 års fængsel.”
Den folkelige opbakning til at holde myndighederne ansvarlige for de overgreb, der er begået mod rohingyaerne, er næsten ikke-eksisterende.
”De allerede eksisterende hadefulde narrativer mod rohingya-befolkningen møder ingen modstand fra medierne i Myanmar – og bliver i visse tilfælde måske endda forstærket. Medierne er derfor indirekte med til at underminere en potentiel proces, som kan føre til at holde landets ledere ansvarlige for deres rolle i rohingya-konflikten,” siger Emilie Lehmann-Jacobsen.
Enkelte medier går mod strømmen
”Der er dog nogle medier, som forsøger at skabe en mere balanceret dækning af konflikten. Eksempelvis ved at dække fredelige protester i Myanmar, hvis budskab er at fremme fred og forsoning, uden at nævne rohingya-konflikten direkte. Og de er disse medier, at vi må sætte vores lid til, og ellers fortsætte arbejdet med at skabe forståelse for nødvendigheden af balanceret kvalitetsjournalistik som et værktøj i konfliktløsning, freds- og forsoningsprocesser,” fortsætter hun.
Over 700.000 personer fra rohingya-minoriteten er blevet fordrevet til Bangladesh siden august 2017. Selvom Zeid Ra’ad Al Hussein, den tidlige FN højkommissær for menneskerettigheder, kaldte rohingya-krisen for et ”lærebogseksempel på folkemord”, kan Den Internationale Straffedomstol (ICC) ikke retsforfølge ledelsen i Myanmar for folkemord.
ICC har dog fundet frem til, at den har jurisdiktion i Myanmar, hvad angår krigsforbrydelsen ”forfølgelse og deportation” af rohingya-befolkningen. Dette på trods af, at Myanmar ikke er medlem af domstolen. ICC fortolker nemlig, at forbrydelsen ”forfølgelse og deportation” også gælder i ICC medlemslandet Bangladesh, hvor rohingya-befolkningen er blevet forfulgt til.
Se rapporten Conflicting Coverage – Insights Into The Media’s Coverage Of Conflicts In Myanmar
