Når du ringer 140 i Libanon, får du fat i landets ambulancetjeneste. Personen i den anden ende stiller et par spørgsmål for at afgøre, hvilken type nødsituation der er tale om og hvor du befinder dig, og så bliver en ambulance sendt afsted. Ambulancefolkene vil ofte yde akutbehandling på stedet og ellers køre den tilskadekomne til det nærmeste hospital.
Alt er som vi kender det. Forskellen er bare, at alle – lige fra den person, der tager telefonen, til de der rykker ud med ambulancen – er frivillige og har en gennemsnitsalder på 23 år.
De røde og hvide ambulancer
I Libanon er Røde Kors den nationale udbyder af ambulancetjenesten (EMS) – ikke det offentlige eller private virksomheder. Og det har ngo’en været siden den libanesiske borgerkrig, der brød ud i 1975. På det tidspunkt var de den eneste organisation, der kunne krydse landets politiske og religiøse grænser, fortæller assisterende direktør for EMS, Nabih Jabr.
I dag er der 49 ambulancestationer landet over. Én af dem, Gemayze-stationen, ligger midt inde i Beiruts smalle gader med udsigt til Middelhavet. Her møder Globalnyt tre af stationens frivillige, Gabriella, Joanna og Serjio. De er alle i deres start 20’ere og læser på universitetet. Og én gang om ugen sidder de klar til at køre ud med i ambulancerne, når alarmcentralen ringer.
Da alarmen ringede for nyligt, var Joanna på vagt. Et trafikuheld, lød det i røret, og få minutter efter var ambulancen på vej.
“Da vi ankom med ambulancen, lå en mand helt alene på vejen. Hans ben var revet af. Desværre kunne vi ikke gøre meget, og han endte med at dø på stedet. Det var hjerteskærende,” fortæller den 22-årige studerende.
Serjio, en af de mere erfarne frivillige på stationen, husker især tilbage på eksplosionen i Beiruts havn i 2020. Den 4. august det år blev 218 personer dræbt, 300.000 hjemløse og store dele af den gamle hovedstad jævnet med jorden, da flere tons ammoniumnitrat pludselig eksploderede fra et lager i havnen.
“Jeg og de andre frivillige tog imod folk, som kom svømmende fra havet ind mod kysten eller fra gaden. Vores job var jo at køre dem til hospitalet, men det nærmeste hospital, som lå lige rundt om hjørnet, var også ødelagt af eksplosionen. Så vi måtte bruge parkeringspladser, som vi omdannede til minihospitaler,” fortæller Serjio, der, som han selv siger, har set lidt af hvert i sin tid som ambulanceredder.
Personlig udvikling
Ingen af de tre frivillige, som Globalnyt har talt med, er trådt ind hos EMS med nogen som helst erfaring med ambulancekørsel eller akutbehandling. Til gengæld bliver de løbende trænet i de forskellige færdigheder, jobbet kræver.
De to veninder fortæller, hvordan de under deres 18 måneder på stationen har lært at klargøre ambulancerne, tjekke patienternes vejrtrækning, give ilt, stoppe blødninger og yde akutbehandling ved hjertestop.
På stationen træner de frivillige løbende for at få nye ansvarsområder. De skal tilmed gå til diverse eksamener for at vise, at de har det, der skal til for at “stige i graderne”. Derfor er der også nogle, der går rundt i orange heldragter på stationen, mens andre bærer hvide veste med det røde kors på.
Serjio er en orange heldragt. Han har været på stationen i tre år, er teamleder og står også for at oplære nye frivillige.
“Det er frivillige, der træner de frivillige. Sådan én som Serjio har et stort ansvar på stationen. Til gengæld lærer han og de andre meget om ledelse, kommunikation, at tage beslutninger og skrive rapporter. Så der er en personlig vækst,” siger Nahib Jabr.
Det kan Serjio genkende.
“Det er færdigheder i livet, du lærer på stationen, og som kan bruges over alt. Ikke kun i Røde Kors. Selv hvis jeg en dag vil være skuespiller, er ambulancetjenesten relevant,” siger den 22-årige arkitektstuderende.
Eftertragtet arbejdsplads
Den personlige udvikling kan være en af grundene til, at især unge mennesker er ivrige efter en plads hos EMS. Det er i hvert fald populært. I optagelsesperioderne modtager ambulancetjenesten omkring 500 ansøgninger, mens kun 30 bliver udvalgt. Det er altså ikke et problem for Nahib Jabr og kollegaerne at rekruttere frivillige.
Foto: Halfpoint Images via Getty Images.
Alligevel kan Nahib godt mærke, at landet står midt i en dyb økonomisk krise, hvor arbejdsløsheden er tårnhøj og næsten 80 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. De seneste år er myriader af unge libanesere udvandret fra det lille mellemøstlige land for at få arbejde i udlandet. Og det gør det næsten umuligt at fastholde de frivillige i længere perioder. Noget, EMS er dybt afhængig af, hvis der skal blive ved med at være erfarne frivillige til at uddanne nye aspiranter.
“Det er de unge frivillige, der uddanner sig inden for EMS, som holder hjulene på ambulancerne kørende. Derfor bliver vi selvfølgelig udfordrede, når alle unge, der har mulighed for at forlade landet, gør det,” siger Nahib.
Frivillig i en krisetid
Flere af de unge, Globalnyt møder på Gemayze-stationen, fortæller, hvordan de begyndte i EMS følte sig magtesløse. Hvordan landets massive politiske og økonomiske krise og den tiltagende fattigdom blandt befolkningen affødte en uoverskuelig følelse af afmagt. Deres land, det der tidligere var kendt som Mellemøstens Schweiz, stod i totalt forfald, og de kunne intet gøre.
I dag bliver de frivillige mere end nogensinde konfronteret med alle krisens værker, når de kører rundt til den ene ulykke efter den anden. Men følelsen af afmagt er aftaget.
“Jo mere vi er ude med ambulancerne, desto mere bemærker jeg, hvordan det libanesiske folk har brug for vores hjælp. Vi går igennem en økonomisk krise, og folk har ikke råd til at gå til lægen. Så det rykker noget for den enkelte, at vi er her,” siger Gabriella på 20 år, der meldte sig til EMS efter eksplosionen i Beirut.
På tilsvarende vis fortæller Joanna, at EMS har været med til at booste hendes selvværd og give hende en tro på, at hun rent faktisk kan gøre en forskel.
“Jeg er en værdi for samfundet nu. Jeg er ikke bare en tilskuer”
Tak fordi, du havde lyst til at læse min artikel om de unge ambulancereddere i Libanon. Hvis du kunne lide artiklen og fremover vil være sikker på, at du ikke går glip af lignende historier, så skriv dig op til Globalnyts nyhedsbrev, der tre gange om ugen serverer dig overblik og indsigt i verden i udvikling.
