TEL AVIV: Tirsdag i denne uge tog Israels langvarige politiske krise en ny vending. Ved en 13 timer lang høring lyttede højesteretsdommerne til parterne i sagen om den lov, som Netanyahu-regeringen fik vedtaget i juli måned. Der er tale om den første lov i en hel række, der tilsammen skal udgøre den omfattende lovreform, og som reelt står som en alvorlig trussel mod det israelske demokrati.
Lovens sigte er at ophæve den såkaldte urimelighedsklausul, som sætter retsvæsenet i stand til at annullere en ny lov, hvis et dommerpanel vurderer, at denne er urimelig i forhold til almindelig lovpraksis og respekt for landets demokratiske værdier. Hvis denne lov kommer igennem, vil regeringen have langt friere spil til at gennemtrumfe ny lovgivning, og det er blandt andet denne trussel mod magtens tredeling, der siden årsskiftet har ført til dramatiske masseprotester.
Optræk til konstitutionel krise
Gårsdagens retsmøde var på papiret kun en høring, og dommerpanelet vil først tage endelig stilling til den nye lov om tre måneder. Men omstændighederne omkring mødet og tonen undervejs giver klare indikationer af, at dommerne allerede har taget stilling, og at de vil bruge den kommende tid til at få juridiske formalia på plads.
”Hvad vil der ske, hvis en regering fratager landets arabiske borgere deres stemmeret eller beslutter at udskyde et valg i ti år?” henvendte en af dommerne sig således til Simcha Rothman, der i Knesset repræsenterer det stærkt højreorienterede parti Religiøs Zionisme, og som formand for retsudvalget er en af hovedarkitekterne bag regeringens lovreform.
Dette er et muligt scenarie, mange politikere i oppositionen og den massive protestbevægelse frygter, hvis regeringen får mulighed for at gennemføre den reform, andre kalder et anti-demokratisk kup. Rothman svarede, at det i givet fald ikke skal være en gruppe mennesker, nemlig dommerne, som har fået tildelt en vigtig rolle uden at være blevet valgt af folket.
Han gav med andre ord ikke noget klart svar på spørgsmålet, og i det hele taget er tirsdagens retsmøde allerede blevet fremhævet som tidspunktet, hvor kontroversen om Netanyahus lovreform er ved at udvikle sig fra at være en politisk til en konstitutionel krise.
Statsadvokaten, Gali Baharav Miari, der sædvanligvis ville have repræsenteret regeringens synspunkter, havde nægtet at stille op til retsmødet, og i stedet lod regeringen sig repræsentere af en privat advokat. Og denne begik, hvad mange iagttagere betegner som en fatal brøler ved at så tvivl om den israelske uafhængighedserklæring. Dette er dokumentet, som den første leder, David Ben Gurion, oplæste ved statens grundlæggelse den 14. maj 1948, og eftersom Israel aldrig har fået nogen forfatning, står det på mange måder som det centrale dokument, der formulerer statens demokratiske grundprincipper.
Men advokaten, Ilan Bombach, fremførte, at uafhængighedserklæringen blev formuleret i hast og underskrevet af 37 personer, der ikke var folkevalgt til opgaven, hvorfor erklæringen er uden juridisk relevans. Til dette spurgte en højesteretsdommer, om man dermed ville kunne sige det samme om den amerikanske forfatning, der faktisk blev til under lignende omstændigheder.
Han underminerede Bombachs angreb på højesteretsdommerne ved at gøre opmærksom på, at den bibelske Moses heller ikke var folkevalgt, da Gud gav ham de to stentavler med buddene på toppen af Sinai-bjerget.
Dette besvarede Bombach ikke. Derimod tog Yair Lapid, der står i spidsen for oppositionspartiet Yesh Lapid, tråden op ved på tv at udtale, at man sagtens kan yde et vigtigt bidrag uden at være direkte folkevalgt. Han underminerede Bombachs angreb på højesteretsdommerne ved at gøre opmærksom på, at den bibelske Moses heller ikke var folkevalgt, da Gud gav ham de to stentavler med buddene på toppen af Sinai-bjerget.
Dette retsmøde vil give genlyd i den israelske debat i lang tid fremover. Flere af ministrene i Netanyahus regeringskoalition har allerede ladet vide, at de – netop med begrundelse i argumenter som Bombachs – ikke er til sinds at respektere højesteretskendelsen, når den kommer om tre måneder, og Netanyahu selv har endnu ikke sagt klart, hvordan han vil stille sig.
Møde i New York
Der var direkte transmission på israelsk tv fra retsmødet hele dagen, og dermed er opgøret mellem Netanyahu-regeringen og Højesteret for alvor ude i fuld offentlighed. Dermed kan krisen kun siges at have taget en ny dramatisk udvikling. Natten før retsmødet sov samtlige 15 dommere på et ukendt sted, hvilket skyldtes frygt for, at højrefløjsaktivister ville forhindre dem i at nå frem, og samme nat havde protestbevægelsen kaldt til demonstration i Jerusalem med tusinder af deltagere. Foran Netanyahus privatbolig på Gaza Street i byen placerede demonstranter et halvt ton bananer som en hentydning til, hvor den israelske republik er på vej hen.
Alt dette vil få betydning i den kommende tids politiske udviklinger, og i første omgang retter megen opmærksomhed sig mod Netanyahus planlagte rejse til USA i den kommende uge. Den formelle anledning er FN’s generalforsamling, hvor premierministeren skal tale, men for Netanyahu selv er det uden tvivl af afgørende betydning, om det lykkes ham at møde præsident Biden.
Når en ny israelsk regering bliver dannet, er det nærmest fast rutine, at den nye premierminister bliver inviteret til Det Hvide Hus, og dette havde Netanyahu uden tvivl også forventet, da hans nuværende regering blev præsenteret den 29. december sidste år. Men det tog næsten en måned før Biden overhovedet ringede, og den eftertragtede invitation er endnu ikke kommet. Præsidenten har gentagne gange kritiseret Netanyahu-regeringen, som er den mest højreorienterede i landets historie. Han har i tydelige toner luftet sin utilfredshed med dens angreb på demokratiet og et par ministres hårdhændede fremfærd over for palæstinenserne.
For Netanyahu vil billeder af ham selv sammen med Biden foran Det Hvide Hus stå som et markant skulderklap, som måske vil kunne genoprette noget at tilliden internationalt og på hjemmebane. Ifølge en meningsmåling forleden på israelsk tv står Netanyahus regeringskoalition til at gå tilbage fra sine nuværende 64 ud af Knessets 120 mandater, til 52, mens oppositionspartierne ville kunne danne regering, hvis der var valg i dag.
Bidens plan
I skrivende stund står det ikke helt klart, om Biden vil møde ham, men Det Hvide Hus kommer ikke på tale. Sandsynligvis kommer det dog til et – langt mere lavprofileret – møde, mens de to ledere alligevel er i New York. For Joe Biden har en plan, der naturligvis mest af alt sigter på hans egne ambitioner om genvalg i november 2024.
Biden ønsker bedre relationer til Riyadh, og som en del af dette har han foreslået en slags normaliseringsaftale mellem Saudi-Arabien og Israel.
Her er tale om den nye dialog med Saudi-Arabien. Biden ønsker bedre relationer til Riyadh, og som en del af dette har han foreslået en slags normaliseringsaftale mellem Saudi-Arabien og Israel. Det vil svare til de såkaldte Abraham-aftaler, hvor Donald Trump i 2020 banede vejen for diplomatiske forbindelser mellem Israel, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater.
Umiddelbart står dette som noget af en ønskedrøm for Netanyahu. For et par år siden var han på et hemmeligt nattebesøg i Saudi-Arabien, hvor han mødte kronprins Muhammed bin Salman, og en aftale ville både overtrumfe Abraham-aftalerne og få ham til at fremstå som virkelig statsmand.
Lige nu er det dog tvivlsomt, om det kommer dertil. Den ansete kommentator Thomas L. Friedman fra The New York Times har i klare vendinger advaret Biden mod at realisere denne plan, idet det vil blåstemple Netanyahus anti-demokratiske lovreformer. I denne uge fulgte Friedman op i det israelske dagblad Haaretz, hvor han udmaler den fremtid, han selv frygter:
”Israel vil blive domineret af højreekstreme jødiske religiøse nationalister, tilhængere af jødisk overherredømme og ultraortodokse jøder uden nogen interesse for demokrati.”
Planen er ikke desto mindre interessant, fordi Saudi-Arabien stiller en række krav. Mest markant ønsker styret i Riyadh at få grønt lys til at etablere et civilt atomprogram. Formelt begrundes dette med, at man forudser en dag uden olie, og at borgerne også skal have strømforsyning til den tid, men det kan også ses som et saudiarabisk ønske om at kunne stå op imod Iran, som har egne atomprogrammer. Fra israelsk hold har Netanyahu i årevis fastholdt, at ethvert mellemøstligt atomprogram må ses som en trussel, men nu er han vendt helt om og godkender det saudiarabiske krav.
Mere kompliceret er det dog, at Saudi-Arabien også stiller krav om, at Israel ikke foretager sig noget som helst, som kan være til skade for det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden.
Mere kompliceret er det dog, at Saudi-Arabien også stiller krav om, at Israel ikke foretager sig noget som helst, som kan være til skade for det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. Det kan blive et alvorligt problem for Netanyahu, fordi det allerede har fået hans regeringspartnere på den yderste højrefløj på barrikaderne.
Finansminister Bezalel Smotrich har således planer om at udvide befolkningen på Vestbredden med en halv million bosættere, og minister for intern sikkerhed, Itamar Ben Gvir, ønsker kun at lukke ned for al dialog med palæstinenserne. I øvrigt bor Simcha Rothman privat i Pnei Kedem, en bosætterudpost lidt nord for Hebron.
Ultraortodokst ultimatum
De saudiarabiske krav har med andre ord ikke en chance i dele af den israelske regering, som den ser ud lige nu. På den led kan Bidens plan derfor også ses som en kraftig opfordring til Netanyahu om at opgive hele lovreformen. Dette var også på tale, da parterne i den israelske strid i tiden op til høringen i højesteret diskuterede et muligt kompromis. Men dette løb ud i sandet, og nu ser det ud til, at regeringen vil fortsætte den udstukne kurs.
I mellemtiden tårner andre problemer sig op omkring Netanyahu, idet koalitionens to ultraortodokse partier nu søger at stille ham stolen for døren. En stor del af den ultraortodokse ungdom aftjener ikke militær værnepligt og kan derfor studere de hellige skrifter på fuld tid.
Dette har længe været en torn i øjet på mange sekulære israelere, men da den nuværende regering blev dannet, kom det til at stå i koalitionsaftalen, at en lov om permanent fritagelse for denne del af den værnepligtige ungdom ville se dagens lys. Men nu, da urimelighedsklausulen fortsat er gældende, og da ugens høring i højesteret giver klare indicier om, at det fortsat vil være tilfældet, vil sådan en lov være vanskelig at få igennem. Med dette har Netanyahu fået en ny vanskelig sag at tackle, idet de ultraortodokse politikere truer med at forlade regeringen, hvis de ikke snarest muligt får deres krav igennem.
Selvom der ikke faldt nogen afgørelse ved høringen i højesteret, kan man derfor sige, at den nok kommer til at stå som en milepæl i protesterne mod Netanyahu, og at tiden herefter om muligt bliver endnu mere kompliceret for den israelske leder.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.