Netmedie: Samuelsen undskyldte for slaveriet i Ghana

christiansborg_castle2
En tegning fra 1600-tallet af Fort Christiansborg i Accra, der var udskibningshavn for den danske slavehandel til sukkerplantagerne i Caribien.
Foto: Wikimedia (CC)
Forfatter billede

”Dansk regering undskylder over for Ghana for slavehandlen”.

Sådan lyder overskriften på en artikel på netmediet This Is Africa, der i skrivende stund er den næstmest læste.

Ifølge netavisens skribent kommer undskyldningen fra den danske regering ”århundreder for sent”.

Men nærstuderer man artiklen er sagen nok snarere en anden. Nemlig at undskyldningen rent faktisk ikke kom under det danske statsbesøg, og at der er tale om en journalistisk stramning i overskriften.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) sagde i en kort kommentar efter et møde med Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, at han og præsidenten havde drøftet de to landes fælles historie.

”Vi deler en mørk historie om slavehandel, en skamfuld og utilgivelig del af den danske historie. Intet kan retfærdiggøre den udnyttelse af mænd, kvinder og børn, som Danmark deltog i,” sagde Samuelsen ifølge This Is Africa.

Altså lige så lidt en undskyldning, som statsminister Lars løkke Rasmussen kom med i sin nytårstale.

Den danske Guldkyst var en del af Guldkysten i nuværende Ghana, som blev koloniseret af Danmark, først indirekte under det Vestindisk-guineiske Kompagni og senere som dansk koloni.

Den danske koloni på Guldkysten indgik i den såkaldte trekantsrute, hvor slaver blev fragtet til Nordamerika og de daværende dansk-vestindiske øer, som i dag er kendt som de Amerikanske Jomfruøer.

Det anslås, at Danmark medvirkede til at transportere omkring 100.000 slavegjorte afrikanere over Atlanterhavet under gruopvækkende forhold.

Royalt visit hos to lokale konger

Danmarks dystre slavehandlerfortid var dog ikke helt skrevet ud af det officielle program for Ghana-besøget.

Dronning Margrethe, som var med på besøget, lagde vejen forbi Fort Christiansborg i Accra som en del af det officielle program, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Fortet var udskibningshavn for den danske slavehandel til sukkerplantagerne i Caribien.

Derudover var det eksportfremstød, der var i fokus under Ghana-besøget. 39 danske virksomheder inden for landbrug og fødevarer, bæredygtighed, cleantech og grønne løsninger samt den maritime sektor og infrastruktur var med under Ghana-besøget.

Erhvervsdelegationen, der bestod af næsten 100 erhvervsfolk, fik mulighed for at se både de store muligheder for investeringer og hvordan man kan drive en virksomhed i Ghana. Under statsbesøget blev der underskrevet fem såkaldte ”Memorandums of Understanding” (samarbejdsaftaler) mellem danske og ghanesiske repræsentanter, skriver Udenrigsministeriet.

Også dronningen tog del i erhvervsvisit: hun gjorde blandt andet stop ved de to danske virksomheder Maersk og AAK, en Novo Nordisk Diabetes Klinik. Og endelig aflagde hun visit hos to lokale konger: Osu-kongen og Akwamu-kongen.