Nigerias hær skyder mod muslimer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Sammenstød mellem støtter af en fængslet shia-leder og Nigerias hær har kostet mindst tre muslimer livet. Det oplyser Nigerias hær.

Blodsudgydelser fandt sted i Nigerias hovedstad, Abuja, i weekenden, skriver flere internationale og nigerianske medier.

Ifølge hæren havde medlemmer af Islamic Movement of Nigeria (IMN) bygget en vejspærring ved en bro i hovedstaden lørdag eftermiddag. Soldater kom til stedet og bad IMN fjerne afspærringen, hvilket de hundredvis af forsamlede IMN-støtter afviste. Soldaterne åbnede ild mod dem, da de begyndte at bombardere soldaterne med sten og forsøgte at stjæle ammunition fra styrken, hævder hæren.

”Billig propaganda”

Men den udlægning afviser IMN. Bevægelsen siger, at militærets forklaring er ”falsk” og helt uden beviser.

En talsmand siger, at hæren uprovokeret angreb et sørgeoptog.

Drabene på de tre muslimer har affødt en vred reaktion fra en anden fremtrædende rettighedsgruppe i Nigeria, BringBackOurGirls (BBOG).

Deres talskvinde, Aisha Yusufu, siger til den nigerianske avis Daily Post, at hæren bør skamme sig over at anvende ”billig propaganda” for at retfærdiggøre drabene på de tre medlemmer af IMN.

”Al denne amatøragtige propaganda for at retfærdiggøre jeres afskyelige handlinger? Fri os alle fra det. At dræbe borgere i Nigeria er nu blevet noget normalt,” skriver hun på Twitter.

Tilbage i 2015 beskyldte menneskerettighedsgrupper Nigerias hær for at have dræbt over 300 tilhængere af IMN og begravet dem i massegrave. Det har militæret blankt afvist.