Fingre, der mødes, i en musikvideo mellem den populære nigerianske skuespiller Rahamu Sadau og rapperen ClassyQ i dennes nyeste musikvideo til sangen ‘I love you’ (se video nederst i artiklen). Mere skulle der ikke til, før lederne af den konservative filmindustri i det nordlige Nigeria så rødt og nedlagde et livslangt forbud mod den populære 22-årige skuespiller.
De voldsomme reaktioner står i skærende kontrast til filmindustrien i den sydlige del af Nigeria, hvor der i langt højere grad bliver eksperimenteret med flirt og seksualitet foran kameraet, beretter The Guardian.
Welcome to Nollywood
Nigeria er efterhånden kendt for at have én af verdens mest sprudlende filmindustrier, bedre kendt som Nollywood, som med sine 2000 nye film årligt er den filmindustri i verden med størst produktion næst efter Indiens ultra-populære Bollywood. Men kontrasten mellem det liberale og overvejende kristne syd og det konservative muslimske nord skaber splid i Nollywood, som ikke er enige om, hvilken retning industrien skal bevæge sig i.
I film fra det sydlige Nigeria er det nemlig helt normalt at skildre erotiske scener – blandt de mest populære hører ældre kvinder på jagt efter yngre mænd og unge kvinder i bikinier, der jages af lystne unge bejlere. Men i nord har konservative kræfter sørget for, at piben har en anden lyd, og det har nu ført til at filmindustriens brancheorganisation i nord endegyldigt har udstødt den unge Sadau fra det store lærred for uanstændig opførsel.
Der er dog ingenting, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Efter at være blacklistet fra at optræde i film i det nordlige Nigeria, har Rahamu Sadau landet en rolle i syd i den politiske dramaserie Sons of the Calliphate, hvor hun skal spille en ’selvsikker, intelligent, vittig og tjekket pige fra nord’ forlyder det i The Guardian.
Se videoen her: