Tirsdag præsenterede Libyens præsidentielle råd dannelsen af en national samlingsregering, som allerede inden den blev præsenteret har forårsaget stor splittelse.
Målet med den nye samlingsregering er ifølge en FN-støttet plan at stoppe de kampe, der har præget Libyen, siden landets mangeårige diktator, Muammar Gaddafi, blev fjernet fra magten og derpå dræbt af oprørere i efteråret 2011.
Både politisk og militært bekæmper de to sider i Libyen hinanden, men det skal samlingsregeringen rette op på.
Der har imidlertid lydt kritik af den nye regering, fordi den ikke repræsenterer alle landets politiske fløje og etniske grupper, ligesom regeringen i Tobruk klager over, at den er underrepræsenteret.
Mange medlemmer af de to parlamenter, der i forvejen eksisterer i Tripoli og Tobruk, bakker ikke op om samlingsregeringen og kritiserer den for at være presset igennem af vestlige mæglere.
Uenighederne understreges ligeledes af, at to af de ni medlemmer af Libyens præsidentielle råd, som blev nedsat for en måned siden med det formål at danne en samlingsregering, har afvist overhovedet at underskrive aftalen om samlingsregeringen.
Dannelsen af den nye samlingsregering var ventet søndag, men blev udskudt på grund af uenigheder mellem parterne.
Udenlandsk optimisme
Den nye samlingsregering har 32 medlemmer, heriblandt en enkelt kvinde.
Udenrigsminister Mohammed al-Dairi fra regeringen i Tobruk sagde mandag, at Libyen håber, at dannelsen af en national samlingsregering nu vil medføre, at våbenembargoen mod landet ophæves. Det er nødvendigt at kunne bevæbne landets hær, så den kan bekæmpe Islamisk Stat, siger han ifølge Daily News Egypt.
De seneste IS-angreb i Libyen har kostet mindst 70 mennesker livet.