Med beslutningen om at støtte bortskaffelse af restlageret af Gaddafi-regimets kemiske våben, støtter Sikkerhedsrådet beslutningen fra Styrelsesrådet i Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) om at yde international støtte til Libyen til at få ryddet endeligt op og fjernet de sidste lagre.
Resolutionen fra FN’s Sikkerhedsråd opfordrer desuden hele det internationale samfund til at støtte missionen.
Beslutningen fra Styrelsesrådet i OPCW kommer efter anmodning fra den libyske samlingsregering (GNA) om international assistance til bortskafning af kemikalierne.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) glæder sig over, at FN’s Sikkerhedsråd med resolutionen har sendt et stærkt politisk signal.
”Libyen har gennem de seneste år været præget af stor ustabilitet, der udnyttes af terrorgrupper som ISIL,” siger han i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
”Da samlingsregeringen blev oprettet i december 2015 åbnede det en mulighed til at få fjernet kemikalierne. En fjernelse af kemikalierne vil bidrage til stabiliteten i Libyen og sikre, at de ikke falder i de forkerte hænder. Det er en vigtig opgave og derfor positivt, at både samlingsregeringen og det internationale samfund nu tager skridt til at udnytte den mulighed. Vi er derfor i dialog med OPCW om, hvordan Danmark kan bidrage til at løse opgaven."
Danmark har erfaringer fra borttransporten af kemikalier fra Syriens kemiske våbenprogram i 2013-2014. Forsvaret er i gang med at kigge på, hvordan Danmark kan bidrage til at løse opgaven, oplyser forsvarsminister Peter Christensen (V).
”Fra regeringens side er vi klar til at påtage os en rolle og håber på bred opbakning i Folketinget til dansk deltagelse,” siger han.