Den har været længe undervejs, men nu skulle det snart ske.
Bygningen af den store Ilisu-dæmning i det sydøstlige Tyrkiet er ved at være fuldendt.
Det skriver det tyske medie Deutsche Welle.
Det betyder, at den historiske by Hasankeyf vil blive gjort til et vandreservoir og dermed oversvømmet.
Indbyggerne i den historiske by, som primært er kurdere, vil blive tvunget til at flytte.
Tyrkiet bygger en ny by og har i februar givet beboerne besked om flytte til deres nye hjem, som ligger på den anden side af floden lidt højere oppe.
Men der er stor modstand og vrede over projektet blandt beboerne, fremgår det af Deutsche Welles reportage fra området.
Tidligere har kurdiske oprørsgrupper specifikt angrebet bygningsarbejdere på store dæmningsprojekter i det sydøstlige Tyrkiet, som det fremgår af artiklen, der er linket til nederst.
Historisk by
Hasankeyf er en by med stor historisk værdi. Det er muligvis et af de tidligste eksempler på et område, der konstant har været beboet. Det rækker 10.000 år tilbage, skriver Smithsonian Magazine.
Der er bl.a. tusindevis af gamle menneskeskabte huler, 300 monumenter fra middelalderen og et unikt økosystem.
Disse værdier vil sandsynligvis blive oversømmet, når Ilisu-dæmningen bliver taget i brug.
Flere europæiske virksomheder har investeret i projektet, men trukket støtten på grund af de store udfordringer.
Problemer med nabolandene
Ilisu-dæmningen og Hasankeyf ligger ved udmundingen af den mægtige flod Tigris, og det er ikke blot internt i Tyrkiet, der er ballade om dæmningen.
Syrien og Irak har ligeledes kritiseret Tyrkiet for vandtyveri. Afledning af vandet via en dæmning beetyder, at der kommer færre dråber ned til de to mellemøstlige lande.
En irakisk delegation har været i Tyrkiet for at klage over Ilisu-projektet, skriver det iranske Press TV.
En irakisk politiker har advaret om, at dæmningen kan fratage de sydlige marskområder i Ahwar deres status som UNESCO-verdensarv, fremgår det af mediet.
Vi har tidligere bragt denne artikel om den rolle, som vand spiller i Tyrkiets konflikt med den kurdiske befolkning.