Malakal-lejren er grå og rusten. Det røde, østafrikanske støv ligger som en tåge over de vinkelrette gader, hvor hvide stoftelte efterhånden er erstattet af hytter med blikbeklædning i de gamle dele af lejren. Der er små, nysgerrige børn overalt. Flere i skolestartsalderen bærer mindre søskende på armen, nogle leger i grøftekanten langs de fæle, åbne kloakker. Mange af dem har uorden i håret, nogle har plamager af støv og snavs i ansigtet.
Jeg besøger Sydsudans sidste beskyttelseslejr for civile under FN om eftermiddagen onsdag den 7. december. Solen lyser blodrødt gennem et slør af røg. På grund af de seneste ugers tilstrømning er de fordrevne ved at afbrænde jorden i bufferzonen ud mod forhøjningerne, hvor de blåhjelmede FN-soldater patruljerer.
Læs også: Ti år i lejren: Father Michael prædiker håb og fællesskab i Sydsudan
Dagen efter er de første telte allerede rejst på den sodede jord. Lejren virker håbløs, dystopisk, og det er svært at forstå, hvordan mennesker kan leve her. Men de strømmer til.
(Foto: Søren Steensig/Globalnyt)
Siden den nuværende konflikt brød ud i august, er mindst 15.000 ankommet til FN’s Protection of Civilians-lejr (i daglig tale ’PoC’) ved Malakal. Hvis tilstrømningen fortsætter, huser lejren snart op mod 60.000 mennesker på fem kvadratkilometer.
”Her er vi i det mindste i sikkerhed, for vi er beskyttet af soldaterne, og mine børn og jeg er blandt vores eget folk,” siger Nyadiew Robert.
(Foto: Søren Steensig/Globalnyt)
Hun er 31 år gammel og mor til seks. Som mange andre er Nyadiew Robert flygtet ad flere omgange. Først fra landsbyen nord for byen Kodok, og derefter til lejren ved Malakal, da voldsomme kampe spredte sig til Kodok. Under første flugt blev hun skilt fra sin mand og tre af sine børn.
”Vi havde hørt, at Den Hvide Hær var på vej mod vores landsby,” fortæller hun, ”så min mand skyndte sig ud for at hente forsyninger til vores rejse. Men før vi vidste af det, var Den Hvide Hær meget tæt på, så jeg blev nødt til at flygte med de små.”
Siden har hun ikke hørt fra sin mand, og hun ved ikke, hvor han og børnene opholder sig. Eller om de stadig er i live. Tårerne løber ned ad hendes kinder. På sin arm bærer hun et barn på omkring halvandet år, der mærker sin mors uro og også begynder at græde.
Nyadiew Robert er ikke i tvivl om Den Hvide Hærs intentioner. Under flugten blev hun tilbageholdt ved et af deres checkpoints.
”Min veninde og jeg og vores børn sad i lang tid og ventede. Så sagde kommandanten til sine underordnede, at de skulle lade mig passere, fordi jeg havde mit yngste barn på bare én måned på armen. Men min veninde skød de for øjnene af mig,” fortæller Nyadiew Robert igennem tårerne.
Magtkamp i oprørsmilits antænder kampene
Konflikten, der lige nu hærger i Sydsudans Øvre Nil-region, startede i august, da to oprørsgeneraler brød med hinanden. General Simon Gatwech kæmpede med vicepræsident Riek Machar i Sudan People’s Liberation Movement-In Opposition (SPLM-IO, eller bare IO) under borgerkrigen mod præsident Salva Kiir. I 2018 underskrev Riek Machar en fredsaftale og blev genindsat som vicepræsident. Men dele af hans IO-styrker var ikke tilfredse med aftalen og kæmpede videre under General Gatwech.
(Grafik: Reliefweb)
I august 2021 gik Gatwechs IO-styrker sammen med Johnson Olonys Agwelek-tropper og dannede den såkaldte Kitgwang-gruppe. Alliancen varede dog kun ét år, indtil Gatwech fratog Olony posten som næstkommanderende den 10. august. En uge efter brød der kampe ud mellem de to generalers tropper ved byen Tonga, omkring 70 km vest for Malakal langs Nilen.
Og det blev gnisten, der antændte en steppebrand. I de følgende måneder har konflikten spredt sig med voldsom hast, ligesom adskillige andre militser og opportunistiske krigsherrer har fundet vej til Øvre Nil-regionen. Selv de mest opdaterede sikkerhedsofficerer i UNMISS, FN’s mission i Sydsudan, indrømmer, at konflikten lynhurtigt er blevet nærmest uoverskueligt indviklet.
En af dem med størst overblik over konflikten er Nina Schrepfer, Emergency Coordinator ved UNHCR, FN’s flygtningeorganisation. De seneste fire måneder har hun været i Malakal for at forhandle med lokale myndigheder, krigsherrer og civile ledere om adgang for nødhjælpsarbejdere.
”Det bekymrende ved konflikten er, at den på meget kort tid er blevet etnisk betinget. I starten var det en konflikt mellem militære parter, men nu er målene primært civile. Så det er en meget grim konflikt, hvor ofrene primært er civile,” forklarer Nina Schrepfer.
De fortsatte oversvømmelser, der med stor sandsynlighed skyldes klimakrisens temperaturstigninger, forværre konfliktens konsekvenser. Det er svært at flygte gennem vandmasserne, ligesom det er en stor logistisk øvelse at få nødhjælp frem og verificeret antallet af døde og fordrevne.
OCHA, FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, anslår, at op mod 40.000 mennesker er flygtet fra deres hjem efter konfliktens udbrud. Ifølge FN’s Højkommisær for menneskerettigheder er mindst 20.000 fordrevne, og 166 civile har mistet livet.
Den Hvide Hærs voldsprofet lokker med plyndringer og rigdom
Sydsudans befolkning på godt og vel 11 millioner mennesker er et kludetæppe af mindst 20 forskellige stammer og etniciteter. Dinkaerne, som præsident Salva Kiir tilhører, er den største gruppe og udgør lidt mere end en tredjedel af befolkningen.
De to oprindelige kombattanter, Gatwech og Olony, tilhører hver sin etniske gruppe. Gatwech er nuer, den næststørste gruppe, og Olony er shilluk, som er tredjestørst i landet, men udgør majoriteten i Øvre Nil-regionen, hvor deres gamle kongerige har hovedsæde.
Olonys Agwelek-tropper bevæger sig ad Den Hvide Nils vandveje, hvor de slår til mod nuer-landsbyer. Gatwechs IO-krigere går efter shilluk-landsbyer. Her slår de alle ihjel, der ikke har nået af flygte, lyder oplysningerne fra nødhjælpsarbejdere og undslupne civile.
Typisk finder militserne kun ældre mennesker og efterladte børn i landsbyerne. For mødrene har sjældent skuldre nok til at tage alle deres børn med, når militserne rykker ind, som en flygtet mor fortæller i Malakal-lejren.
Hvorfor Den Hvide Hær, som Nyadiew Robert flygtede fra, er i Øvre Nil, er svært at gennemskue. Hæren består af blandede etniciteter og er rykket ind fra nabo-regionen Jonglei mod syd. Militsen, der formentlig tæller flere tusinde, primært yngre, krigere, er under ledelse af den mystiske Profet Makuach.
Rygterne blandt de lokale går på, at den selvbestaltede profet fejrer og forherliger bestialske voldshandlinger og opmuntrer sine soldater med alkohol og stoffer.
Han optræder med at skære sig selv med et spyd uden at pådrage sig skader, efter sigende for at demonstrere sit guddommelige kald. Og tilsyneladende med stor succes, for han tiltrækker stadigt flere soldater med løfterne om plyndringer, voldtægter og kvægtyveri.
”Mange af mine jævnaldrende er blevet tilbage for at kæmpe,” fortæller 28-årige Cornelius Dhiang mig i Malakal-lejren. Han er selv flygtet tre døgn gennem oversvømmede sumpområder for at få sin familie i sikkerhed.
I et ustabilt, ungt land, hvor udsigterne er ørkesløse for store dele af ungdommen, kan Profet Makuachs tilbud måske virke som det bedste bud på en fremtid for nogle. Soldater i Sydsudan tjener helt ned til to dollars om måneden, og korruption eller plyndringer kan blive en måde at overleve på.
”For mange unge mænd er der ikke noget håb for fremtiden. De kan ikke se, hvordan de skal tjene penge til mad. Og så er det måske nemt at gå med i en milits,” forklarer Cornelius, tydeligt utilpas over samtalens emne.
Etnisk vold minder om Sydsudans blodige historie
De flygtede civile kan ikke engang vide sig sikre, når de endelig når frem til lejrene for internt fordrevne. Også her jagter militserne dem. Den 9. september bliver Adidiang-lejren for internt fordrevne angrebet. På øen omkring 40 kilometer syd for Malakal har mindst 5.000 mennesker søgt tilflugt fra volden i Tonga. Nu bliver de angrebet igen, og den første store bølge af fordrevne søger tilflugt i Malakal-lejren.
Efter angrebet på Adidiang breder konflikten sig fortsat nordpå, ind i Fashoda-området, hvor shillukkernes gamle kongerige har sit hovedsæde. Den 4. december forlader shilluk-kongen Fashoda-regionen og tager til hovedstaden Juba.
Ifølge Nina Schrepfer sendte hans afgang straks endnu flere shillukker på flugt mod byen Kodok og siden PoC-området ved Malakal.
”At shilluk-kongen forlod Fashoda drev rigtig mange på flugt, fordi de frygtede, hvad der nu ville ske,” forklarer den garvede emergency coordinator ved UNHCR.
(Foto: Søren Steensig/Globalnyt)
Nina Schrepfer var også udstationeret i Sydsudan under borgerkrigens start i 2013 og 2014. Og hun ser med stor bekymring på, hvor hurtigt og voldsomt konflikten i Øvre Nil spreder sig.
”Situationen var naturligvis en anden i 2013, men der er alligevel nogle meget foruroligende ligheder,” siger hun. ”At den sort-hvide, etnisk baserede os-mod-dem retorik vinder frem igen, og civile forbindes med parter i konflikten og angribes, minder om starten på borgerkrigen.”
Hun understreger også, at Sydsudans korte, blodige historie med borgerkrig i mere end halvdelen af nationens selvstændighed gør landet ekstra sårbart overfor konflikter.
Præsident Salva Kiir har virket meget nølende med at nedtrappe voldshandlingerne i Øvre Nil. I en udsendelse på Radio Tamazuj undrede værten sig over nyheden om, at Sydsudan sender tropper til DR Congo for at nedkæmpe M23-oprørsgruppen, når præsidenten ikke sender regeringssoldater til Øvre Nil.
Præsidenten har udtalt, at han ”ikke kan stoppe konflikten” og i stedet vil forsøge at arbejde med mere ”bæredygtige løsninger for at skabe fred.”
Nedskæringer i nødhjælpen kan øge risikoen for borgerkrig
I PoC-lejren ved Malakal er rigdom langt nede på prioriteringslisten. Nyadiew Robert bekymrer sig udelukkende om at sikre mad til sine tre børn i lejren og få vished om sin mand og resterende børns velbefindende. Men selvom hun er glad for at være i sikkerhed i lejren, er overlevelse stadig langtfra garanteret. FN’s verdensfødevareprogram, WFP, der er med til at drive lejren, har ikke været i stand til at uddele faste rationer siden juli.
At opstøve mad i lejren er svært, særligt for de nyankomne som Nyadiew Robert. Nogle af beboerne i lejren har boet der, siden den blev oprettet i borgerkrigens start i 2013, og de har små forretninger eller afgrøder udenfor indhegningen. Men også her lurer faren. For nogle måneder siden blev en mand skudt og dræbt, tilsyneladende af udefrakommende, da han arbejdede i sin have tæt på lejren.
Nyadiew Robert får en ekstraordinær madration, fordi hun er nytilkommen og vurderes særligt sårbar af de humanitære organisationer. Det samme gør Kalthoum Chuol, der ligesom Nyadiew er flygtet for nyligt fra Fashoda-området. Hendes mand er blevet tilbage for at kæmpe mod Den Hvide Hær, der har dræbt Kalthoums far og bror. Hun har derfor adopteret sine syv nevøer og niecer, og skal nu brødføde dem i tilgift til sine fire egne børn.
Og det bliver formentligt endnu sværere næste år. Omkring to tredjedele af FN’s humanitære indsatser i Sydsudan er finansieret for indeværende år. I 2023 bliver programmerne beskåret med omkring 30 procent på grund af den manglende finansiering.
Men i Sydsudan yder de humanitære medarbejdere og organisationer ikke kun nødhjælp, de varetager ifølge Nina Schrepfer også en række helt basale ydelser i dele af landet. De er med til at starte fredsdialoger, mediere i konflikter, støtte lokale myndigheder og forsøge at opbygge modstandsdygtighed mod klimaforandringer og nye konflikter, påpeger hun.
Nina Schrepfer lægger heller ikke fingre imellem, når hun vurderer konsekvenserne af næste års nedskæringer:
”Landet står midt i en krise, og hvis vi trækker os, øger det risikoen for yderligere destabilisering.”
Hvis det sker, vil mødre og efterladte som Nyadiew Robert, Cornelius Dhiang og Kalthoum Chuol blive tvunget til at finde sig til rette i den overfyldte PoC-lejr. De drømmer alle om at vende hjem til deres landsby og sende deres børn i skole igen. Men det er uforsvarligt og umuligt, siger de, så længe volden stadig raser i Sydsudan.
