Henrik Laugesen er relativt ny i rollen som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Nigeria.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“I øjeblikket fylder det mest, at jeg skal eskortere en nigeriansk admiral – chefen for den nigerianske flåde – som skal på besøg i Danmark for at møde vores søværn. Jeg er med i planlægningen af det besøg.”
“Det er vigtigt, at det går godt, for det får betydning for det samarbejde, jeg gerne vil have med nigerianerne fremover i de år, jeg skal være her. Og så har jeg jo kun været her i tre måneder. Det næstvigtigste er alt det administrative og dét at falde på plads her i Nigeria.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig håb?
“Det er jo ikke en særlig emotionel branche, jeg er i. Men vi har fået en ny Afrika-strategi, og den synes jeg faktisk er rigtig god. Den rummer en masse potentiale. Hvis jeg skal pege på én ting, der giver mig håb, så er det, at nogle af de ambitioner, der er nedfældet i strategien, kan få lov at materialisere sig.”
“På mit område, som handler om forsvars- og sikkerhedssamarbejde, er der nogle gode intentioner om at yde støtte på forskellige måder – både her i Vestafrika, men også generelt i hele vores afrikanske engagement. Det er mit håb.”
Hvad irriterer dig mest ved din branche?
“Visumregler. Det er det mest irriterende i hele verden. Når man skal rejse rundt her i Afrika – og jeg rejser en del, til Ghana, Elfenbenskysten, Senegal. Det er så omstændeligt. Ikke i alle lande, men nogle steder er det virkelig bøvlet at få visum. Og det er bare super irriterende. Men der er desværre ikke rigtig nogen vej udenom endnu.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
“Jeg er i et land med 220 millioner mennesker. Alene i Lagos og omegn bor der omkring 20 millioner. Det er et land, der i den grad mangler infrastruktur – især når det gælder strøm og energi. Jeg undrer mig over, at der ikke i højere grad satses på solenergi og alternative energiformer.”
“Solen bager ned hver eneste dag, 38 grader og skyfri himmel. Hvis man ikke kan udnytte solenergi her, hvor kan man så? El-infrastrukturen er elendig. De bruger generatorer overalt – der er stort set ingen national strømforsyning. Alt kører på generatorer: mobilmaster, virksomheder, alt.”
“Så jeg undrer mig over, at der ikke er flere NGO’er, virksomheder eller initiativer, der forsøger at overbevise afrikanerne om at gå over til solenergi.”
Hvad er dit bedste læse-, lytte- eller kiggetip?
“Mit læsetip er en ny bog, der lige er udkommet: Handbook of African Defenses and Armed Forces. Det er et stort opslagsværk fra Oxford University, hvor man kan læse om de væbnede styrker i alle afrikanske lande. Der er et kapitel om hvert enkelt land – og jeg har selv skrevet kapitlet om Kenya.”
Ny forsvarsattaché i Nigeria skal være med til at realisere Afrika-strategien

Henrik Laugesen er forsvarsattache ved den danske ambassade i Nigeria.
Foto: Denmark in Nigeria