’Papaya – en podcast om kvindelig omskæring’
Med fokus på Kenya undersøger Anne Bendixen over fire afsnit omskæring af piger og kvinder. Trods en massiv indsats mod den yderst skadelige praksis, er over 200 millioner piger og kvinder på verdensplan omskåret.
Første afsnit: ‘Hvad er kvindelig omskæring?’
Østafrikanske Kenya er et af de afrikanske lande, der ofte bliver fremhævet for sin økonomiske udvikling og stabilitet. Under overfladen gemmer sig dog en mørk statistik. I tusindvis af piger og kvinder bliver nemlig hvert år omskåret.
Anne Bendixen er rejst til Kenya for at møde dem, der har pigeomskæring tæt inde på livet, og lære, hvad praksissen går ud på, hvad der driver den frem, og hvorfor den er så svær at komme til livs. Det er der kommet podcasten ’Papaya – en podcast om kvindelig omskæring’ ud af.
Globalnyt bringer seriens fire afsnit over sommeren.
Antallet af omskæringer falder, men flere holdes skjult
Første afsnit dykker på pædagogisk vis ned i, hvad pigeomskæring dækker over, hvordan praksissen er ulovliggjort, og hvordan den adskiller sig fra drengeomskæring. Omskæring af piger inddeles i fire typer og er meget forskellige med hensyn til indgreb og konsekvenser.
Ifølge WHO spænder begrebet over alt fra små stik og prik til total fjernelse af dele af en pige eller kvindes ydre kønsorganer uden medicinsk grund. Ifølge forskeren Jacinta Muteshi-Strachan, der gæster første afsnit, er omkring 20 procent af alle piger og kvinder i Kenya omskåret.
Antallet er langsomt faldende, men det betyder ikke, at praksissen er på retur. Der er fortsat regioner, hvor alle piger bliver omskåret, og så viser de løbende opgørelser også, at pigerne bliver yngre, og at omskæringerne rykker ind på sygehusene. Det betyder at praksissen foregår mere i det skjulte og derfor er sværere at forhindre.
Hør afsnit 1: ‘Hvad er kvindelig omskæring?’