Nobels fredspris går i år til Den Tunesiske Dialogkvartet. Men næste gang bør den gå til et afrikansk folk, der kæmper for frihed og demokrati i deres land, Burkina Faso.
Det mener initiativtagerne bag en ny, international kampagne, som er i gang med at samle underskrifter for at få nomineret burkinerne til fredsprisen.
Baggrunden er burkinernes modige og ubevæbnede kamp for frihed og demokrati, som for et år siden forhindrede Blaise Compaoré i at blive endnu en afrikansk livstidspræsident, og som senest har bragt præsidentgardens militærkup til nederlag.
Men kan man tildele fredsprisen til et folk – og hvordan gøres det rent praktisk? Et bud kunne være at overrække den til grundlæggerne af den burkinske bevægelse Le Balai Citoyen (”Borger-fejekosten” på dansk) – til rapperen Smokey og reggaesangeren Sams’K Le Jah.
Borgerfejekosten i Burkina Faso
Disse to kunstnere skabte bevægelsen i 2013 for at forhindre Blaise Compaoré i at ændre landets forfatning og dermed genopstille ved det berammede valg i november i år – i givet fald en fortsættelse af 28 års som præsident.
”Vores styrke er vores antal”, står der på deres T-shirts, og i et interview den 1. oktober 2014 sagde Smokey efter en stor demonstration, der var planlagt til at komme tæt på præsidentens palads:
”Vi vil gerne advare om, at vi kunne finde på at gå direkte ind i præsidentpaladset.”
Den sætning var tæt på at vise sig profetisk, for i slutningen af samme måned gik tusinder mod paladset, og Compaoré måtte flygte, da hans garde ikke ville skyde på menneskemængden, der gik frem med løftede hænder for at markere, at de var ubevæbnede.
Smokey har i øvrigt før vist sig forudseende, for allerede i 2001 udgav han albummet Putsch à Ouaga (Kup i Ouagadougou), og da Compaoré’s højre hånd gennem 30 år inden for militæret, general Diendéré, den 16. september i år forsøgte sig med et militærkup, var det igen Le Balai Citoyen, der var hovedkraften i den folkelige modstand.
Kup truede stabiliteten
Selv om kuppet ”kun” var baseret på præsidentgardens 1300 mand, var det en alvorlig trussel mod det overgangsstyre, der blev etableret efter Compaorés fald – hvis medlemmer i øvrigt ikke har ret til selv at stille op til de kommende valg. Og det var en trussel mod landets status som en relativt demokratisk og stabil stat.
Efterhånden som ubevæbnede demonstranter tog magten over dele af Ouagadougou og i den ene provinsby efter den anden, kom fagbevægelsen på banen og deklamerede generalstrejke – og endelig placerede hele den ordinære hær sig på overgangsstyrets side, mod kupmagerne.
Forhandlere fra det vestafrikanske EU, CEDEAO, forsøgte gennem krisen at etablere et kompromis, men blandt andre Le Balai Citoyen fastholdt, at kuppet var en terroraktion mod en lovlig regering, ikke en politisk forhandlingssituation – og det standpunkt endte med at vinde.
Da Vatikanets ambassade udleverede den flygtede Diendéré til de burkinske myndigheder, var kupmagerens nederlag totalt og garden opløst og afvæbnet.
Inden da havde Le Balai Citoyen udsendt et budskab om, at undgå enhver form for” de lange knives nat”:
”Præsidentgardens mænd og kvinder og deres familier vil vedblivende være vore brødre og søstre.”
Efter kuppet
Oprindeligt var præsident- og parlamentsvalget berammet til d. 11. oktober, og en ny dato er – i skrivende stund – endnu ikke offentliggjort.
Det kan forventes at blive i november – uden Compaoré og hans elitekorps, som gennem et år har chikaneret overgangsregeringen og endte med at kidnappe blandt andre deres egen overordnede, nemlig præsident Kafando.
Den 2. oktober kunne den genindsatte Kafando i sin tale til FN’s generalforsamling erklære, at ved denne lejlighed har den burkinske nation, og især dens ungdom, udvist en patriotisme uden sidestykke.
Og befolkningen i Ouagadougou kunne igen organisere en almindelig oprydning i gaderne efter dramaet – som for et år siden, da en ung mand med en kost i hånden sagde:
”Først fejede vi præsidenten ud af landet, nu fejer vi gaderne.”
Vækker opsigt i hele verden
Le Balai Citoyens strategi er på sin vis inspireret af tidligere bevægelser, så som De Sorte Pantere i USA, men med den forskel, at den burkinske bevægelse satser på en ubevæbnet og bred, folkelig styrke, hvor andre har satset på en politisk skolet elite.
Den burkinske ungdoms eksempel vækker opsigt i hele verden, ikke mindst i Afrika, hvor også andre befolkninger ønsker at forhindre deres præsident i at sikre sig posten på livstid. ”Fejekosten” har i dag ikke kun snesevis af grupper i hovedstaden og afdelinger i adskillige burkinske provinsbyer, men har bredt sig til flere lande.
I flere sammenhænge har de nu vist sig som en magtfaktor, man ikke kan se bort fra, men de ønsker ikke selv at være en del af magtapparatet.
”Den mund, der er fuld, taler ikke,” siger man i Burkina.
Om det så kunne tænke sig at nedlægge sig selv – nu da sejren over Compaoré-styret synes vundet? Tværtimod. De har nye opgaver med at fastholde magthaverne på demokratiets smalle sti – ikke mindst i en stadig kamp mod magtmisbrug og korruption og for at sikre magten på civile hænder. Både før og efter de kommende valg.
Læs også “Burkinske musikere fejede præsidenten ud af landet”
