I juli blev 23 saharawier fra Afrikas sidste koloni, Vestsahara, idømt fængselsstraffe på op til livstid, efter to retssager og næsten syv år i fængsel. Saharawierne er alle aktivister, der kæmper for et uafhængigt Vestsahara, i henhold til international lov.
De var anklaget for at have slået medlemmer af den marokkanske besættelsesmagt ihjel, under eller efter marokkanske soldaters voldelige rydning af Gdeim Izik-lejren i 2010, hvor over 15.000 saharawier protesterede imod besættelsesmagten.
Men to internationale observatører beskriver, i hver deres rapport, hvordan retssagen imod saharawierne var både politisk, skæmmet af anklager om tortur, og uden egentlige beviser imod de anklagede.
Tilståelser under tortur
Tone Sørfonn Moe, en norsk jurastuderende, skrev i sin observatørrapport, at der var utallige alvorlige brud på god retsorden og international lov under retssagen.
Ifølge Moe fik de anklagede og deres forsvarere aldrig at vide, hvem de angiveligt var under anklage for at slå ihjel, eller hvordan drabene skulle have fundet sted, ligesom obduktionsrapporterne ikke blev fremvist under retssagen.
Der var desuden tydelige tegn på, at de 23 saharawier havde været udsat for tortur, og ifølge flere af dem blev de tortureret foran dommeren eller fængselsdirektøren, hvorefter de blev tvunget til at underskrive tilståelser.
Denne tortur inkluderede tæv, søvnmangel, flere dage uden vand og mad, voldtægt, elektriske stød, og trusler om tortur og voldtægt imod deres familier.
Ingen beviser
Under selve retssagen afbrød anklageren både dommeren og forsvareren, råbte af de anklagede, og brugte gentagende gange nye, ”utroværdige vidner”, mens forsvarene blev nægtet at bruge flere af sine, skriver Tone Sørfonn Moe.
Der blev heller ikke fremvist nogen fotografier fra gerningsstederne, og ingen at de våben, som de anklagede angiveligt havde brugt til de forbrydelser, som de er anklaget for, havde deres fingeraftryk eller DNA på sig. Vidnerne identificerede først saharawierne seks år efter de hændelser de er anklaget for fandt sted, tilføjer hun.
”Der eksisterer i det hele taget ingen fysiske beviser på, at de tilbageholdte fanger har begået de forbrydelser, som de blev dømt for”, konkluderer Moe.
Samme konklusioner
Den portugisiske menneskerettighedsaktivist Isabel Lourenco nåede frem til mange af de samme konklusioner som Moe, i sin observatørrapport.
Ligesom Moe mener hun heller ikke at retssagen var retfærdig eller neutral.
Hun beskriver eksempelvis hvordan oversætterne i retten nogle gange oversatte ”den anklagede” med ”morderen”, og hvordan mange saharawier blev forment adgang til retsbygningen uden anden årsag end at de var saharawier.
Ingen myndighed til at dømme
Lourenco fremhæver desuden, at flere nye vidner, som anklageren præsenterede næsten syv år efter Gdeim Izik, ikke er at finde i nogen tidligere politirapporter, og at saharawierne, efter at have klaget over at være blevet tortureret, blev undersøgt flere år efter torturen skulle have fundet sted.
Undersøgelserne varede kun mellem et kvarter og en time, og bestod blandt andet i, at fangerne skulle stå på et ben. De blev foretaget af en marokkansk læge, med fængselsvagter og marokkansk politi til stede, og lægen konkluderede derfor, ikke overraskende, at der ikke var beviser på tortur.
Hun pointerer desuden, at Marokko, som besættelsesmagt, i øvrigt overhovedet ingen retslig myndighed til at dømme i sagen, da saharawierne ifølge Genevekonventionen burde have været stillet for en domstol i deres hjemland, under dennes love, og ikke i Marokko.
Dommen fyldt med fejl
Ifølge Isabel Lourenco lever retssagen i det hele taget ikke lever op til almindelig eller ordentlig retspraksis.
En af de dømte fik for eksempel først sin dom, efter at dommeren havde hævet retten, og dommen var i det hele taget fyldt med fejl.
Desuden var bevismaterialet ikke på nogen måde tilstrækkeligt, anklagernes vidner modsagde sig selv og hinanden, tilståelserne var fremkommet under tortur, og retssagen og dommen var derfor ikke på nogen måde fair eller retfærdig, konkluderer hun i rapporten.
