Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Venstre vil tage 2.5 milliarder fra udviklingsbistanden og bruge pengene herhjemme. Det troede jeg i hvert tilfælde indtil Jakob Ellemann-Jensen for nyligt forklarede Politikos læsere, at ”vi tager ikke nogle penge, vi bruger færre penge, og der er en verden til forskel. Vi tager altså ikke noget fra nogen ved at mindske det, vi giver væk.”
De elegante formuleringer kan han have lært af sin statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der for nogle år siden fra Folketingets talerstol forklarede regeringens ny skattepolitik som ”et system, hvor man skal aflevere lidt mindre, end man gjorde før. Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til, at dem, der tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre.”
”Ikke mindske,”…”mere mindre,”… ”mindre mindre”…: Venstres fortolkninger af disse svære begreber gør det ikke let for de embedsfolk, der skal i gang med at finde 2.5 milliarder kroners besparelser på udviklingsbistanden ”uden at tage noget fra nogen”. Selv vil jeg foreslå to principper til at sikre, at vi forstærker bistandens fattigdomsorientering (som den nye regering vist ikke vil lave om på), og samtidigt bruger færre penge på bistanden uden ”at mindske det, vi giver væk”.
Fattigdomsorienteringen
Mit første princip er, at den skattefinansierede bistand overføres til vore prioritetslande på en sådan måde, at modtagerne er fattigere end de danske givere. Den rigeste modtager af udviklingsbistanden skal med andre ord have lavere indtægter end selv den fattigste dansker giver. Derved sikres den fattigdomsorientering, som har været dansk bistands erklærede mål i årtier. Det undgås også, at dansk bistand går ” til indkøb af nye store Mercedeser til magtens folk,” som er et af Jakob Ellemann-Jensens skrækscenarier.
Princippet kan sagtens opfyldes i praksis. Det viser en sammenligning af indkomstniveauer og -uligheder i Danmark og i nogle af vore afrikanske prioritetslande, som er afbildet i figuren nedenfor. Branco Milanovic, en anerkendt forsker i ulighed, har været så venlig at udarbejde den for mig (læs den detaljerede metode-forklaring i hans bog ”The Haves and the Have-nots” fra 2011).
I figuren har han opdelt befolkningen i hvert af de fem afrikanske lande i 20 grupper med 5 procent i hver ’ventile’ (x-aksen), og derefter rangordnet gruppens per capita indkomst i hvert land i forhold til den globale indkomst i PPP-dollars (y-aksen).
Figuren giver et slående billede af de enorme indkomstuligheder mellem Danmark og nogle af vores prioritetslande. I hvert af disse lande er den fattigste 5 procent-gruppe af danskere således rigere end den rigeste 5 procent-gruppe af afrikanere. Det betyder, at selv hvis vor bistand blev delt ligeligt ud til hver af de 20 indkomstgrupper i et af de fem lande, så ville pengene gå til afrikanere, der i gennemsnit er endnu fattigere end de fattige danske givere.
(Den røde stiplede horisontale linje angiver, at indkomst per capita for den fattigste danske 5 procent-gruppe svarer til 82 procent af den globale per capita indkomst: en understregning af, at i Danmark har få for meget og færre for lidt i et globalt perspektiv. Figuren viser også klart, at indkomstforskellene i Danmark er meget mindre end i de fem valgte afrikanske lande).
Besparelser
Dette fører logisk til mit andet nye princip for fordelingen af dansk bistand. Inspireret af, at Danmark ifølge det nye regeringsgrundlag er et kristent land, bør vi lade os inspirere af salmen ”Vi pløjed, og vi så’de,” hvor det hedder, at ”alle gode gaver, de kommer oven ned.” Kastes bistanden ud fra fly, understreger det, at gaveregnen kommer fra et kristent land. Derved får bistanden stor symbolsk betydning både for os selv og for modtagerne. Samtidigt anskueliggør fordelingsmetoden helt konkret, hvad danske værdier er i praksis.
Lige så vigtigt er det, at flyudkastningen vil spare udgifter til Danidas administration af bistanden. Der kan skæres betydeligt i finansiering af udviklingsforskningen og i støtten til danske og udenlandske NGOer. Vore bekymringer om bistandseffektivitet, målretning af bistand, ’elite capture’ af bistanden, og korruption kan vi også roligt lægge til side: Mellemkvinderne bliver simpelthen skåret væk.
Der er således mange grunde til, at vi med god samvittighed kan nyde synet af store fly, som strør penge ud i alle afkroge af vore ludfattige prioritetslande ved finansårets begyndelse.
Blandt de 5 procent rigeste modtagere af de guddommelige danske gaver ovenfra vil der godt nok være nogle, som er meget rigere end de fattigste danske givere. Det problem kan let løses ved at flyve udenom velhaverkvarterene i modtagerlandenes hovedstæder, hvor de rige (ligesom i København) klumper sig sammen.
Jeg vil tro, at Ryanair er et godt bud på et flyselskab, der kan sikre, at uddelingen af dansk udviklingsbistand bliver omkostningseffektiv.
