Oprørsgrupper indgår fredsaftale i CAR

car
Flygtninge fra CAR i maj 2014.
Foto: Ryan Crane/Wikimedia
Forfatter billede

Militser i Den Centralafrikanske Republik (CAR) har indvilget i at stoppe den væbnede konflikt i landet, skriver flere internationale medier mandag.

De seneste to års konflikt har kostet mindst 5.000 mennesker livet og sendt knap en million mennesker på flugt fra deres hjem i det fattige land.

”På vejen mod fred er det skridt, som er taget i dag, et meget vigtigt et,” siger Babacar Gaye, FN’s udsending i landet, ifølge flere internationale medier.

Regeringen varsler retsopgør

Nogle af medlemmerne af de væbnede grupper vil nu blive indlemmet i CAR’s hær, mens andre, der mistænkes for at have begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, ikke skal regne med amnesti, men i stedet vil blive retsforfulgt, lyder det i den aftale, der nu er underskrevet.

En fredsbevarende styrke fra FN bestående af 10.000 mand skal holde øje med, at fredsaftalen overholdes.

Soldater fra Frankrig og EU trækker sig ud af landet, og der vil blive holdt valg senere på året.

Allerede i sidste uge var der tegn på, at det gik den rigtige vej for CAR, da nogle af de væbnede grupper indvilgede i at frigive børnesoldater og andre soldater, der har været brugt som sexslaver eller tvangsarbejdere.

Etnisk udrensning?

De voldsomme uroligheder i CAR begyndte i marts 2013, da den overvejende muslimske oprørs-koalitionen Selaka væltede landets daværende præsident.

I stedet indsatte oprørerne Michel Djotodia, der er muslim, i embedet.

Efter en del pres fra udlandet trådte han i januar 2014 tilbage til fordel for Catherine Samba-Panza, som stadig leder landet og har formået at dæmpe konflikten.

Han blev blandt andet kritiseret for ikke at kunne stoppe hans – på det tidspunkt muligvis tidligere – allierede fra Selaka, der for nogles vedkommende fortsatte med at drab, voldtægter og plyndringer.

Som svar på volden blev der dannet militser rundt omkring i lander, som i begyndelsen beskyttede landsbyerne mod de Selakaer, der fortsat hærgede landet.

Disse militser består fortrinsvist af kristne og kendes under fællesbetegnelsen ”anti-balaka” – der kan oversættes til ”anti-machete”.

Men med tiden udviklede grupperne sig fra at være forsvarere til at jage og dræbe muslimer som hævn.

Det fik volden til at eskalere endnu mere og der blev talt om etnisk udrensning og folkemord på den muslimske minoritetsbefolkning.