Chile har gennem nyere historie pådraget sig langt mere opmærksomhed end dets befolkningstal på 19 millioner berettiger til.
Mens drømmen om Allendes demokratiske socialisme (1970-1973) lever globalt videre på venstrefløjen, har det liberale tidsskrift The Economist hyldet Chile for dets stabilitet og dele af højrefløjen som CEPOS-folk herhjemme har forsvaret Pinochet-diktaturet med henvisning til økonomiske landvindinger.
Da Salvador Allendes folkefront mellem socialister og kommunister vandt valget i 1970, gav det dønninger langt ud over landets grænser. I Frankrig skelede venstrefløjen til det fjerntliggende Andes-land, da socialister og kommunister indgik en venstreunion i 1972.
Sovjetunionen og dets satellitstater må have set med blandede følelser på verdens første demokratisk valgte marxistiske statsleder, der ville indføre socialismen af fredelig vej. To år tidligere blev foråret i Prag knust og hermed tjekkernes forsøg ud i demokratisk socialisme.
Fidel Castro kom på statsbesøg i Chile efter valgsejren og forærede Allende et maskingevær, som denne dog lagde væk (han brugte den senere til selvmord under Pinochets kup i 1973). Allende ønskede en chilensk socialisme ”med rødvin og empanadas” (latinamerikanske brød med fyld).
Systematisk kampagne fra USA
USA’s højreorienterede ledere – præsident Richard Nixon og hans udenrigsminister Henry Kissinger – ville for enhver pris undgå, at Chiles demokratiske vej til social retfærdighed inspirerede andre lande i USA’s traditionelle baggård i Latinamerika.
”Lad os få økonomien til skrige”, enedes de om.
Umiddelbart inden Allende trådte til, iværksatte den amerikanske efterretningstjeneste CIA en operation, der resulterede i mordet på den demokratisk sindede hærchef René Schneider, så vejen var banet for et senere kup.
USA iværksatte en systematisk kampagne, der skulle undergrave Chiles økonomi – herunder med falske nyheder (ja, USA har i mange år været eksperter i fake news!) plantet i dagbladet El Mercurio, som skabte frygt for fødevaremangel, panik og hamstring, støtte til lockout og strejker blandt transportselskaber og minearbejdere mv. Da venstrefløjen gik markant frem ved valget i 1972 takket være sociale reformer, stod det klart for højrefløjen, at et kup var eneste mulighed for at fravriste venstrefløjen magten.
Stor ulighed giver ulmende utilfredshed
Augusto Pinochets diktatur (1973-1990) var det mest blodige i Chiles historie med 3.100 myrdede, titusinder af torturerede og hundredetusinder af landflygtige. Pinochet ville én gang for alle vaccinere Chile mod socialistiske tilbøjeligheder. Han inviterede neoliberale økonomer fra Chicago School of Economics, herunder Milton Friedman, til at komme til Chile og rådgive sin regering.
Mens Chile kobberreserver – verdens største – der var blevet nationaliseret af Allende med støtte fra alle partier forblev på statens hænder, iværksattes et omfattende liberaliserings- og privatiseringsprogram.
Sundheds- og pensionssystem og store dele af uddannelsessektoren kom på private hænder.
Samtidig indførte Pinochet en ny forfatning, der – med mange ændringer – gælder i dag og hindrer grundlæggende ændringer. Blandt andet fremgår det af forfatningen, at der skal være et flertal på 4/7 for at reformere uddannelsessektoren. Helt frem til 2015 betød valgsystemet, at et mindretal på højrefløjen kunne hindre reformer.
Demokratiseringen i 1990 skete under hærens overvågning. Pinochet forblev hærchef frem til 1998. Amnestilove betød, at Pinochet og andre af diktaturtidens bødler undslap domstolene. Skiftende regeringer – hvoraf de fleste tilhørte centrum-venstre – har holdt fast i den neoliberale politik. Det har sikret landet pæn vækst, og fattigdommen er drastisk reduceret.
Men ulighederne er fortsat enorme. 1 procent af befolkningen får 33 procent af indtægterne. Privatiseringen af samfundsgoder betyder, at mange chilenere lever for lånte penge. Studielån eller uforudsete udgifter til medicin kan hurtigt bringe familier i økonomisk uføre. Medierne er koncentreret på få hænder og er næsten alle højreorienterede, så utilfredsheden har gæret under overfladen.
Mindelser om Pinochet-tiden
Det er på denne baggrund, at hundredetusinder er gået på gaden de seneste dage. Det var en lille prisstigning på metrobilletterne, som udløste voldsomme optøjer. Men de mange – overvejende fredelige – demonstranter kræver nu ændring af det politiske system og en ny forfatning.
Præsident Sebastián Piñeras svar har været benhård repression. For ældre chilenere har undtagelsestilstand indført for flere dage og indsættelse af militær givet mindelser om Pinochet-tiden.
Tusinder er arresteret, 20 af døde, herunder flere af ordensmagtens skud, over 100 har mistet synet i sammenstødene med militæret, der rapporteres om tortur og voldtægter begået af hæren.
Midt i rædslen over styret, som nu søger at spise de utilfredse folkemængder af med lapperier – som forhøjelse af minimumsløn – har chilenerne også oplevet en fest, hvor sange af Victor Jara – hvis hænder blev skåret over af diktaturet (med ordene ”nu skal du aldrig mere spille guitar”), inden han blev myrdet – atter har genlydt i gaderne.
Og Salvador Allendes profeti i sin sidste radiotale på dagen for kuppet d. 11. september 1973 er blevet realitet:
”En dag vil de brede boulevarder atter åbne sig og give plads til frie mennesker, der vil opbygge et mere retfærdigt samfund…”
Niels Boel er forfatter til bøgerne ”Det nye Latinamerika” (sammen med Finn Rasmussen) og ”Migration i globaliseringens tidsalder” (begge udgivet på Forlaget Columbus)