Den nigerianske kunstner Fred Martins har lavet en billedserie, hvor han hylder en række legendariske aktivister, der blev modarbejdet og miskrediteret i deres forsøg på at opnå frihed og retfærdighed for den afrikanske befolkning i og uden for Afrika.
De sorte afrokamme er afbilledet på en skarp orange baggrund – og med de kendte ansigter trykt i profil – for at drage associationer til fængselsdragter og forbryderfotos. Billederne er således en hyldest til afrikanske legender som Marcus Garvey, Patrice Lumumba og Angela Davis, som alle blev fængslet i deres forsøg på at genoplive den afrikanske bevidsthed, fortæller Fred Martins til CNN.
Afro kammen lever endnu
Fred Martins’ billedserie – 'Orange, Black and Freedom' – blev hurtigt populær på de sociale medier og fik mere end 500.000 besøg de første 24 timer ifølge CNN. Efterfølgende fulgte blandt andet artikler i Okayafrica, Vibe magazine, Design Indaba og CNN.
Fred Martins har en baggrund som grafisk designer og blandt tidligere værker er en billedserie, der sætter fokus på klimaforandringernes effekter på dyr, mennesker og natur. Hans billeder kan indtil videre ses på hans hjemmeside, men ifølge et interview med Fred Martins i Design Indaba kan man sidst i 2016 få mulighed for at se hans værker på en egentlig solo udstilling – på et endnu ukendt sted.
Læs mere på Fred Martins’ hjemmeside eller facebookside.