Israel skal gøre, “alt, hvad der står i dets magt” for at undgå et folkedrab på palæstinenserne i Gaza. Sådan lyder det blandt andet i den afgørelse, som Den Internationale Domstol netop er kommet med på baggrund af Sydafrikas anklager mod Israel, om at landet begår folkemord i Gaza.
Der var et overvældende flertal på 15 for og to imod blandt dommerne.
Israel har ellers tidligere krævet, at selve sagen om folkedrabet blev droppet af Den Internationale Domstol, da mener mener at anklagerne er “dybt forvrængede”. Det afviser Den Internationale Domstol ifølge dommer Donoghue.
Afgørelsen betyder dog ikke, at Israel bliver pålagt at stoppe sin krigsførelse i Gaza med øjeblikkelig virkning, som flere civilsamfundsorganisationer ellers havde håbet på.
Alligevel tolker Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke dommen, som et vink om netop dette.
”Israel skal gøre alt for at undgå, at situationen forværres i Gaza. Det kræver øjeblikket humanitær adgang, stop for blodsudgydelser og våbenhvile nu,” siger Tim Whyte.
Ifølge BBC er der en række konkrete krav, premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering skal leve op til på baggrund af dagens afgørelse i Den Internationale Domstol. Israel skal forhindre og straffe alle udtalelser, som kan blive opfattet som opfordringer til folkedrab. Israel skal tage alle midler i brug for at få humanitær nødhjælp ind i Gaza. Man skal forhindre enhver destruktion af beviser for et eventuelt folkedrab. Og så skal Israel om en måned vende tilbage til Domstolen for at føre bevis for, at det lever op til ovenstående krav.
Danmark skal træde i karakter
Hos Oxfam Danmark kalder generalsekretær Lars Koch afgørelsen for et vigtigt skridt og en vigtig erkendelse af Israels krigsforbrydelser i Gaza. Men han mener også, at afgørelsen bør få den danske regering til at reagere.
”Domstolens afgørelse understreger også, at Danmark har en særlig forpligtelse at gribe ind for at sikre, at vi ikke bidrager til og muliggør Israels krigsforbrydelser i Gaza. Oxfam Danmark opfordrer derfor den danske regering til øjeblikkeligt at stoppe al direkte og indirekte våbeneksport til Israel for at undgå, at danske våben bruges til menneskerettighedskrænkelser,” siger Lars Koch.
Oxfam Danmark mener at den danske regering bør lægge pres på Israel gennem direkte dialog, i EU-regi og andre internationale fora, hvor Danmark har en stemme for at sikre respekt for dommen.
“Det er nu Danmark skal vise, at vi er konsekvente, når det kommer til at håndhæve den internationale retsorden. Den danske regering har et juridisk og moralsk ansvar for at træde i karakter. Passivitet er ikke en mulighed,” siger Tim Whyte