De 10 værste lande
Moderne slaveri er mest udbredt i disse lande:
- Nordkorea
- Eritrea
- Burundi
- Den Centralafrikanske Republik
- Afghanistan
- Mauritanien
- Sydsudan
- Pakistan
- Cambodja
- Iran
Intet sted i verden er moderne slaveri mere udbredt end i Nordkorea. Omkring hver tiende nordkoreaner, svarende til 2,6 millioner mennesker, pukler i tvangsarbejde.
Det viser tal fra rapporten Global Slavery Index 2018, der netop er udgivet. Vurderingen omkring udbredelsen af slaveri i Nordkorea baserer sig på interviews med nordkoreanske afhoppere.
Andre lande, der lider under undertrykkende regimer og konflikt, er i høj risiko for at have et højt niveau af moderne slaveri.
Blandt andet i afrikanske lande som Eritrea, Burundi, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik er problemet meget udbredt, viser rapporten.
I undertrykkende regimer tvinges dele af befolkningen til at arbejde for at holde regimet oppe, skriver forfatterne bag rapporten, og i lande er er præget af voldelige konflikter er retssystemet, sociale strukturer og eksisterende systemer, der ellers skal yde beskyttelse, ofte brudt sammen.
De ti lande i verden, hvor moderne slaveri er mest udbredt, er foruden Nordkorea på førstepladsen og Eritrea på andenpladsen Burundi, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Afghanistan, Mauritanien, Sydsudan, Pakistan, Cambodja og Iran.
Flere af disse lande er præget af konflikt, sammenbrud inden for lov og orden, forsvindinger og mangel på sikkerhed, noterer Global Slavery Index. Det gælder Eritrea, Burundi, CAR, Afghanistan, Pakistan og Sydsudan.
Tre af dem er lande, hvor staten påfører befolkningen tvangsarbejde (Nordkorea, Eritrea og Burundi).
”Det foregår for øjnene af os”
En af nyhederne i årets rapport er, at antallet af mennesker, der bliver ofre for moderne slaveri, er langt højere i rige lande som USA, Storbritannien og flere andre industrialiserede lande, end man hidtil har antaget.
I USA vurderes omkring 400.000 mennesker at leve i moderne slaveri. Det svarer rundt regnet til én person for hver 800 amerikanere. Og det tal er syv gange højere, end man hidtil har troet.
I Storbritannien er udbredelsen af moderne slaveri næsten 12 gange højere end hidtil antaget.
Rapporten skriver, at disse tal er med til at belyse, hvor stor en rolle de industrialiserede lande spiller i udnyttelsen af de fattigste og mest sårbare.
”Det ansvar, som udviklede lande har for moderne slaveri, som er kortlagt af disse nye data, er et kæmpestort wakeup-call,” siger Andrew Forrest, den australske filantrop og erhvervsmand, der stiftede Global Slavery Index.
”Presset for at reagere på denne forfærdelige menneskelige forbrydelse må skifte fra fattigere lande til rigere nationer, der har ressourcerne og institutionerne til at gøre det meget bedre. Det finder sted for øjnene af os,” siger han.
Store huller i data om slaveri
I de seneste fem år har ikke færre end 89 millioner mennesker på verdensplan oplevet en eller anden form for moderne slaveri, enten i en kortere eller længere periode, fremgår det af dette års Global Slavery Index.
Disse vurderinger er – som alle tallene i rapporten – konservative estimater, fordi der er store huller i den eksisterende data i regioner som Mellemøsten.
Tallene ekskluderer desuden ofte vigtige områder af moderne slaveri såsom væbnede gruppers rekruttering af børn i konfliktområder. Heller ikke handel med organer er medtaget, fordi der ganske enkelt ikke er tal på det.
Rapporten er udarbejdet i samarbejde med Walk Free Foundation, som er en fond, der arbejder for at bekæmpe slaveri og menneskehandel.
Tallene for, hvor mange der er ofre for moderne slaveri, tæller både mennesker, der er fanget i tvangsarbejde, tvangsægteskaber og tvungen seksuel udnyttelse.
Undersøgelsen er i år mere omfattende end nogensinde før. Næsten dobbelt så mange lande er medtaget i rapporten som tidligere. Der er foretaget personlige interviews med 70.000 mennesker i 48 lande, som viser, at mænd, kvinder og børn udnyttes i mindst 79 lande i verden.
Nogle tal fra rapporten:
71% af de ofre, der er fanget i moderne slaveri, er kvinder.
15,4 millioner mennesker lever i et tvangsægteskab.
Hver tiende nordkoreaner er offer for tvangsarbejde.
Læs hele rapporten og find flere tal hos Global Slavery Index