Hvad kan en enkelt dreng gøre for at hjælpe sig selv og sin familie ud af sult og tørke? ”Drengen der tæmmede vinden” fortæller historien om William Kamkwamba, som opfinder en simpel vindmølle, der kan pumpe vand til familiens afgrøder i en af Malawis hårdeste tørkeperioder.
I år 2001 er William 13 år og begyndt i gymnasiet, mens hans storesøster Annie går hjemme og venter på at komme på universitetet. Regnen kommer tidligere end ventet det år og kraftigere end før, så majshøsten bliver ødelagt.
Oversvømmelserne bliver til en dræbende tørke, som forårsager hungersnød i hele Malawi. For William betyder det, at familien ikke kan betale hans skolepenge, og han bliver bortvist fra gymnasiet.
William ser til mens landsbyen omkring ham falder fra hinanden, og folk bekriger sine naboer i kampen for at overleve. Williams dristighed redder ham adgang til skolens bibliotek, hvor han finder en lærebog om vindenergi.
Efter adskillige besøg på lossepladsen, og Williams grundige undersøgelse af en dynamo lykkes det ham at bygge en vindmølle, som kan pumpe vand ud til afgrøderne på markerne. For Williams familie betyder det, at de nu kan høste flere gange om året og undgå hungersnød.
Mennesker i nød opfinder nødløsninger
Filmen viser, hvordan William ændrer sin skæbne ved at tage chancer og stole på sig selv. Handlingen er givet på forhånd, og er derfor ikke den helt store spændingskurve, men fordi den fortæller en sand historie om, hvordan mennesker kan løse store udfordringer med små midler, er den alligevel værd at se.
Samtidig leverer filmen en fin påmindelse om, at selvom klimaforandringerne først for alvor er gået op for de fleste danskere de seneste år, så har mennesker i flere årtier gennemlevet og overlevet deres meget virkelige indvirkning eksempelvis i Malawi.
Det billede er skarpt tegnet, når familien Kamkwamba efter høsten står og kigger på deres skrumpende forråd af majs, og diskuterer om det kan strækkes til 60 eller 75 dage, når det skulle holde til et helt år.
Malawi på Netflix landkort
”Drengen der tæmmede vinden” er produceret af streamingtjenesten Netflix, som i 2018 erklærede, at den i fremtiden vil tilbyde flere serier produceret i afrikanske lande og ikke kun USA.
Chiwetel Ejifor er instruktør og spiller samtidig Williams far, Tyrell. Filmen er hans debut som instruktør, og han gør det godt både foran og bag skærmen. Ejifor stammer fra Nigeria, og har medvirket i en række internationale film bedst kendt for sin hovedrolle i ”12 years a slave”.
Da han besluttede at indspille ”Drengen der tæmmede vinden”, var det naturligt for ham, at filmens sprog hovedsagligt skulle være det lokale sprog chichewa. Det bidrager i høj grad til filmens troværdighed og viser, at den ikke bare foregår i Afrika men specifikt i Malawi.
Hvor Hollywood-producerede film kan have tendens til at generalisere ikke-vestlige kulturer – til gavn for underholdningsgraden men på bekostning af oplysningsgraden – er det kærkomment at se en film, hvor man faktisk kan genkende netop Malawis kultur.
Filmens visning af det kulturelle fænomen Gulu Wamkulu, er et godt eksempel herpå. Det er en slags dansere klædt i overdådige kostumer, som fremkommer ved bestemte begivenheder i landsbyen, for eksempel begravelser eller indvielse af en ny høvding.
Set udefra er det kulturel mystik, der minder om andre afrikanske kulturer, men det er meget specifikt for Malawi og spiller en stor rolle i det man kunne kalde filmens metafysiske niveau.
De fremstår som en tilbagevendende påmindelse for William om, hvad han kommer fra og alt det, han ikke selv er herre over.
Det unikke stjæler perspektivet
Detaljegraden i filmens fremstilling af det malawiske samfund er overbevisende, og den er et vigtigt eksempel på en nyere filmscene, der ikke er amerikansk orienteret.
Den er dog ikke tømt for en dramatik, der til tider forekommer en smule ensidig i sin lykkelige fortælling om, hvordan den uskyldige William redder sin familie og landsbyen fra hungersnød og senere færdiggør sin uddannelse som ingeniør i Sydafrika.
Filmen vil gerne fortælle om Malawi og om politisk indflydelse på hungersnød, men efterlader spørgsmålet ”er denne historie så unik, at den handler om en enkelt dreng fremfor landets fremgang og potentiale?”
Det er den type solskinshistorie, som vi gerne vil høre fra et afrikansk land, men det betyder også, at filmen mangler perspektiv på situationen i resten af Malawi.
Det ville gøre filmen relevant på et højere plan. Ligeledes er fremstillingen af faren Tyrell som den hårdtarbejdende, ærlige bonde, der kæmper mod regeringens pengegriske politikere en smule unuanceret.
Om det er Ejifors tilpasning til det internationale publikum vides ikke, men det står heldigvis ikke i vejen for filmens potentiale til at være en af de første film om Malawi, der kommer ud til et bredere ikke-afrikansk publikum.
Og budskabet om hungersnødens indgribende omfang og hvordan en ung drengs nysgerrighed og opfindertrang kan være en del af løsningen, gør den bestemt værd at se.