Oxfam International er i dag en global gigant inden for udviklingsorganisationerne og har medlemsorganisationer i flere lande. Seneste skud på stammen er danske Oxfam IBIS, der efter flere års samarbejde med Oxfam er blevet hidtil første nordiske medlem af "alle NGOers moder", som blev stiftet i 1942.
Se også https://www.oxfam.org/en/countries/history-oxfam-international og https://globalnyt.dk/content/ibis-ny-fuldgyldigt-medlem-af-oxfam
I en pressemeddelelse skriver Oxfam, at det længe har været visionen, “at det globale syd skal spille en langt stærkere rolle i bevægelsens kamp for en verden uden fattigdom og uretfærdighed”.
Et vigtigt skridt, anfører Oxfam, er at flytte det internationale sekretariat fra Oxford, hvor det har ligget indtil nu, og til et land uden for gruppen af klassiske donorlande.
En anden af de store spillere i det globale udviklingsarbejde, ActionAid, kom til samme konklusion og flyttede sit internationale hovedkvarter fra London i 2003. Det havnede i Johannesburg i Sydafrika. Herhjemme er Mellemfolkeligt Samvirke medlem af ActionAid.
Forleden blev første afgørende skridt taget, da direktør for Oxfam International, Winnie Byanyima, og Kenyas udenrigsminister, Amina Mohamed, underskrev aftalen om, at Kenya vil være værtsland for Oxfams internationale sekretariat.
Mere om ugandesiske Byanyima på https://www.oxfam.org/en/node/5273
Aftalen indebærer, at Oxfams medarbejdere ikke behøver visum til det østafrikanske land.
"Det er fantastisk, at en af verdens største og stærkeste internationale NGO'er om lidt har sit hovedsæde i et afrikansk land. Det er helt på linje med vore principper og værdier og viser, at vi mener det alvorligt, når vi taler om partnerskaber og solidaritet," siger Mie Roesdahl, generalsekretær i Oxfam IBIS.
At flytte hovedkvarteret til Nairobi er led i Oxfams 2020 vision, der bl.a. har som erklæret mål at flytte magt og indflydelse til det globale syd. Mere om Oxfam på https://www.oxfam.org