Her på toårsdagen for krigsudbruddet i Sudan mødes ministre fra flere lande og repræsentanter fra EU, AU og FN i London.
Her skal de forsøge at finde en vej mod fred og afsætte nye pengeposer til den nødhjælp, der er livsvigtig for flere millioner mennesker i det, som International Rescue Committee for nyligt kaldte “den værste humanitære katastrofe nogensinde”.
Der er allerede afgivet løfter om flere milliarder nødhjælpskroner til de kronisk underfinansierede Sudan-budgetter. EU har i dag lovet næsten fire milliarder kroner, mens de britiske værter har afsat godt en milliard kroner til det krigshærgede land.
Det er selvsagt godt, at det internationale samfund sender mere hjælp. De seneste tal peger på, at ca. 25 millioner sudanesere er i overhængende fare for at sulte, mens op mod 11 millioner er drevet på flugt og stadig opholder sig i det krigshærgede land.
Yderligere tre millioner sidder i overfyldte flygtningelejre i nabolandene.
Selvom nødhjælpen er vigtig, bør kardinalpunktet på konferencens dagsorden være fredsdialogen
Selvom nødhjælpen er vigtig, bør kardinalpunktet på konferencens dagsorden være fredsdialogen. For skønt ingen af krigens stridende parter er mødt op, har det internationale samfund – særligt EU og Vesten – en unik mulighed for at presse de bagmænd, der fodrer den ild, der lige nu fortærer Sudan, og som meget vel kan antænde en større regional krig.
De to stridende parter de væbnede styrker SAF og militsen RSF har indgået alliancer med nabolande, og Sydsudan er allerede ved både at genoptage landets seneste borgerkrig og blive inddraget i Sudans krig.
Bliv klogere på krigens parter her: Opportunistisk kamelsælger og officerskolens mønsterelev: Her er de to generaler, der udpiner Sudan
Konflikten kan hurtigt brede sig til Tchad og samtidig hive både Etiopien og Eritrea ind i magtkampen. Sker det, vil det utvivlsomt føre til flere middelhavsmigranter og nye sultkatastrofer, som vil koste på handelsbalancer og nødhjælpsbudgetter i det velpolstrede nord.
Topmøde falder på sjældent lovende tidspunkt i krigen
Krigen i Sudan brød ud for præcis to år siden, den 15. april 2023, da RSF-tropper angreb SAF-baser i og omkring hovedstaden Khartoum. Det første års tid var lidt af et triumftog for RSF-tropperne.
De vandt flere sejre i de vigtige landbrugsstater i det centrale Sudan og sad tungt på magten i og omkring hovedstaden, mens regeringshæren slikkede sårene i Port Sudan på kysten ved det Røde Hav i øst.
Jeg begyndte selv at skrive om Sudan for omkring et års tid siden. På det tidspunkt så det ud til, at RSF var ved at erobre hele landet. Alligevel var krigen næsten ikke til at få øje på i vestlige og slet ikke danske medier. Heller ikke selvom RSF nogle måneder forinden havde slået omkring 15.000 mennesker ihjel i en etnisk udrensning i byen El Geneina.
Læs også: Glemt konflikt er tegn på ny verdensorden: Seks sandheder om Sudan
Men det seneste års tid har SAF været på succesfuld fremmarch. De har generobret den vigtige kornkammer-delstat Al-Gezira, syd for Khartoum, og i marts lykkedes det dem langt om længe at genindtage hovedstaden.
I dag er det RSF, der er på tilbagetog til deres magtbase i landets vestlige Darfur-region, hvor deres forløbere, de arabiske janjaweed-militser, var med til at begå folkemord på regionens etnisk afrikanske indbyggere for 20 år siden.
Efter RSF’s sviende nederlag i Khartoum er Sudan nu praktisk talt delt i to. SAF har i store træk kontrol med landets østlige del, fra Port Sudan ved det Røde Hav og til hovedstaden, der ligger ved den Blå og den Hvide Nils sammenløb.
Men “alt vest for Nilen er under RSF-kontrol” som den eksilerede professor fra Khartoum Universitet, Munzoul Assal, fortalte mig i vores sidste interview om den håbløse krig.
Selvom mange eksperter og observatører, også Munzoul Assal selv, frygter, at frontlinjerne hurtigt kan blive en mere eller mindre formel grænsedragning mellem to nye de facto stater i Sudan, så kan den vigtige generobring af hovedstaden gøre London-konferencen til et sjældent god mulighed for udenlandske aktører til rent faktisk at presse på for en våbenhvile.
Hovedstaden og landets historiske magtsæde er symbolsk vigtig, særligt for regeringshæren, der virkelig tabte ansigt, da de over hals og hovede måtte flygte fra Præsidentpaladset ved krigsudbruddet.
At SAF nu har erobret Khartoum tilbage, giver dem en væsentligt stærkere forhandlingsposition, og det kan gøre det lettere for deres leder, generalen Abdel Fattah al-Burhan, at acceptere en våbenhvile.
Det er dog stadig kun spekulation og gisninger.
Læs også: Snart Østsudan og Vestsudan? Vendepunkt i krigen kan endnu engang rive landet i stykker
SAF har under hele krigen fastholdt, at de kæmper, til den sidste RSF-kriger er besejret, og samme mantra gentager deres ledere stadig, i hvert fald officielt. RSF har tværtimod flere gange signaleret, at de er klar til at deltage i fredsforhandlinger, i hvert fald officielt. Ingen af de stridende parter har sendt repræsentanter til London.
USA og EU kan lægge pres på krigens bagmænd
Både Egypten, Saudi-Arabien og ikke mindst De Forenede Arabiske Emirater (UAE) er til gengæld mødt op i den engelske hovedstad. Og lige nu har det internationale samfund flere knapper at skrue på hos de tre lande, der ifølge et væld af rapporter, nyhedsmedier og uafhængige observatører er de to kombattanters vigtigste støtter.
Særligt UAE og Egypten er efterhånden fedtet godt og grundigt ind i den blodige krig i Sudan. Beviserne for at Emiraterne har sendt våben til RSF-tropperne i Darfur vokser nærmest måned for måned.
Og i de sidste dage af Joe Bidens præsidentperiode sanktionerede amerikanerne også flere guldhandlere i Emiraterne, der angiveligt profiterede på ulovligt guld fra det vestlige Sudan.
Også Egypterne har sendt våben, særligt droner, til SAF, og de har formentlig været med til at vende krigslykken for de tidligere så trængte regeringstropper.
Hvis det internationale samfund, særligt EU og USA, virkelig vil gøre noget for at silence the guns i Sudan, så er det nu, de skal sætte tommelskruerne på skyggeaktørerne bag krigen, som de hver især har tætte forhold til.
Sidste marts indgik EU en treårig aftale på mere end 55 milliarder kroner med Egypten om at inddæmme migrationen over Middelhavet. Amerikanerne og Emiraterne har brugt de seneste ti år på at rykke tættere og tættere på hinanden, ikke mindst siden Abraham-aftalerne fra 2020 under Trumps første præsidentperiode.
Året efter købte oliestaten droner for 23 milliarder dollar af amerikanerne, og i sidste måned annoncerede Emiraterne investeringer i USA for intet mindre end 1,4 billioner dollar (én billion er en million millioner).
Der bør være masser af punkter, hvor både EU og USA kan presse Egypten og Emiraterne, hvis de virkelig vil
Jeg er hverken politiker eller ekspert og bliver nok aldrig diplomat, men det ser unægteligt ud til, der bør være masser af punkter, hvor både EU og USA kan presse Egypten og Emiraterne, hvis de virkelig vil. Og med de seneste månederes udvikling på slagmarkerne i Sudan, er det lige præcis nu, det pres skal lægges på.
For der er ingen tvivl om, at det eneste, der for alvor kan forbedre livsvilkårene for krigens millioner af berørte sudanesere, er en våbenhvile. Det påpeger alle de eksperter, aktivister og nødhjælpsarbejdere, jeg har talt med det seneste år.
Nødhjælp er og bliver kun et plaster på såret – ikke mindst fordi både RSF og SAF har både blokeret og politiseret adgangen til den. Men nu har det internationale samfund endelig en chance for at bruge krigens momentum til at gøre en forskel. Det er ikke kun i sudanesernes interesse, men også i hele Østafrikas og vores egen.
Dagens konference i London er en sjældent god mulighed for EU og USA til at sætte handling bag løfterne om at hjælpe Sudan, men det kræver hårde forhandlinger og en god portion politisk mod.
