Palæstinensiske fotografer udfordrer danske unges syn på Vestbredden

Forfatter billede

To palæstinensiske fotografer sender danske skoleelever på fotomaraton for at fortolke palæstinensiske ordsprog og give de unge større indblik i menneskers hverdag i de konfliktfyldte områder.

Hvordan portrætterer palæstinensere selv deres land gennem en kameralinse? Og hvordan fortolker danske unge palæstinensiske ordsprog med kameraer i Danmark?

Det undersøger to palæstinensiske fotografer, som i denne uge sender danske skoleelever på fotomaraton.

Et af vinderbillederne i Palestine Photo Marathon 2014 blev dette hverdagsbillede med titlen ‘Morgenen er en ny begyndelse’. Foto: Abdullah Sameer Maghari.

Palæstinensisk hverdag med palæstinensiske øjne

Palæstina er et af verdens mest fotograferede områder. Langt størstedelen af fotografierne fra Vestbredden og Gaza er skudt af udenlandske fotojournalister. Og flertallet af billederne stiller skarpt på krig, konflikt og ødelæggelser. 

Det er nogle af årsagerne til, at fire af Palæstinas største byer de seneste tre år har lagt kulisser til det såkaldte ’Palestine Photo Marathon’. 

Udrustet med iPads, smartphones og digitale kameraer dyster palæstinensiske fotografer om at skyde de bedste motiver og portrættere deres hjemland og hverdag. Indefra og med palæstinensiske øjne.

Fra den 27. –  31. oktober overtager én af dommerne, Majdi Hadid og én af vinderne fra dette års fotomaraton Mohammad Abbas undervisningen på skoler i fire danske kommuner.


På Frederiksberg viser palæstinensiske fotografer hverdagsbilleder fra Gaza og Vestbredden for en gruppe danske skoleelever og sender dem derefter på deres eget fotomaraton. Foto: Sara-Galbiati.

I samarbejde med Rune Kaldau, der har arbejdet for Det Danske Hus i Palæstina (DHIP), giver Majdi Hadid og Mohammad Abbas eleverne stærke fotografiske indblik i, hvordan palæstinensiske fotografer portrætterer deres hverdag på Vestbredden.

Fortolk ordsproget: ’Din situation er mandel’

Efterfølgende sender de eleverne på en dansk mini-version af det palæstinensiske fotomaraton. Med inspiration fra dette års ’Palestine Photo Marathon’, får eleverne til at opgave at fotografere fire palæstinensiske ordsprog.

”Din situation er mandel,” lyder et af ordsprogene, som betyder, at man har medvind i livet.


De palæstinensiske fotografers undervisning på skoler i Danmark er arrangeret af Images Ung under Center for Kultur og Udvikling i samarbejde med DHIP.



”Det er vigtigt at fortælle historier fra Palæstina, der er anderledes end dem, vi kender fra medierne. Og så er det vigtigt, at unge i Danmark får sat ansigter på og møder nogle af de mennesker, der bor i Palæstina,” siger Rune Kaldau.


Det er vigtigt, at danske unge også hører andre historier fra Palæstina end dem, medierne fortæller, mener Rune Kaldau fra Det Danske Hus i Palæstina. Foto: Sara-Galbiati.

Fotomaraton startede i Danmark

Idéen til et fotomaraton kommer oprindeligt fra Danmark, hvor det første fotomaraton fandt sted i 1989. I dag afholdes der fotomaraton over hele verden.

Workshoppen med de palæstinensiske fotografer er den sidste af i alt syv skoleworkshops med internationale kunstnere, som Images Ung har afviklet på skoler i ni forskellige kommuner gennem de seneste seks uger.



Læs mere om Palestine Photo Marathon her: 
http://www.dhip.ps/index.php?lang=en&page=1396948677621