Per Clausen (Ø): EU bør anerkende Palæstina

Per Clausen vil arbejde for, at EU anerkender Palæstina.


Foto: Olivia Koch-Nielsen
Forfatter billede

3. juni 2024

Mens det trækker op til valg til Europa-Parlamentet, er de geopolitiske spændinger større end i mange år. Hvilken rolle skal EU spille på den globale scene? Det spørger Globalnyt en række danske EP-kandidater om. Denne gang taler vi med Per Clausen fra Enhedslisten.

Hvordan synes du helt overordnet, at EU bør placere sig på den globale verdensscene?

“Vi bør understøtte kræfter, som arbejder for mere lighed, mere demokratisk indflydelse og bedre udviklingsmuligheder for alle. Vi skal træde ud af aftaler, som fjerner forsørgelsesgrundlaget i alverdens lokalsamfund, eksempelvis ved at tillade europæiske fiskere at udnytte ressourcerne i fjerne have, eller ved at give eksportstøtte til europæiske mejeriprodukter, som underminerer lokal fødevareproduktion.” 

De seneste år er fronterne mellem USA og Kina trukket stadigt hårdere op. Hvor skal EU placere sig i forhold til de to parter?

“Jeg mener, vi skal have en uafhængig profil og ikke følge den retning, verdens supermagter bevæger sig i. Vi skal også kigge indad og sørge for, at vores egen position bliver værd at stå ved. Der skal ikke være plads til den udnyttelse af lande i Det Globale Syd, som vi ser i dag.”

Hvordan skal EU placere sig i forhold til at få løst den israelsk-palæstinensiske konflikt?

“Vi har forsømt vores ansvar så længe, og selv nu, da Israel invaderede Gaza efter Hamas’ frygtelige terroraktion, svigtede vi igen. EU bør lægge pres på Israel ved helt entydigt at anerkende den palæstinensiske stat og fjerne Israel fra listen over særligt privilegerede samarbejdspartnere.” 

Hvordan skal EU efter din mening agere over for et Afrika, der både rummer store potentialer og udfordringer?

Serie: EU’s globale skæbneår

Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra Det globale syd.

Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, og et EU-parlamentsvalg 6.-9. juni lurer i horisonten, prøver EU at finde sin rolle i verden.

I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.

Alle seriens artikler

“Vi skal gøre mere for at støtte udviklingen af civilsamfundet i afrikanske lande, så der kommer bedre vilkår for menneskerettigheder. For nogle år siden så vi, hvordan folket i Sudan gjorde opstand mod både regeringen og de krigsherrer, der kæmper om magten nu, og der mener jeg, at vi skulle have givet mere opbakning.” 

Hvordan forholder du dig til EU’s nye migrationspagt. Er den fin, eller bør den ændres?

“Vi har stemt imod det meste, der er indbefattet af den nye migrationspagt. Den handler mest om at få lukket grænserne og bede despoter rundt omkring i verden om hjælp til at holde migranter væk. Men det kommer ikke til at ændre på antallet af flygtninge, som søger et bedre liv. Vi skal arbejde på at afhjælpe problemerne, som er årsag til flygtningekriser, i stedet for at skubbe døren i.” 

Meget tyder på, at EP-parlamentet vil blive langt mere højreorienteret. Hvad vil det betyde for EU’s globale rolle?

“Det kan betyde, at vi får endnu mere fokus på at bygge mure omkring EU, og det ville være utroligt sørgeligt.” 

Hvad vil et mere højreorienteret parlament betyde for EU’s mulighed for at realisere sine klimaambitioner?

“Konsekvenserne, hvis de får lov til at lægge klimaindsatsen på hylden, bliver katastrofale på mange planer. Klimaforandringerne vil i endnu højere grad gøre store dele af verden ubeboelige, og det vil også på sigt ramme os længere nordpå i form af både flere flygtninge og flere miljøkatastrofer.”