En ny rapport fra FN-organisationen giver Andes-landet førstepladsen for lande i Sydamerika, der kæmper med fødevareusikkerhed – og kampene er på et hidtil uset niveau.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Peru har mistet fodfæstet efter corona-pandemien. Landet led under verdens højeste dødelighedsrate – mere end 0,65 procent af befolkningen er død med virussen – mens nedlukninger fik arbejdsløsheden til at skyde i vejret. Fattigdomsraten i 2021 lå på 25,9 procent. Før pandemien var den på 20 procent ifølge Perus nationale institut for statistik.
Nu står Andes-nationen – der af Verdensbanken er klassificeret som et øvre middelindkomstland – over for en dobbelt udfordring med nedlukningens økonomiske nedtur og importeret inflation, drevet af krigen i Ukraine. Basisvarer som hvede, ris og madolie er mere end fordoblet i pris, mens importeret kemisk gødning koster op til fire gange så meget som for et år siden.
Derfor søger et stigende antal peruvianere nu mod suppekøkkener, eller ’ollas comunes’ som de kaldes. I juni 2022 gennemførte ministeriet for udvikling og social inklusion en lov, der anerkender suppekøkkenerne som sociale organisationer og garanterer deres finansiering, hvilket understreger den afgørende rolle de nu spiller for at brødføde befolkningen.
Antallet af suppekøkkener registreret i Limas lokaladministration er seksdoblet de sidste to år – fra 277 under pandemiens begyndelse i juli 2020 til mere end 2.500 i dag.
Mens nogle af køkkenerne modtog støtte fra lokaladministrationen, startede mange uden hjælp, som La Granja i Alto Retamal – en støvet, tågeindhyllet bjergskråning i Villa María del Triunfo, en af hovestadens største slumkvarterer.
“Det her started på grund af de økonomiske konsekvenser under pandemien,” husker Pablo Condori, 69, suppekøkkenets organisator. ”Alt var lukket. Der var ingen butikker. Så vi indsamlede mad fra lokalsamfundet.”
“Det var meningen, det kun skulle være for en begrænset periode, men vi indså, vi stadig havde brug for det efter pandemien,” fortæller han The New Humanitarian.
Havgusen havde endnu ikke løftet sig til middagstid, da lokale begyndte at ankomme til træskuret på en eftermiddag i august for at få en varm tallerken med stuvet hvede og ris samt en salat og en drik lavet på friske æbler.
Prisstigningerne på mad og madolie har tredoblet priserne for et måltid. Ved pandemiens start kostede det en peruviansk sol (omkring to kroner). Nu koster det tre.
Kød eller fisk bliver kun serveret et par gange om ugen, fortæller Jessyca Laguna, 67, en anden organisator ved La Granja.
“Alting er så meget dyrere,” siger Laguna, mens hun rører i en gryde med dampende ris. ”En sæk ris, der plejede at koster mellem 20 og 25 dollars, koster nu fra 43 til 45 dollars, alt efter mærke og kvalitet. Prisen på kartofler er også steget,” tilføjer hun.
Suppekøkkenets medarbejdere, inclusive Laguna, er alle kvinder i 60’erne, der ikke kan finde andet arbejde og gerne vil hjælp deres skrantende naboer – for eksempel en tidligere bygningsarbejder, der har haft et hjertestop.
“Der er mange sundheds- og økonomiske behov her, så vi fortsætter med suppekøkkenet,” siger Laguna.
Import-afhængighed og dårlige madvaner
Peru er det sted, hvor kartoflen først blev dyrket kommercielt, efter den 7.000 år forinden var blevet opdyrket på bredden af Titicaca-søen. Landets stærke biodiversitet og kultur har givet det et verdenskendt køkken og gjort hovedstaden Lima til et centrum for finere madoplevelser.
Nu står landet over for enorme udfordringer. Selvom det er en af de største eksportører af tranebær, pebre, grapefrugter og asparges, er det også en netto-importør af hvede, soja, gødning og energi, hvilket gør det særlig sårbart for den globale inflation og de økonomiske efterdønninger af Ruslands invasion af Ukraine.
I august stog den årlige inflationsrate i Peru på 8,41 procent, hvilket var på linje med det stigende gennemsnit for den omkringliggende region. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) siger, at mere end halvdelen af Perus befolkning på 33,4 millioner mennesker nu har dårlig fødevaresikkerhed – eller med andre ord ”at de ikke har regelmæssig adgang til nok sund og nærende mad til at vokse normalt og leve et aktivt og sundt liv”. Til sammenligning gjaldt det for mindre end en fjerdedel af befolkningen før pandemien.
FN-organisationen advarer også mod stigende under- og fejlernæring samt andre problemer som anæmi og overvægt, eftersom mere end halvdelen af befolkningen ikke har råd til en sund diæt. Sådan en koster i gennemsnit lige under 25 kroner per person om dagen, hvilket overstiger mange husholdningers råderum.
“Vi har alle delene til en perfekt storm,” siger Enrique Román, FAOs assisterende repræsentant i Peru, til The New Humanitarian. Han opremser klimaforandringer, økonomiske problemer efter pandemien og den russiske invasion af Ukraine som de væsentligste årsager.
Román siger, Peru også har to særlige sårbarheder: ekstremt mange uformelle ansættelser – mere end 70 procent af arbejdsstyrken har ikke jobstabilitet eller et socialt sikkerhedsnet – og høje transportomkostninger på tværs af Andesbjergene og Amazonas-regnskoven for at fragte fødevarer til markederne.
”For mange gadesælgere,” siger han, ”betyder en dag uden arbejde en dag uden mad.”
På trods af sin fødevareproduktion er Peru også over-afhængig af at importere basisvarer, forklarer Román. For eksempel bliver deres kyllinger – som er peruvianernes primære proteinkilde – fodret med importerede majs.
Prisen på kylling er derfor fordoblet. På markedet i Mala, en landbrugsby omkring 80 kilometer syd for Lima, siger Lucia Riva, 36, at handlen går endnu dårligere nu end under pandemien, og hun kæmper for at brødføde sine to børn. Hun plejede at leve fedt af at sælge kylling, da hun fik lidt under to kroner for et kilo. Nu tjener hun dårligt nok 75 kroner om dagen.
“Før solgte jeg mellem 40 og 50 kyllinger om dagen, nogle gange 60, og nu sælger jeg mellem 20 og 30. Du kan selv regne ud, hvor godt det så står til!” siger hun.
FAO har advaret om, at situationen efterlader mange peruvianere uden andet valg end at spise ultraforarbejdede fødevarer. De er billigere, men indeholder også mere sukker, salt og mættede fedtstoffer, som er dårlige for sundheden.
“Madvaner er meget svære at ændre,” siger Román. ”Vi bliver nødt til at genuddanne folk om, hvordan de spiser, så de vælger nærende mad i stedet for ultraforarbejdet fødevarer. Den private sektor og politikerne kan hjælpe ved at gøre sundt mad billigere end usundt, i modsætning til hvordan det lige nu forholder sig i Peru.”
I juli 2022 anslog FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) i en rapport, at fejl- og underernæring kostede landet næsten 80 milliarder kroner i 2019 – omkring 4,6 procent af BNP – før pandemien startede. Omkostningerne opstod særligt i sundheds- og uddannelsessystemerne og som tabt produktivitet på arbejdsmarkedet – omkring to tredjedele (næsten 50 milliarder kroner) skyldtes fejlernæring af spædbørn, og en tredjedel (næsten 30 milliarder) var resultatet af overvægt og fedme.
At tænke ud af boksen
“En sund diæt er for dyr for mange mennesker,” fortæller Sarah Laughton, Perus repræsentant fra WFP, til The New Humanitarian. ”Problem er pris, ikke tilgængelighed.”
Laughton opfordrer landets beslutningstagere til at organisere kriseberedskabet, så det ikke kun dækker naturkatastrofer – Peru er meget udsat for jordskælv og oversvømmelser – men også fødevaresikkerhed og adgang til lægehjælp.
”Der er plads til mere social sikkerhed i Peru,” siger Laughton. ”Der er behov for at institutionalisere en politisk tilgang til sult og at blive mere systematisk.”
Det nationale problem med fødevareforsyningen forsvinder ikke lige foreløbigt, eftersom prisen på importeret gødning – særligt fra Rusland – er løbet løbsk og sandsynligvis rammer fødevareproduktionen næste år.
“På grund af prisstigningerne planter folk kun en tredjedel af deres afgrøder,” siger Segundo Cruz, en 64-årig småbonde i Mala, til The New Humanitarian. ”Det kommer ikke til at være nok til at forsyne markederne, og så stiger fødevarepriserne endnu mere.”
Regeringen har subsidieret havfugle-ekskrementer – ’guano de las islas’ – for at fylde hullet for Perus 2,4 millioner små- og mellemstore landbrug, hvoraf omkring halvdelen sidste år brugte importerede urinstoffer og andet gødning ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra landbrugsministeriet.
Men der er ikke nok organiske fugleklatter, som koster omkring 95 kroner for en 50-kilos sæk, til at tilfredsstille efterspørgslen. Efter tre fejlslagne forsøg på at købe urinstoffer på det internationale marked i løbet af det seneste år er præsident Pedro Castillos regering blevet bredt kritiseret for sin håndtering af problemet – særligt efter der blev afsløret uregelmæssigheder i forbindelse med andet forsøg, hvilket endte med fyringerne af ni embedsmænd og direktøren for det ansvarlige ministerium.
Prisen for en sæk med 50 kilo urinstof er mere end tredoblet fra omkring 150 kroner til næsten 500 kroner, fordi Perus import er faldet med 58 procent i forhold til gennemsnittet for de sidste syv år, viser tal fra landbrugsministeriet.
Eduardo Zegarra, en økonom med speciale i udvikling i landbrugsområder, siger, at knapheden og de skyhøje priser på gødning kan reducere høsten med 30 til 40 procent. Perus problematiske afhængighed af importeret hvede og benzin er ældre end den nuværende administration, fordi flere regeringer har forsømt den nationale fødevareproduktion for i stedet at fokusere på fødevareeksport, tilføjer han.
Klimaforandringer tilføjer yderligere usikkerhed til ligningen. Peru er hjem for 70 procent af verdens tropiske gletsjere, men de smelter hurtigt med alvorlige, langsigtede konsekvenser for fødevareproduktionen til følge, ligesom det forværrer risikoen for dødbringende oversvømmelser.
Landbrug og skovhugst er de to største kilder til udledning af klimaskadelige drivhusgasser i Peru. Regeringen har ikke været i stand til at bremse Andes-nationens hurtige afskovning, som små-landbrug, kommercielle plantager og illegal minedrift alle har fået skylden for, og som tog til under pandemien.
Det hjælper heller ikke, at Castillo, landets første præsident fra arbejderklassen på landet, kæmper med korruptionsanklager midt i en politisk krisetid. Sulten rammer ikke kun landområderne, men i stigende grad også de fattige i byerne.
“Priserne vil fortsat være høje,” siger Laughton. ”Vi har et problem i dag og et problem til i morgen.”
Artiklen er oprindeligt bragt på The New Humanitarian og redigeret af Paula Dupraz-Dobias.
Den er oversat til dansk af Søren Steensig. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.