¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika
Podcasten sætter fokus på stort og småt i Mellem- og Sydamerika og dækker både aktuelle begivenheder, tendenser og kulturelle fænomener fra hele regionen.
Bag podcasten står Josefine Aude Raas og Mette Mølgaard, journalister med speciale i Latinamerika.
Alle afsnit af podcasten på Globalnyt
Lyt til ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika på Buzzsprout
Det står skidt til med pressefriheden i Latinamerika. Stadig.
Ifølge en ny rapport fra organisationen Reporters Without Borders ligger fire lande i Latinamerika helt i bunden, hvad angår pressefrihed:
Cuba, Nicaragua, Honduras og Venezuela.
Her er der ikke meget, hvis overhovedet nogen, pressefrihed. Cuba, der scorer absolut lavest og er faldet nogle pladser længere ned på listen siden sidste år, bliver beskrevet som “det værste land for pressefrihed i Latinamerika. År efter år”.
Josefine Aude Raas (den ene del af podcasten) var i Cuba i 2018 og skrev speciale om censur og selvcensur blandt journalister på de statsejede medier. Svaret var det samme de fleste steder: Man skriver ikke kritisk om revolutionen (og dermed heller ikke om den cubanske regering).
Modsat Cuba oplever journalister i Costa Rica den største grad af pressefrihed i Latinamerika. Costa Rica er nummer otte ud af 180 lande. Til sammenligning er Danmark nummer to. Ifølge Reporters Without Borders er “pressefrihed og ytringsfrihed højt respekteret i Costa Rica. En undtagelse i Latinamerika, der er plaget af korruption, usikkerhed og daglig vold mod pressen.”
Generelt er hele Latinamerika en region, hvor journalister ikke oplever meget pressefrihed. Også Venezuela ligger langt nede på listen. Her sidder der ifølge rapporten tre journalister fængslet i øjeblikket under grove beskyldninger som hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og ulovlig handel med våben. Mexico er det land i regionen, hvor flest journalister bliver dræbt på grund af deres dækning. I år har 12 (opdateret siden vi optog podcasten) journalister allerede mistet livet for deres journalistik.
Derudover har coronapandemien i 2020 og 2021 ført til endnu mere censur i regionen, hvor flere regeringer har strammet grebet om pressen. Ifølge Reporters Without Borders har krisen blandt andet ført til store vanskeligheder med at få adgang til information om håndteringen af pandemien af latinamerikanske regeringer.
Journalist Lise Josefsen Hermann, der har dækket regionen gennem mange år, kan godt genkende billedet af Latinamerika som et trangt kontinent for journalister.
“Ja. helt bestemt. For eksempel her i Ecuador, hvor jeg bor og arbejder har der været flere episoder, hvor mit arbejde er blevet indskrænket,” siger hun til ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika
Selvom Lise Josefsen Hermann oplever udfordringer i sit arbejde, er det værre for lokale journalister.
“Det beskytter mig meget,” siger hun.
Så hvordan er det at arbejde som journalist i Latinamerika? Hvilke udfordringer støder man på? ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika dykker i denne episode ned i pressefrihed i Latinamerika ud fra den nye rapport og taler med journalist Lise Josefsen Hermann, som blandt andet nævner to episoder, som har gjort særligt indtryk.