Pris til sundhedsklinik for mennesker uden opholdstilladelse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Tandlægeforeningens Sundhedspris 2013 på 25.000 kroner er netop blevet uddelt til sundhedsklinikken for udokumenterede migranter i København.

Siden april 2012 har frivillige tandlæger stået klar til at hjælpe udokumenterede migranter med tandproblemer i den sundhedsklinik Røde Kors, Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp i fællesskab driver.

Og den indsats har netop indbragt sundhedsklinikken Tandlægeforeningens Sundhedspris 2013.

Det skriver Dansk Røde Kors på sin hjemmeside.

”Hos Tandlægeforeningen betragter vi det som en af vores største opgaver at bekæmpe ulighed i oral sundhed. De frivillige ildsjæle i sundhedsklinikken yder et fantastisk stykke arbejde for at hjælpe mennesker, der er faldet uden for det ordinære tandplejesystem,” siger formand for Tandlægeforeningen Freddie Sloth-Lisberg om baggrunden for prisoverrækkelsen.

Pris er en anerkendelse af de frivillige

Præsident for Dansk Røde Kors, Susanne Larsen er glad og stolt over at modtage prisen.

”Det betyder rigtig meget for mig, at de frivillige på den måde bliver anerkendt for det store stykke arbejde, de udfører. Uden dem ville vi ikke kunne drive sundhedsklinikken og hjælpe mennesker, som ikke har andre steder at gå hen,” siger hun.

”Vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi får fra Tandlægeforeningen og andre, som gør det muligt for os at hjælpe udokumenterede migranter.” De 25.000 kroner, som følger med prisen er øremærket til materialer til tandbehandling.

Stort behov for tandbehandling

Da sundhedsklinikken ved Københavns Hovedbanegård åbnede i 2011 var det med tilbud om lægebehandling til mennesker, som opholder sig uden lovligt ophold i Danmark og ikke kan få gratis lægehjælp andre steder.

Men hurtigt viste der sig også at være et behov for tandbehandling blandt patienterne. Mange kommer med rådne tænder eller betændelsestilstande i munden. Derfor åbnede klinikken i april 2012 for akut tandbehandling en aften om ugen.
Sundhedsklinikken er den eneste i landet, som tilbyder gratis lægehjælp og tandbehandling til udokumenterede migranter.

Om klinikken

  • Der er i alt 206 frivillige tilknyttet klinikken – herunder seks tandlæger og seks klinikassistenter – herudover læger, sygeplejersker, jordmødre, bioanalytikere, fysioterapeuter, psykologer og tolke.
  • Sundhedsklinikken åbnede i august 2011 og drives af Røde Kors i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp.
  • Klinikken er baseret på frivillig arbejdskraft og helt afhængig af fonde, sponsorater og bevillinger fra private. Den modtager ingen offentlig støtte.