To glade Reuters-journalister kunne tirsdag formiddag forlade Insein-fængslet i Yangon, der er Myanmars gamle hovedstad, efter at have tilbragt halvandet år i fængslet.
Deres forbrydelse var, at de havde afsløret nogle af de brutale overgreb, Myanmars sikkerhedsstyrker har udsat det muslimske rohingya-mindretal for i delstaten Rakhine.
”Vi er enormt glade for, at Myanmar har løsladt vores modige reportere, Wa Lone og Kyaw Soe Oo. Siden deres anholdelse for 511 dage siden, er de blevet symboler på vigtigheden af pressefrihed i verden”, siger Reuters’ chefredaktør, Stephen J. Adler, i en reaktion på løsladelsen, skriver Frontier Myanmar.
Wa Lone siger til den engelsksprogede avis FrontierMyanmar, at han vil fortsætte med at arbejde som journalist.
”Jeg kan ikke vente med at komme tilbage på redaktionen nu”, siger han umiddelbart efter løsladelsen.
Samtidig takker han for den store internationale opbakning til de to journalister og de mange opfordringer fra udlandet til Myanmars regering om at løslade ham og hans kollega.
Den danske ambassade i Myanmar er også en af de mange røster, der gentagne gange har kritiseret fængselsstraffen på syv år til hver af de to journalister og opfordret til omgående løsladelse af dem.
Tusindvis af benådninger
Det er kun to uger siden, at Wa Lone og Kyaw Soe Oo tabte deres sidste appelmulighed ved Myanmars højesteret.
De to Reuters-journalister blev dømt for at have forbrudt sig mod loven om offentliggørelse af statshemmeligheder.
De blev anholdt da de efterforskede en massakre på 10 mænd fra det muslimske rohingya-mindretal i landsbyen Inn Din i det nordvestlige Myanmar.
Under deres efterforskning fik de to journalister udleveret en række dokumenter af kilder fra politiet. Umiddelbart efter blev de anholdt med dokumenterne i deres besiddelse og blev så anklaget for at ville afsløre statshemmeligheder i forbindelse med sikkerhedsstyrkernes arbejde.
De har været fængslet siden december 2017.
De to fastholder, at myndighederne havde lagt en fælde for dem og at overdragelsen af dokumenterne var en form for lokkemad.
Soldaterne, som udførte drabene på de 10 rohingya-mænd, er hver blevet idømt ti års fængsel men er allerede blevet løsladt igen.
Der er tradition for, at Myanmars præsident benåder et større antal fanger i forbindelse med nytåret.
De indsatte, der er blevet løsladt tirsdag, er en del af den tredje runde af benådninger. I de første to runder var der kun fem politiske fanger med, og det førte til kritik fra menneskerettighedsorganisationer, der havde håbet også at se de to Reuters-journalister blandt dem.
I de første to runder er i alt omkring 16.000 fanger blevet løsladt. Det er indtil videre uklart, hvor mange der er løsladt tirsdag.