London er for tiden ramme for et retssag, der kan få stor betydning for finanserne i verdens syvende folkerigeste land, Nigeria.
Sagen handler om en erstatning på 6,6 milliarder amerikanske dollars, som Nigeria er blevet dømt til at betale til en hemmelighedsfuld privat virksomhed for brud på en kontrakt mellem virksomheden og Nigeria.
6,6 milliarder dollars svarer til omtrent 46 milliarder kroner, men beløbet er i mellemtiden vokset, fordi der er løbet renter på. Så nu skylder Nigeria 11 milliarder dollars – 76 milliarder danske kroner.
Men Nigeria er ikke indstillet på bare sådan lige at betale det enorme beløb, der udgør omkring 30 procent af landets reserver af udenlandsk valuta, så nu forsøger landets regering at få omstødt afgørelsen om erstatningen.
Nigerianerne mener, at de er blevet ført bag lyset i sagen – ikke bare én men to gange. Første gang da aftalen med virksomheden Process & Industrial Developments Ltd. (P&ID) blev indgået og anden gang, da landet blev dømt for kontraktbrud og senere dømt til at betale de 6,6 milliarder dollars.
Beskylder hinanden for kontraktbrud
Det hele begyndte i 2010.
Her indgik P&ID en 20-årig kontrakt med olieministeriet i Nigeria. Den gik ud på, at virksomheden skulle etablere et anlæg til at forarbejde naturgas, som blev leveret af den nigerianske stat. Kontrakten skulle løbe i 20 år.
Anlægget skulle placeres i Calabar i Cross Rivers-staten, som ligger i den sydlige del af landet, hvor olieudvindingen foregår. Her har det i mange år været fast praksis, at gassen, som følger med olien op af jorden, bare bliver brændt af. Det har for det første skabt en omfattende forurening. For det andet er det en dårlig forretning, fordi man er gået glip af indtægterne fra gassen.
Men anlægget blev aldrig bygget.
P&ID siger, at det skyldes, at regeringen ikke sørgede for de nødvendige rørledninger, der skulle transportere gassen til og fra anlægget. Uden dem gav det ingen mening at bygge anlægget. På den baggrund mener P&ID, at regeringen har misligholdt kontrakten.
Den nigerianske regering siger på sin side, at det er P&ID, der har misligholdt kontrakten ved ikke at begynde at bygge anlægget, og at det hele er et stort fupnummer, som skal lænse den nigerianske statskasse for penge.
Efter et par år uden at det skete noget som helst, bragte virksomheden sagen for en voldgiftsret i London.
En voldgiftsret er en slags privat domstol, hvor to parter kan få afgjort sager om for eksempel brud på kontrakter – i stedet for at gå til en offentlig domstol. En fordel ved en voldgift er, at parterne selv er med til at udpege dommerne og kan finde nogen med viden om det specifikke område, som tvisten drejer sig om.
Sagen kom for voldgiftsretten i 2013, og to år senere nåede dommerne frem til, at Nigeria havde brudt kontrakten. Under sagen påstod P&ID at have investeret omkring 40 millioner dollars, selvom der angiveligt hverken var købt jord eller bygget noget.
Virksomheden krævede fuld erstatning for den fortjeneste, som den mente at ville have fået i de 20 år, som kontrakten skulle løbe. Nigerias regering mente ikke, at der kunne være tale om en erstatning på mere end tre års indtjening.
Efter endnu to år nåede voldgiftsretten frem til, at det var Nigerias regering, der havde brudt kontrakten, og at P&ID havde krav på erstatning. I 2017 kom der så beløb på, og retten bestemte, at Nigeria skulle betale virksomheden de 6,6 milliarder dollars, som den krævede.
En taske med 50.000 dollars
Nigerianernes anklager P&ID for at have bestukket ansatte i olieministeriet for at få kontrakten i første omgang og så senere også at have bestukket de jurister, som repræsenterede landet ved voldgiftsretten, så sagen ikke blev forsvaret godt nok.
Anklagerne om bestikkelse var troværdige nok til, at London High Court lod den nigerianske stat anlægge sag mod P&ID – sagen som kører nu.
Ifølge den britiske avis The Guardian er der forlydender om, at en sort taske med 50.000 dollars i kontanter blev afleveret i en bil, der tilhørte en nigeriansk repræsentant, da sagen kørte ved voldgiftsretten.
Anklagerne afvises af P&ID. ’Vi har ikke betalt bestikkelse til hverken den ene eller anden. Det er Nigeria, som ikke har overholdt den kontrakt, som vi sammen indgik. Derfor har vi krav på erstatningen,’ lyder det fra virksomheden.
Sagen begyndte mandag 23. januar, og er sat til at vare otte uger. Nigerias advokater går efter at få omstødt voldgift-afgørelsen fra 2017, så landet slipper for at betale de 76 milliarder kroner til P&ID.
Adresse i skattely
Process & Industrial Developments er registreret på på Britiske Jomfruøer i Caribien – et britisk territorium, der er kendt som et skattely og for at huse et hav af virksomheder.
Firmaet blev grundlagt i 2006 af to irske forretningsfolk. Hovedmanden var ifølge britiske The Guardian Michael Quinn, der havde en farverig baggrund. Han var oprindeligt uddannet mekaniker, men beskæftigede sig i en årrække som manager for forskellige musikere.
I 1990erne skal Quinn og hans forretningspartner have indgået kontrakter om at reparere tanks og kampfly for det nigerianske militær.
Da London High Court i 2020 gav grønt lys for det verserende sagsanlæg, beskrev den P&ID som en virksomhed uden aktiver, med kun en håndfuld medarbejdere og ingen tilstedeværelse på nettet eller andre steder.
Ifølge organisationen Spotlight on Corruption ejes P&ID i dag af to kapitalfonde med base på Cayman-øerne – også et skattely i Caribien. Den ene kapitalfond hedder VR Advisory Services Ltd og ejer en fjerdedel. Den anden kapitalfond hedder Lismore Capital og den ejer de resterende totredjedele af P&ID. Organisationen skriver videre, at ejeren af Lismore Capital er en advokat i London – den samme advokat, som repræsenterede P&ID i voldgift-sagen.
Dybt korrupt
Både den nigerianske regerings påstande om at korrupte statsansatte har fingre med i spillet og virksomhedens påstand om, at Nigeria simpelthen ikke har levet op til en aftale er plausible, for landet er kendetegnet ved massiv korruption, forklarede Nigeria-eksperten Niels Kastfelt, da har i januar var gæst i Globalnyts podcast, Højtryk.
Her fortalte han blandt andet, at mange af indtægterne fra landets store olieproduktion rutinemæssigt forsvinder i korruption og at store dele af befolkningen er dybt desillusionerede, fordi de anser de fleste politikere og det meste af systemet for dybt korrupt.
