For bare få år siden var Sahel-regionen centrum for store udviklingsindsatser fra både dansk, europæisk og amerikansk hold. Regionen var både forbundet med et stort potentiale, men i lige så høj grad en stor sikkerhedsrisiko.
Nu er Mali, Burkina Faso og senest Niger ikke bare blevet offer for hver sit militærkup. De har også dannet en intern alliance i et fællesskab, der blandt andet bunder i en enighed om at smide Vesten på porten, Frankrig i særdeleshed, og vende sig mod Rusland.
Sahel
Sahel er det arabiske ord for “kyst” og betegner den stribe af afrikanske lande, der ligger syd for Sahara. Regionen markerer overgangen fra ørkenen til det frodige kystlandskab og strækker sig fra Afrikas vestkyst til østkyst.
Når man i dag taler om konflikten i Sahel, refererer man til den regionale konflikt, der udspiller sig i de tre Sahel-lande Mali, Burkina Faso og Niger.
Det var allerede kendsgerningerne i sidste års skæbneår for kupalliancen, også kaldet Sahelstaternes Alliance (AES). I år har alliancen stået sin første test i en stadig mere isoleret tilværelse, og de enkelte Sahel-lande nærmer sig et punkt, hvor de skal til at levere reelle resultater for deres befolkninger, der hungrer efter forandringer.
Indtil videre har forandringerne mestendels været begrænset til geopolitiske slagord og udskiftning i den politiske elite. Det fortæller en sikkerhedsekspert fra Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou. Han mener ikke, at befolkningerne i de tre lande mærker meget til de nye magthavere, når rusen over at smide Frankrig på porten har lagt sig.
“Jeg vil faktisk sige, at situationen er forværret. Der er en stigning i antallet af terrorangreb, mange civile bliver dræbt, og det gælder også soldater. Og selve ledelsen af landene er ikke som lovet. Vi har stadig korruption, og i alle tre lande gælder det, at det civile rum er indskrænket kraftigt,” forklarer eksperten, der ønsker at være anonym, fordi Burkina Fasos regime på det seneste er begyndt at slå hårdt ned på kritikere.
Senest blev premierministeren afsat efter en kritisk bemærkning. Samme skæbne led Malis premierminister i øvrigt i november.
Det endelige opgør med koloniale lænker
At tale om én konflikt i Sahel er måske en tilsnigelse, da det i virkeligheden er et komplekst spindelvæv af konflikter på kryds og tværs af landenes grænser. Konflikternes begyndelse er tæt kædet sammen med kollapset af den libyske stat og det efterfølgende separatistoprør fra tuaregminoriteten i Mali.
Sikkerhedssamarbejdet indebærer også en risiko for isolation fra både stærkere alliancepartnere og andre lande i regionen
Signe Marie Cold-Ravnkilde, forsker, DIIS
Siden har konflikten bredt sig til særligt Burkina Faso og Niger, men lige nu truer den også i stigende grad med at sprede sig yderligere i Sahel-regionen. Det skyldes ifølge DIIS-forsker Signe Marie Cold-Ravnkilde, at spillepladen er blevet åbnet helt op i regionen, efter at Vesten, herunder særligt USA og Frankrig, er blevet tvunget ud.
10 konflikter vi holdt øje med i 2024
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med i det nye år. Så det gør vi på Globalnyt.
Hen over årsskiftet tager vi en statusrapport og samler op på, hvordan det rent faktisk gik i de 10 brændpunkter.
“Det her sikkerhedssamarbejde de tre stater imellem på tværs af grænserne giver god mening. Og det handler jo helt konkret også om, at man kan operere på hinandens territorier. Men det indebærer også en risiko for isolation fra både stærkere alliancepartnere og andre lande i regionen,” forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde, som forsker i konflikter og vestlige interventioner i Sahel-regionen.
For er der én ting, som både Burkina Faso, Niger og Mali har leveret på i forhold til deres kupløfter, så er det opgøret med deres koloniale fortid. Et opgør, der har nydt stor popularitet blandt de tre landes befolkninger.
Ved årsskiftet blev FN’s fredsbevarende operation i Mali, MINUSMA, lukket ned efter 10 års forgæves kamp for at skabe fred mellem stat og oprørsgrupper. Frankrigs militære tilstedeværelse er fortid i alle landene, og senest har USA lukket sin militærbase i Niger, som nu endegyldigt ikke længere kan gå under betegnelsen “Vestens sidste bastion i Sahel”.
I stedet har landene vendt sig mod Rusland og Afrikakorpset (tidligere Wagner-gruppen). Men mere end de har vendt sig mod Rusland, har de vendt sig mod hinanden. Det sidste er langt fra en ny ting.
Sikkerhedssituationen gange tre
Som Signe Marie Cold-Ravnkilde fortæller, er det en bevægelse, der har været undervejs i lang tid, blandt andet også med det franske initiativ G5 Sahel, som også inkluderer Mauretanien og Tchad.
Men selvom Mali, Burkina Faso og Nigers nye alliance netop skal bekæmpe terrorisme, tyder nylige angreb på, at terrorgrupper udnytter manglen på en koordineret terrorbekæmpelsesstrategi i regionen.
Lad os tage en overflyvning af sikkerhedssituationen i landene en for en.
I Burkina Faso er der stadig flere angreb fra ekstremister tilknyttet al-Qaeda og Islamisk Stat. Tusinder er blevet dræbt i de seneste år, og ifølge OCHA er mere end to millioner mennesker blevet fordrevet, halvdelen af dem børn.
I april fik hæren endnu et hak i omdømmet, da den ifølge Human Rights Watch dræbte 223 civile, heriblandt babyer og børn, under et angreb på to landsbyer, som var mistænkt for at samarbejde med militante grupper.
Omkring halvdelen af landet vurderes at være uden for hærens kontrol.
I Mali er der ikke kun kampe mellem militæret og jihadister, men også mellem militæret og nogle af Tuareg-oprørsgrupperne i nord, som man ellers indgik en fredsaftale med i 2015.
Spliden mellem hæren og tuaregerne har tilmed fået ekstra tyngde, efter at tuaregerne selv erklærede, at de havde dræbt 84 Wagner-soldater og 47 af hærens soldater under kampe nær grænsen til Algeriet.
I den forbindelse blev tuaregerne i mange vestlige medier hyldet for at tildele Wagner-gruppen et sjældent nederlag og for at lave en “sprække i gruppens nærmest mytiske figur”, som Signe Marie Cold-Ravnkilde udtrykker det. Og tilmed var der stor mystik om, at tuaregerne angiveligt fik hjælp af Ukraine under kampene.
“Men problemet er jo bare, at det var højst sandsynligt terroristgrupperinger, måske i samarbejde med tuareg-militser, der stod bag det her. Og det giver jo bare vind i sejlene til fortællingen om, at tuaregerne faktisk udgør fjenden, en terroristgruppe og dermed er et legitimt mål for hæren,” siger hun og slår fast, at forhandlingssporet er langt væk i Mali lige nu.
Det er særligt i grænselandet mellem Mali og Niger Islamisk Stat og Al Qaeda har deres baser, og Niger døjer derfor med mange af de samme militser og problemer som Mali.
Ifølge organisationen ACLED, der monitorerer konflikter, udførte ekstremistgrupperinger næsten fem gange flere angreb med mindst 10 dødsfald, siden juntaen satte sig på magten for nu halvandet år siden i Niger.
Signe Marie Cold-Ravnkilde.
Foto: DIIS
Den nye alliance mellem de tre Sahel-lande ikke kun om at samarbejde om sikkerhed. Den handler også om at fremme økonomisk udvikling, men meget tyder på, at det går den forkerte vej.
Landene har givet afkald på udviklingsbistand fra Vesten, som udgjorde en betydelig andel af de statsbudgetter. Og hvis landene træder ud af den regionale handels- og militærblok ECOWAS, som de annoncerede planer om i januar 2024, står de endnu mere isoleret, end de allerede var.
Det mener den anonyme sikkerhedsekspert, som Globalnyt har talt med.
“Sidste måned var jeg i Bamako (Malis hovedstad, red.) på en konference organiseret af udenrigs- og landsbrugsministeriet. Under mødet, luftede embedsmænd den holdning, at landet var isoleret af deres normale partnere. Og at nogle af dem ikke engang ville ses med dem. Så ja, de er isoleret.”
Informationskrig
2024 pegede ikke bare mod mere isolation, men også mod dybere konflikter.
Ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde døjer regionen med en massiv informationskrig, som er med til at polarisere de stridende parter yderligere. Stor mængder af misinformation kommer både fra Rusland, fra andre eksterne stater, men i lige så høj grad fra landene selv.
Vestlige medier ses også som en modstander for de forskellige juntaer. I december fik BBC tre måneders karantæne i Niger for at have bragt historier om angreb fra islamistiske grupper.
“Det er meget svært at finde ud af, hvem der har gjort hvad for landenes befolkning. Så mulighederne for fredstiltag og for en forsoning befolkningsgrupperne imellem er altså også desværre slået tilbage,” Signe Marie Cold-Ravnkilde.
Og spørger man hende, om man kan sige, at Rusland har vundet slaget om indflydelse i de uroplagede Sahel-lande, så er svaret nej.
For eksempel har der for nyligt været kurrer på tråden i forholdet mellem Mali og Afrikakorpset, fortæller hun.
“Det de var glade for i starten, var, at det for eksempel var Malis hær selv, der bestemmer. Og der må man jo bare sige, at hvis der er mange hårdhændede overgreb fra Afrikakorpset mod befolkningerne, så er der mulighed for yderligere rekruttering til militsgrupperne. Men det er også et bekymrende tegn, at der også er mange, der flygter.”
På samme måde har Burkina Faso her på sit fjerde år efter kuppet set en vis afmatning i forholdet til Rusland, fortæller den anonyme Sahel-ekspert, der bor i landets hovedstad.
Hvis du besøgte Burkina for to-tre år siden, ville du se russiske flag overalt. Men opfattelsen af Putin er skiftet
Anonym Sahel-ekspert
“Hvis du besøgte Burkina for to-tre år siden, ville du se russiske flag overalt. Men opfattelsen af Putin er skiftet. Der er en form for skuffelse i forhold til, hvad vi forventede af Rusland. Folk er utålmodige, de vil se øjeblikkelige forandringer”.
Også Tyrkiet og Kina og tildels Iran har budt sig til som nye partnerlande, men det har endnu ikke materialiseret sig i mange konkrete tiltag.
Frygt for jerntæppet
Begge de eksperter, Globalnyt har talt med, har svært ved at finde håb for en mere sikker situation i de tre Sahel-lande.
Tværtimod advarer mange eksperter, inklusive International Crisis Group, om at der er en risiko for, at terrorismen spreder sig til kystlandene i Vestafrika, da afarter af de samme grupperinger også opererer her.
En vægtig destabiliserende faktor er ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde den stigende stormagtsrivalisering i landene, og hun efterspørger derfor, at lande som Algeriet kan spille en større rolle som partnerland i stedet for Rusland og Kina.
“Jeg er nervøs for, at der kan sænke sig en form for jerntæppe-tænkning og stormagtsrivalisering ned gennem de her lande. Og det er jo uhensigtsmæssigt for freden, uanset vores interesser i Vesten,” siger hun og uddyber.
“Vi risikerer, at det skaber flere spændinger de her stater imellem, som traditionelt set har arbejdet sammen, og som har utrolig store befolkningsgrupper, der lever og har familierelationer på tværs af landene. Det er det regionale samarbejde, der er nødt til at støttes op omkring, for at der kan komme spor til fred.”
