Det er herligt at stille ind på de danske stationer og følge det danske valgkamps-show – også selvom jeg ikke kan stemme.
Det kan måske undre, når jeg er pæredansk statsborger med dansk pas og CPR-nummer og lejlighed i København, to danske sønner i Danmark, Nem-ID og Mit-ID og en konto hos en gebyrbegærlig dansk bank, hvorfra jeg betaler grundskyld og afgifter.
Men systemet er indrettet sådan, at man er diskvalificeret, hvis man ikke er udstationeret af en dansk organisation. Så har man ’ikke tilknytning til riget.’
Og det har jeg så ikke, når jeg er medfølgende ægtefælle til viven, der arbejder for den tyske organisation, GIZ.
Det er i en dansk optik ikke nok til at give valgret, heller ikke selvom GIZ – slag på tasken – er omkring ti gange så stor som det danske udenrigsministerium og har en humanitær programportefølje, som er langt større og bredere end for eksempel Danida.
Men fra den stemmefri position glæder jeg mig over at kunne følge det danske parlamentariske snakkesegment par excellence og noterer mig, at partilederne igen og igen hævder, at det er politikken – substansen – det drejer sig om, selvom det tydeligvis er noget andet, der bærer showene på TV.
Og det er måske også godt, når alle nu ved, at danske politikere kan skifte mening hundrede gange hurtigere end den digitale underklasse kan komme på MitID.
Politik – substans – på Christiansborg er vist for de fleste MF’ere mere et spørgsmål om køb, salg og bytte end om grundlæggende holdninger.
Måske derfor er det så sjovt og underholdende, særligt ved de der ’debatter’ mellem de tre angivelige statsministerkandidater, hvor man kommer vidt omkring i de lettere genrer. Jeg har hørt Gnags’ Mr. Swing King og andre skæve elementer blive nævnt. Seriøst!
Det listige smil
Alle kan følge med. Vi behøver ikke forholde os til det væsentlige: politikken, og smilet er det afgørende. Det er tydeligt.
Mette Frederiksen f.eks. undertrykker den magtfuldkomne alvor og smiler nu i folder, der ser ud som om, hun ved noget, de andre ikke ved. Det skal formentligt udlægges som hendes signal om, at hun til forskel fra de andre har frisk erfaring med at være statsminister, og at man derfor trygt kan stole på hende.
Fra sidelinjen kommer så en dokumentar og en bog om en tidligere FE-chef og en historie, der vist er en rigtig stinker af personfnidder, som lige så godt kunne udspille sig i børnehavens rød og blå stue som i samfundets top.
Hvad kan der ikke ske, når det kommer frem, hvad der virkelig er sket i den sag? Mette F. forsøger at lade som om, det er en bagatel – og smiler videre.
Lars Løkke giver den i rollen som vores allesammens smilende fadbamse, som man kan indstille, som man vil. Med ham kan man få alt – alt kan ske, hvis han får magt. Skattelettelser og/eller nedskæringer kan blive en konsekvens. Ekstra penge til almindelige mennesker og forbedrede vilkår for sygeplejersker og andre, der holder samfundet i gang, kan blive en anden.
Det er ganske snedigt det der med smileriet, fordi vælgere så bekræftes i, at vi alle er borgere i smilets land, som Benny Andersen digtede det. Og smilet sætter tanker i gang. Den salig lyriker skrev også:
undertiden vil jeg græde
eller bare hænge med skuffen
eller protestere mod andre smil
der dækker over råddenskab og blodtørst
Slanger bag smilene
Men stolte kan vi være. Der er intet sted som Danmark, hvor valgemner bliver vendt og drejet og debatteret i detaljer, og hvor meninger skiftes og vendes med tophastigheder. Det giver valgkampe et skær af menneskelige dramaer, der vedrører alle.
Vi vælgere og ikke-vælgere følger intenst med i slagsmålene og drillerierne og gætter på hemmelige aftaler og dolkestød i sene aftentimer.
Intet sted, hvor jeg har boet væk fra gadekæret, har der været valgkampe, der fyldte det private og det offentlige rum så meget som i Danmark, hvor politik er smurt ind i menneskelige relationer. Vi er alle en del af det – i samme båd: Danmark.
Der gemmer sig selvfølgelig masser af slanger bag smilene, som kan give skår i det lette billede.
Her skal jeg bare nævne en (som vedrører os, der henslæber tilværelsen hernede i det globale syd), nemlig at den danske regering plejer asylcenter-omgang med en af Afrikas mest anløbne præsidenter, Rwandas Paul Kagame.
Det er vi et par stykker, der har advaret om, mens den toneangivende socialdemokrat Poul Nielson med et praktisk politisk CV af den anden verden ikke har kunnet tale partikammeraterne til fornuft på de indre linjer.
For nylig måtte han så ty til at lade sig interviewe i Jyllands-Posten om Rwanda og regeringens forfejlede politik desangående. Heldigvis fik det medlemmer i partiet og politikere fra blå blok til at skifte mening.
Og så er det, man igen bekræftes i, at dansk folketingspolitik måske bare er en leg – et spil. Altså: Nu har en bunke politikere haft en mening om Rwanda i lang tid, og pludselig vender de på en tallerken. Har de ikke deres meningers mod?
Hvis ikke, er der grund til at skære ned i antallet af folketingsmedlemmer, så dem, der mener det samme som partiformænd eller politiske ordførere, skæres væk. Ud med nogle mandater!
Der er penge at spare – store penge – som kunne bruges til bedre forhold for sygeplejersker, psykiatri, fængselspersonale eller hjælp til el- og gasregninger etc. etc.
Men ak! En grundlovsændring skal der til, og det er en tung sag.
Plan B
Skulle spillet omkring folketingsvalget mod forventning gå hen og blive kedeligt, sætter jeg gang i plan B og holder op med at følge showet i Danmark og bevæger mig i stedet ud i min nuværende hjemby Antananarivo (Tana), som er vildtvoksende og mere sprudlende og energisk og uforudsigelig end nogen by i Danmark. Den kan i hvert fald til enhver tid udkonkurrere Viborg.
Så kan jeg være forvisset om ikke at høre en lyd om valgkampen i det kolde nord. Medierne her har, såvidt jeg har kunnet researche mig frem til, ikke nævnt det forestående danske folketingsvalg med et ord, ikke et eneste.
Derimod har der været indslag om præsidentvalget, der skal finde sted næste år, fordi de to ærkerivaler, præsident Andry Rajoelina og hans forgænger på posten, Marc Ravalomanana, allerede er begyndt at rejse rundt og love guld og grønne skove til de hårdt prøvede madagaskere.
Og så kan man i aviserne læse om fødevareusikkerhed for hundredtusinder af mennesker og truende hungersnød i den sydlige del af landet samt den evige korruption og om, at sundhedsvæsen og el- og vandforsyning er til at græde over. Men det mest omtalte for tiden er uden sammenligning inflationen.
For eksempel er en busbillet i Tana nu steget til 600 ariary (eller cirka 1 (en) dansk krone), og det siger lidt om, at madagaskere bevæger sig i en noget lavere skala end i Danmark, selvom netop den stigning på buspriserne har gjort lige så ondt i millionbyen som elregningernes himmelflugt i Danmark.
