12 måneder siden
-
10:47
Flere end 300.000 flygtet fra Sudan til kriseramte Sydsudan
Et halvt år efter krigen i Sudan brød ud, ankommer nye flygtninge stadig over grænsen til nabolandet Sydsudan hver dag. Ifølge FN’s Kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA) er mindst 310.000 mennesker nu flygtet til Sydsudan.
Langt størstedelen er sydsudanesere, der vender hjem igen, mens der også er mange sudanesere og en mindre gruppe af andre andre nationaliteter. Omkring halvdelen af de nyankomne er med hjælp fra FN blevet transporteret til et sted, de kan blive permanent.
Lyt også: Sudanesernes mageløse hjælpeindsats midt i rædslerne
Læs også: Konflikten i Sudan afslører et ekstremt velfungerende civilsamfund
Krigen i Sudan mellem regeringstropperne og de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) har kostet mindst 9.000 liv og fordrevet flere end 5,5 millioner mennesker fra deres hjem.
Læs også: Klima-syndflod i Sydsudan: “Jeg måtte efterlade tre børn i landsbyen”
Sydsudan er også udfordret af flere, samtidige kriser. Oversvømmelser, lokale konflikter og mangel på fødevarer gør, at 9,4 millioner mennesker – eller tre ud af fire sydsudanesere – er afhængige af humanitær hjælp.
12 måneder siden
-
15:43
AI-teknologi kan bruges til biologiske angreb
Kunstig intelligens kan hjælpe med at planlægge og udføre angreb med biologiske våben, skriver the Guardian.
En rapport fra Rand Corporation viser, at teknologien både kan identificere potentielle biologiske organismer, samt vurdere deres potentiale for at skabe massedød.
Den seneste rapport har fundet, at sprogmodeller, der benytter sig af kunstig intelligens kan hjælpe til at forstå, hvorfor biologiske angreb ikke lykkes. Forsøg med biologiske våben har tidligere vist, at angrebet fejler, når man ikke har tilstrækkelig indsigt i den bakterie, der bruges.
Biologiske våben inddeles i to grupper. Den første gruppe er levende organismer, der kan sprede sygdom og død, som for eksempel bakterier, svampe, vira og insekter. Anden gruppe er giftstoffer, der skabes af mikroorganismer og kan angribe nervesystemet.
Selvom den kunstige intelligens i for eksempel chatbotter kan finde denne viden, kan de dog ikke kan give eksplicitte, biologiske instruktioner i at lave våben. Informationerne skal derudover findes gennem såkaldt ”jailbreaking”, hvilket er en tilsidesættelse af en chatbot’s sikkerhedsrestriktioner.
Biovåben er en af de seriøse AI-relaterede trusler, som skal diskuteres på næste måneds globale AI-sikkerhedstopmøde i Storbritannien.
-
14:54
Indiens højesteret afviser at legalisere LGBT+-ægteskaber
Den indiske højesteret har i dag afvist at legalisere ægteskab mellem folk af samme køn. Indiske LGBT+-aktivister havde ellers argumenteret for, at landets manglende accept af homoseksuelle ægteskaber var et brud på deres forfatningssikrede rettigheder, men ifølge tre ud af fem dommere er det ikke rettens ansvar at legalisere LGBT+-ægteskaber – det er parlamentets opgave.
”Retten kan ikke lovgive. Den kan kun fortolke og gyldiggøre loven,” sagde højesteretspræsidenten Dhananjay Chandrachud ifølge AP som begrundelse for valget om ikke at legalisere.
Selvom det ikke er den afgørelse, de indiske LGBT+-aktivister har håbet på, er der lyspunkter i dommernes begrundelse. Retspræsidenten understregede nemlig, at det at ”vælge en livspartner” er en essentiel ret, der er en del af Indiens forfatning, skriver Al-Jazeera. Desuden bør regeringen gøre mere for at beskytte LGBT+-borgere, lød det.
Den indiske regering, ledet af Narendra Modi, er imod legaliseringen af homoseksuelle ægteskaber, fordi de ”ikke kan sidestilles med den indiske familieenhed, der består af en mand, kone og børn,” som regeringen skrev i en indstilling til retten.
-
14:53
Investeringer i elnet skal fordobles
Det Internationale Energiagenturs seneste rapport viser, at investeringer i det globale elnet skal mere end fordobles for at kunne levere den strøm, der skal til, for at opfylde globale klimamål, skriver the Guardian.
Administrerende direktør for Det Internationale Energiagentur (IEA), Fatih Birol, siger, at der skal etableres eller opgraderes hele 80 millioner kilometer elnet. Det svarer til længden af klodens samlede elnet i dag. Efter lang tids stagnation er det nødvendigt med en fordobling af investeringerne inden 2030.
Efterspørgslen på strøm forventes at stige kraftigt i takt med, at flere og flere ønsker at omlægge deres energiforbrug til grøn energi. Det kan gøres ved at installere varmepumper og elektriske transportmidler, hvilket vil skabe et større behov for strøm. Derudover forudser Energiagenturet, at svært forurenende industrier, som stålindustrien, også ønsker at omlægge produktion til el.
IEA advarer om, at forsinkelser med udbygningen vil betyde, at det bliver umuligt at nå målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Forsinkelser i investeringerne vil medføre et øget forbrug af gas, mens det er forbruget af elektricitet, der skal skal stige.
Birol udtaler at ”Regeringer skal åbne deres øjne – hvis vi vil have ren elektricitet, har vi ikke kun brug for at generere elektricitet, men også for at bygge elnet. Det har været regeringers blinde vinkel i omstillingen til ren energi”.
12 måneder siden
-
17:34
Lars Løkke Rasmussen tager til dialogmøde i Algeriet
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser mandag til Algeriet til møde med kollegaer for at styrke det nordisk-afrikanske samarbejde, skriver Udenrigsministeriet.
På dagsordenen for mødet i det Nordisk-Afrikanske Udenrigsministermøde, NAUM, er at skabe større dialog mellem nordiske og afrikanske lande. Mødet behandler aktuelle udenrigspolitiske og globale spørgsmål. Dette års emner er fred og sikkerhed, samarbejde og partnerskab.
En lang række afrikanske udenrigsministre deltager i mødet, hvilket giver mulighed for nordiske lande at lytte til afrikanske landes prioriteter og handle derefter. Danmarks mål med deltagelsen i NAUM er at styrke samarbejde inden for især økonomi, migration og på energiområdet.
Særligt Algeriet er en vigtig strategisk samarbejdspartner for Danmark, og udenrigsministeren skal mødes med sin algeriske kollega, Ahmed Attaf. Udover førnævnte områder, findes et stort marked for landbrugsartikler og lægemidler, hvorfor Lars Løkke Rasmussen også vil mødes med Algeriets sundhedsminister under et besøg på en Novo Nordisk-fabrik.
Under udenrigsministermødet overdrages værtskabet for næste års møde til Danmark.
-
11:20
35-årig valgt som præsident i Ecuador
Det blev den 35-årige centrumhøjre-kandidat Daniel Noboa, der løb med sejren i anden runde af præsidentvalget i Ecuador. Med 52.3 procent af stemmerne slog han den venstreorienterede Luisa González, afgående præsident Rafael Correas udvalgte efterfølger.
Daniel Noboa, der bliver Ecuadors yngste præsident nogensinde, er søn af bananeksportøren Álvaro Noboa, som er en af Ecuadors rigeste mænd. Han er gået til valg på at styrke Ecuadors økonomi, skabe job og tiltrække internationale investeringer.
Desuden har Daniel Noboa gjort sig bemærket med alternative metoder til at bekæmpe den stærkt stigende kriminalitet i landet, der især skyldes rivaliserende narkobander. Ifølge The Guardian har han blandt andet foreslået at sende de mest hårdkogte kriminelle ud på fængselsskibe i Stillehavet og at øge militærets tilstedeværelse ved grænserne.
Valget i Ecuador har i det hele taget været præget af problemerne med narkokriminalitet, ikke mindst i form af mordet på præsidentkandidat Fernando Villavicencio, der blev skudt få dage inden valgets første runde. Villavicencio havde talt åbent om de mulige forbindelser mellem politikere og narkokarteller.
12 måneder siden
-
14:12
Præsident fjerner helligdag til fejring af sin fars fald fra magten
Filippinernes præsident Ferdinand Marcos Jr. – eller Bongbong, som han hedder i folkemunde – har udeladt helligdagen den 25. februar fra en officiel bekendtgørelse om nationale helligdage, skriver The Guardian.
Helligdagen markerede også en hård dag for Marcos-familien. Det var nemlig jubilæet for den folkelige opstand, der kostede præsidentens far, Ferdinand Marcos Sr., magten i 1986 efter mere end 20 års diktatur i den sydøstasiatiske østat. Efterfølgende gik Marcos-familien i eksil på Hawaii.
Den 25. februar blev senere ophøjet til helligdag og har traditionelt været en dag med politiske marcher og taler fra nogle af de aktivister og oppositionsmedlemmer, der overlevede undertrykkelse og tortur under Marcos Sr.’s regime.
Efter Bongbong vandt præsidentvalget i en jordskredssejr i juni 2022, har menneskerettighedsforkæmpere og aktivister frygtet, at næste generation i Marcos-dynastiet ville forsøge at underspille forbrydelserne under faderens regime.
-
13:55
Zimbabwes fodboldforbund undersøger anklager om sexchikane
Ved COSAFA-turneringen i Sydafrika har et medlem af Zimbabwes trænerstab inviteret flere kvindelige medlemmer af kvindelandsholdets tekniske stab med op på sit værelse og bedt om seksuelle ydelser. En kvindelig kollega skulle også have forladt et møde, efter træneren overfusede hende, lyder anklagerne fra anonyme kilder i Zimbabwes fodboldforbund (Zifa) til journalisten Melody Gwenyambira.
Nu undersøger fodboldforbundet i det sydlige afrikanske land anklagerne, lyder det ifølge mediet New Zimbabwe i en pressemeddelelse torsdag.
“Forbundet tager sagen alvorligt og har igangsat en uafhængig undersøgelse for at komme til bunds i anklagerne,” lyder det i pressemeddelelsen.
Det er ikke første gang, Zifa er i modvind efter anklager om sexisme og sexchikane. I juli ophørte en udelukkelse på 1,5 år fra international fodbold, efter Fifa fandt “finansielle uoverensstemmelser” i organisationen, og flere anklager om sexchikane mod kvindelige dommere kom frem. I september sidste år blev generalsekretæren for landets dommerforening, Obert Zhoya, fundet skyldig i at chikanere tre kvindelige dommere.
-
13:25
USA tilbageholder olie-milliarder fra Iran efter Hamas-angreb
USA og Qatar har indefrosset seks milliarder dollar – eller godt og vel 42,5 milliarder kroner – fra oliesalg, som Iran ellers skulle have haft som del af en fangeudveksling, der sidste måned købte fem amerikaneres frihed. Udbetalingen er blevet stoppet, efter flere republikanske politikere har kritiseret Biden-regeringen for at forsyne præstestyret i Teheran med store summer, som indirekte kan være gået til Hamas’s angreb på Israel den 7. oktober, skriver New York Times.
Pengeposen til Teheran måtte ifølge aftalen med USA kun gå til humanitære formål i Iran. Kritikken går på, at uanset hvad pengene reelt ville blive brugt på, ville det frigøre midler, som præstestyret kunne sende videre til de militante palæstinensere i Hamas, som Iran længe har været mistænkt for at støtte.
Nu har præsident Joe Bidens regering sammen med Qatar, som håndterede overførslen, altså besluttet, at præstestyret under Ali Khamenei ikke skal have adgang til milliarderne. Det skulle vicefinansministeren Wally Adeyemo ifølge en anonym kilde have underrettet USA’s parlament om torsdag.
12 måneder siden
-
16:24
FN’s fredsbevarende styrker i DR Congo anklages for seksuelt misbrug
Soldater i de fredsbevarende styrker i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) er blevet suspenderet og anklaget for, hvad interne rapporter beskriver som “systematisk og udbredte overtrædelser” af FN’s regler mod seksuel udnyttelse og misbrug, skriver Le Monde.
FN’s fredsbevarende mission i DR Congo, MONUSCO, meddelte onsdag den 11. oktober, at de har suspenderet og tilbageholder otte fredsbevarende soldater i det østlige DR Congo, som alle tilhører den sydafrikanske deling af FN’s fredsbevarende tropper. Missionen afslører ikke, hvad de fredsbevarende styrker helt præcis er anklaget for.
Interne MONUSCO-dokumenter, som nyhedsbureauet AFP har fået fat i, beskriver, at flere barer og bordeller opkaldt efter sydafrikanske byer er opstået nær MONUSCO-basen.
Ifølge Reuters er det ikke første gang, at missionen har været udsat for anklager om seksuelt misbrug, og FN har tidligere lovet at slå ned på problemet.
FN’s fredsbevarende mission i DR Congo blev etableret under borgerkrigen fra 1998 til 2003 og har omkring 17.000 mand udstationeret i den østlige del af landet, hvor forskellige militser og oprørsgrupper fortsat er i konflikt.
-
16:03
Over halvdelen af Papua Ny Guineas kvinder lever med vold
Volden i stillehavsnationen Papua Ny Guinea har nået et niveau, som er ”katastrofalt” for et land, der ikke er i krig. Sådan lød det fra Powes Parkop, der er guvernør i hovedstaden Port Moresby, da han forleden præsenterede en rapport om kønsbaseret vold for landets parlament. Det skriver Radio New Zealand International.
”Vi er ikke i krig… men i realiteten er vi i krig,” sagde han videre og henviste til tal i rapporten, som blandt andet fortæller, at 56 procent af landets kvinder mellem 15 og 49 har været udsat for fysisk vold, 28 procent har været udsat for seksuel vold, og at 18 procent af dem, der har været gravide, har været udsat for vold under graviditeten. Og tallene bliver ved med at stige, fortalte han parlamentets medlemmer.
Ifølge mediet var der 30.028 sager om seksuel vold mellem januar 2021 og april 2023. Ud af dem blev der foretaget 1.304 anholdelser – altså i omkring fire procent af sagerne. En “svimlende lav domfældelsesprocent”, sagde Powes Parkop.
En udbredt overtro hersker også i landet, og det giver blandt andet udslag i, at omkring 400 mennesker i gennemsnit anklages for trolddom hvert år. Heraf ender omkring 65 med, at den anklagede bliver dræbt.
Port Moresby anses for en af verdens farligste byer at færdes i på grund af det høje niveau af kriminalitet og vold.
-
10:36
Dan Jørgensen: Danmark vil gøre Verdensbanken “grønnere og bedre”
En reform af Verdensbanken er øverst på dagsordenen, når ministre fra lande verden over disse dage er samlet til bankens årlige møder, denne gang i Marrakesh, Marokko. Den igangværende reform af udviklingsbanken skal gøre det lettere at låne penge til at håndtere globale udfordringer som klimaforandringer og har allerede hævet de forventede lånebevillinger med 50 milliarder dollars (omkring 351 milliarder kroner) over de næste ti år.
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), deltager i årsmøderne som Danmarks repræsentant i Verdensbanken. Hans budskab er klart: Den igangværende reform skal føre til en grønnere og bedre bank.
”Reformen er godt på vej, men der er langt endnu. Verdensbanken skal være spydspids for at mobilisere klimafinansiering i udviklingslande. Den skal gå forrest med at hjælpe sårbare lande med at finansiere tilpasningen af deres samfund og møde deres massive behov for bæredygtig energi-infrastruktur. Det kræver, at Verdensbanken bliver bedre, altså arbejder klogere og tænker i nye løsninger, der kan mobilisere flere midler,” udtaler Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.
Verdensbanken skal ifølge ministeren særligt blive bedre i samspillet med private og institutionelle investorer, så det bliver mere attraktivt for dem at investere i udviklingslande.
Verdensbankens årsmøder finder for første gang i 50 år sted på afrikansk jord. De falder på et tidspunkt, hvor verden er langt bagud med opnåelsen af FN’s Verdensmål og Parisaftalen, og hvor behovet for finansiering til udvikling og klima er enormt.
-
10:21
Amerikansk politiker: Egypten advarede Israel tre dage før angreb
Tre dage før flere end 1.500 Hamas-krigere krydsede grænsen til Israel, hvor de dræbte og sårede tusindvis af civile og tog hundredvis af gidsler, fik de israelske myndigheder en advarsel om netop sådan et angreb fra deres egyptiske naboer. Sådan lød det ifølge flere journalister fra den amerikanske politiker, republikaneren Michael McCaul, onsdag efter et møde om krigen mellem Israel og Palæstina.
“Jeg vil ikke gå for meget i fortrolige detaljer, men en advarsel blev givet. Jeg tror, spørgsmålet er på hvilket niveau,” sagde McCaul, der er formand for den magtfulde udenrigspolitiske komité i Repræsentanternes Hus.
Parlamentarikerens udmelding kommer i kølvandet på flere rapporter, blandt andre fra Financial Times, der citerer egyptiske embedsmænd for, at landets efterretningstjeneste ad flere omgange skulle have advaret deres israelske kolleger om, at Gazastribens desperate humanitære situation kunne få det tætbefolkede område til “at eksplodere”.
Egyptens myndigheder har ikke officielt kommenteret på sagen, men onsdag citerede flere medier med tætte bånd til landets efterretningstjenester højt-rangerende kilder for, at egypterne ikke skulle have videregivet nogen advarsel til israelerne.
Israels modangreb i Gaza har indtil videre kostet mindst 1.100 civile liv og såret flere end 5.000 ifølge tal fra FN. USA’s præsident Joe Biden har lovet at støtte israelerne med militært materiale og ammunition i kampen mod Hamas’s nedslagtning af civile, som han kalder “ren ondskab”.
1 år siden
-
16:04
EU advarer Elon Musk: Få styr på fake news om Gaza
Der verserer for mange åbenlyst falske påstande og for meget løgnagtigt indhold om Hamas-angrebet mod Israel på det sociale medie X (tidligere kendt som Twitter). Sådan lyder det fra EU-kommissær Thierry Breton i et brev til ejeren af X, den amerikanske rigmand Elon Musk.
Og den slags har konsekvenser, lyder det videre fra EU-kommissæren. Ifølge britiske The Guardian kan det koste det sociale medie en bøde på seks procent af overskuddet eller total udelukkelse fra de 27 EU-lande, hvis ikke det retter ind efter EU’s regler på området. Reglerne er en del af EU’s nye forordning om digitale tjenester.
Den type indhold, som EU finder problematisk på X, er for eksempel falske og genbrugte billeder, som afsenderne påstår er fra den aktuelle situation, samt videoer fra computerspil, som påstås at være ægte billeder.
Elon Musk trak tidligere på året X ud af en frivillig aftale mellem EU og en række sociale medier, om at de af sig selv fjerner indhold, som er i strid med EU’s regler og love. Facebook, Google og TikTok er en del af aftalen.
-
16:01
Kenyas højesteret sætter FN-mission til Haiti på pause
Kenyas højesteret har beordret landets meget omtalte FN-mission til Haiti sat på pause, mens retten vurderer en klage, der potentielt kan sætte en definitiv stopper for planerne om udsendelsen.
Det er ifølge AP oppositionspolitikeren Ekuru Aukot, som tidligere har stillet op som præsidentkandidat, der har bedt højesteretten om at tage stilling til, hvorvidt præsident William Ruto lovligt kan sende en kenyansk mission med politibetjente af sted til Haiti.
Læs også: Skeptiske eksperter: Kan kenyanske betjente bremse Haitis brutale bander?
Ekuru Aukot og flere andre oppositionspolitikere mener nemlig, at missionen ”ikke bare er meningsløs og irrationel, men også i strid med forfatningen,” skriver The Guardian. Desuden kritiserer de, at missionen sendes afsted i en tid, hvor Kenya selv har interne sikkerhedsproblemer og oplever stigende problemer med politisk vold.
Den kenyanske regering får nu mulighed for at svare på anklagerne, inden sagen kommer for retten den 24. oktober.
-
13:50
Sudan genoptager diplomatiske forbindelser med Iran
Efter syv års pause genopretter Sudan og Iran nu diplomatiske forbindelser. Sådan lød det ifølge nyhedsbureauet AP mandag i en fælles udmelding. På Sudans udenrigsministeriums hjemmeside fremgår det også, at “begge lande er blevet enige om at tage de første skridt på vejen mod snart at åbne ambassader i de to lande.”
Sudan afbrød de diplomatiske forbindelser med Iran, efter iranske demonstranter i 2016 stormede Saudi-Arabiens ambassade i Teheran, fordi oliestatens regering havde henrettet en shiamuslimsk prædikant og 46 andre.
Sudan var på det tidspunkt tæt allieret med Saudi-Arabien, og det afrikanske land sendte blandt andet tropper med saudiernes koalitionsstyrke til nabolandet Yemen, hvor de kæmpede mod de iransk-støttede houthier.
Læs også: Hvad betyder ny aftale mellem Iran og Saudi-Arabien for verdens største humanitære katastrofe?
For nyligt er Saudi-Arabiens og Irans forhold også tøet gevaldigt op, og nu følger det konfliktplagede Sudan tilsyneladende trop. Siden april har en magtkamp mellem landets militær og de paramilitære Rapid Support Forces kostet mindst 5.000 sudanesere livet, mens flere end 12.000 er blevet såret.
1 år siden
-
21:55
Danmark sætter udviklingsstøtte til Palæstina på pause
Regeringen har besluttet at sætte den danske udviklingsstøtte til Palæstina på pause. Det skyldes det voldsomme terrorangreb, som den palæstinensiske gruppe Hamas foretog ind i Israel i weekenden – et angreb som har kostet hundredevis af israelere livet.
Pausen bruger Udenrigsministeriet til en nøje gennemgang af støtten for at sikre, at ingen danske midler bliver misbrugt, herunder indirekte støtter terrororganisationer, som angriber Israel. Det vil ske i tæt dialog med Danmarks partnere i EU og Norden. Danmark giver i dag ikke direkte støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre. Sådan skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Gennemgangen vil omfatte den nuværende støtte til en række civile organisationer, infrastrukturprojekter, landbrugsprojekter og lignende. Den humanitære støtte i form af nødhjælp til at møde basale humanitære behov vil ikke blive berørt.
”Efter en så alvorlig aggression og de terrorhandlinger, som Hamas har udsat Israel for, er der behov for at stoppe op, så vi kan være helt sikre på at den støtte, vi udbetaler, går til de rigtige mennesker og projekter. Derfor er denne pause i udbetalingerne nødvendig”, siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen.
Det samlet danske engagement i Palæstina er i 2023 planlagt til at være 235,5 mio. kr.
I 2023 var det planlagt at udbetale 94,1 millioner kroner under det fem-årige bilaterale landeprogram, og der udestår fortsat udbetalingen af 72 millioner kroner. under programmet. Det er den støtte, der nu sættes på pause.
I 2023 er der givet 115 millioner kroner til nødhjælp og basale ydelser.
Derudover er der udbetalt knap 25,8 millioner kroner til udviklingsindsatser gennem danske NGO’er.
-
14:31
Menneskeskabte klimaforandringer koster 112 millioner kroner i timen
Et af de helt store spørgsmål, der dukker op igen og igen, når snakket falder på klimaforandringer, handler om økonomi. Hvem skal betale regningen for den grønne omstilling, skal de hårdest ramte lande have klimaerstatning, og hvordan regner man ud, hvad klimaforandringerne koster?
Det forsøger et nyt studie, udgivet i Nature Communications, at regne på. Ved hjælp af nye modeller, der kigger på omkostningerne ved ekstreme vejrfænomener som følge af klimaforandringerne, er forskerne bag studiet kommet frem til, at menneskeskabte klimaforandringer har kostet verden et svimlende beløb på næsten 20 trillioner kroner mellem 2000-2019, hvilket svarer til 987 milliarder kroner om året – eller 112 millioner kroner i timen.
Ilan Noy, professor ved Victoria University i Wellington, New Zealand, og en af forskerne bag studiet, forklarer til The Guardian, at udregningsmetoderne blandt andet kan bruges til at beregne størrelsen på de klimaerstatninger, som Vesten har lovet at betale til de lande, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne.
”Det tal, der trækker overskrifter, er 140 milliarder dollar (987 milliarder kroner, red.) om året, og det er for det første allerede et stort tal. Når man så sammenligner det med de standardiserede beregninger af klimarelaterede udgifter, lader det til, at de undervurderer den indvirkning, klimaforandringerne har,” siger han og understreger, at den nye model har sine begrænsninger.
-
9:34
Årets U-landskalender støtter børn og unge i Sierra Leone
Børnenes U-landskalender handler i år om børn og unge i Sierra Leone, som bor i slumområderne blandt andet i hovedstaden Freetown. Med støtte fra U-landskalenderen får de skolegang og adgang til sportsklubber.
Årets projekt bliver drevet i et partnerskab mellem de to danske organisationer Dreamtown og FANT, som sammen med lokale organisationer laver uddannelsesaktiviteter og sportsklubber i Sierra Leone.
I år vil eleverne i omkring 1.000 danske skoler have et forløb med U-landskalenderen og lære om Sierra Leone. På DR’s børnekanaler kan de samtidig følge med i hele to serier med fokus på Sierra Leone, nemlig ’En for Holdet’ på DR Ultra og ’Jagten på Regnbuens Magi’ på DR Ramasjang.
Desuden vil elever på skoler over hele landet indsamle sportssko til børn i Sierra Leone, så de sierraleonske børn får endnu bedre mulighed for at indtage sportsbanerne. Også her er der et særligt fokus på, at pigerne får mulighed for at få et par sportssko.
Udenrigsministeriet udgiver et undervisningsmateriale om Sierra Leone med elevbog og stort online-univers på www.u-landskalender.dk.
Det er den 61. udgave af U-landskalenderen.
1 år siden
-
17:16
Nobelpris i økonomi for forskning i ligestilling på arbejdsmarkedet
Den amerikanske Harvard-professor Claudia Goldin har fået Nobelprisen i økonomi for sin forskning i forskellene i kvinders og mænds aflønning. Den 77-årige økonom har påvist, at kvinder gennemsnitligt får mindre i løn end mænd, selv om kvinderne typisk har en højere uddannelse, skriver al Jazeera.
Claudia Goldin er blot den tredje kvinde, der modtager Nobel-prisen i økonomi.
Hendes arbejde betegnes som banebrydende, da hun har præsenteret det første, omfattende studie af kvinders lønninger og repræsentation på arbejdsmarkedet.
Claudia Goldins forskning kortlægger økonomisk ligestilling på baggrund af data fra USA fra de seneste 200 år. Hendes arbejde viser, at lønforskellen mellem mænd og kvinder til dels skyldes individuelle valg som uddannelse, til dels bredere sociale og økonomiske forhold.
Historisk har meget af forskellen på kvinders og mænds løn kunnet forklares med forskelle i valg af uddannelse og beskæftigelse, men sådan er det ikke længere. For de store forskelle ses mellem mænd og kvinder i samme branche, og uligheden vokser frem, når kvinden får sit første barn.
-
16:06
Mistænkte for mord på præsidentkandidat selv dræbt i fængslet
I begyndelsen af august blev den ecuadorianske præsidentkandidat Fernando Villavicencio myrdet. Villavicencio, der var tidligere journalist og talte åbent om angivelige forbindelser mellem politikere og narkobander, blev dræbt i en skudepisode, hvor flere blev såret og i alt seks mennesker anholdt for mulig medvirken til drabet.
Nu er alle seks mistænkte dog selv døde – dræbt i fængslet en uge inden præsidentvalgets anden runde. Ifølge myndighederne var alle seks colombianske statsborgere, og Ecuadors statsanklager har igangsat en undersøgelse af hændelsen, skriver Reuters.
Ifølge Al-Jazeera er mere end 430 indsatte siden 2021 blevet dræbt i Ecuadors fængsler, og landet er generelt plaget af stigende kriminalitet og bandekrig mellem forskellige colombianske og mexicanske narkokarteller. Trods fængselsdrabene har den afgående præsident, Guillermo Lasso, gentaget sit løfte om at komme til bunds i sagen om mordet på Villavicencio.
”Sandheden vil komme for en dag,” skriver præsidenten, der har valgt ikke at genopstille til posten, på X.
-
12:02
Jordskælv i Afghanistan tager mere end 2000 menneskeliv
Mens verdens øjne er rettet mod Israel-Palæstinakonfliktens opblussen, udfolder en anden tragedie sig lige nu i Afghanistan. Landets vestlige Herat-provins blev lørdag ramt af et voldsomt jordskælv, der lagde seks landsbyer i ruiner. Flere end 2.000 mennesker er søndag aften bekræftet døde, og tallet risikerer at stige, hvis ikke den nødvendige hjælp når frem.
Hundredvis af mennesker ligger begravet under de nedstyrtede bygninger, men manglen på moderne udstyr og trænet redningsmandskab vanskeliggør arbejdet med at finde og hjælpe de nødstedte, skriver Al-Jazeera, der har talt med en lokal, frivillig redningsarbejder ved navn Sabir.
”Der bor 2000 mennesker i denne landsby. Vi har kun fundet 40. Resten er stadig begravet. Mange af dem er stadig i live,” siger Sabir, der frygter, at dødstallet kommer til at stige uden den rette hjælp. Desuden peger han på, at der også er mangel på mad, vand og ly til de overlevende.
”Krisen er allerede vokset de lokale myndigheder over hovedet. Der er brug for en fokuseret indsats og for moderne udstyr, som vi ikke har,” lyder det fra katastrofemanager Abdul Baset Rahmani ifølge Al-Jazeera. Lige nu er hænder og skovle de frivilliges eneste udstyr til at redde dem, der ligger begravet i murbrokkerne.
1 år siden
-
12:39
FN-fond til fattige landes klimakamp kører på pumperne
Torsdag har Danmark og en række andre lande lovet nye donationer til FN’s Green Climate Fund (GCF), der skal hjælpe med at finansiere fattige landes håndtering af klimaforandringernes konsekvenser. I alt blev der lovet 9,3 milliarder dollar – næsten 65,7 milliarder kroner – men ifølge en intern opgørelse, som mediet Climate Home har fået fat i, er det kun nok til at opretholde “status quo” for fondens projekter i perioden 2024 til 2027.
Fonden får ifølge egne vurderinger ikke midler til at sætte gang i store, nye projekter uden at fjerne “betydelige” dele af nuværende eller planlagte projekter. Hvis GCF havde fået lovning på yderligere 3,2 milliarder dollar – næsten 22,6 milliarder kroner – ville der være råd til at finansiere et “mellem-scenarie”, hvor fire lande kunne få advarselssystemer mod voldsomt vejr, og fem millioner småbønder kunne få støtte til at omlægge til mere klimavenlig jordbrug.
Tyskerne, der var på hjemmebane i Bonn, blev torsdagens største donor med tilsagn om 15,5 milliarder kroner, mens Storbritannien lovede 14,1 milliarder kroner, og Frankrig støttede med 12,2 milliarder kroner. Danmark fordoblede bidraget fra 2019, da minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), lovede 1,6 milliarder kroner.
-
11:08
Danske professionshøjskoler i nyt internationalt samarbejde
Tre danske professionshøjskoler – Professionshøjskolen Absalon, Københavns Professionshøjskole og VIA University College – er gået sammen med sygeplejeuddannelser i Indien og Kenya i et nyt, internationalt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan man på tværs af landegrænser kan styrke sygeplejerskeuddannelserne i de tre lande. Formålet er gennem samarbejdet at udvikle metoder til at sikre kvalitet, fastholdelse og rekruttering af uddannede sygeplejere.
”Vi kæmper globalt set med mange af de samme udfordringer på sygeplejefeltet. Det bliver især interessant at afsøge, hvordan internationalt samarbejde, forskning og vores tidligere erfaring fra lignende projekter kan resultere i fælles løsninger,” siger Daniel Schwartz Bojsen, der er direktør for sundhedsområdet på Professionshøjskolen Absalon i en pressemeddelelse.
Projektet er en del af Novo Nordisk Fondens ”Partnership for Education of Health Professionals (PEP)”, der har til formål at øge antallet af uddannede sygeplejersker i Indien og Østafrika. Fonden har sat 1 milliard kroner af til PEP, og projektet med professionshøjskolerne bliver støttet med op til 4,6 millioner kroner.
Ifølge WHO kommer der på verdensplan til at mangle 10 millioner sundhedsarbejdere i 2030, særligt i lavindkomstlande.
-
9:43
Mauritius afkriminaliserer sex mellem personer af samme køn
Som mange andre forhenværende britiske kolonier har ø-nationen Mauritius en lov mod at mennesker har sex med personer af samme køn som dem selv. Men nu har landets højesteret sagt stop.
Der var en borger, Abdool Ridwan Firaas Ah Seek, som bragte sagen for retten, fordi han mener, at loven var en krænkelse af hans borgerrettigheder, skriver BBC. Og det har landets højesteret nu givet ham ret i.
I domstolens afgørelse hedder det blandt andet, at loven om ”sodomi”, som blev indført af den britiske kolonimagt, ikke afspejler mauritiske værdier
Afgørelsen betyder, at en person nu ikke længere kan blive anholdt for at have sex med en person af samme køn. Men for at det kan blive lovligt, skal parlamentet ændre eller afskaffe loven.
1 år siden
-
14:22
Oppositionsleder arresteret i Uganda
Ugandas mest prominente oppositionsleder, Bobi Wine, kom torsdag hjem fra en udenlandsrejse og blev derefter arresteret i Entebbe International Airport, rapporterer Al-Jazeera.
Bobi Wines tilhængere fra oppositionspartiet NUP havde planlagt en demonstration for at byde partilederen velkommen hjem, men politiet nedlagde et forsamlingsforbud. Forbuddet, der er det seneste i rækken af sådanne mod NUP-møder og -demonstrationer, blev begrundet med frygt for uorden, trafikkaos og kriminel adfærd.
Bobi Wine, hvis rigtige navn er Robert Kyagulanyi, er præsident Yoweri Musevenis primære politiske modstander og har tabt adskillige valg, senest i 2021 til Museveni, der dermed fik sin sjette embedsperiode. Oppositionspolitikere og deres tilhængere bliver hyppigt chikaneret, arresteret og udsat for overgreb af myndighederne i Uganda.
-
14:18
Brasilien: Storbank efterforskes for sin rolle i slaveriet
Der skrives historie i disse dage i Brasilien, hvor statsanklagere efterforsker en af landets største banker for dens involvering i den historiske slavehandel, beretter The Guardian. Det er en såkaldt civil efterforskning, der er blevet igangsat over for Banco do Brasil, med det formål at undersøge, om der findes lovlige muligheder for at kræve erstatning for bankens rolle i slavehandelen og slaveri-institutionen.
Statsanklagerne satte gang i efterforskningen, efter at de blev gjort opmærksomme på bankens dystre fortid. Historikerne har påvist, at banken blev oprettet i 1808 med kapital, der stammede fra slaveribaseret økonomisk aktivitet. Desuden viser det sig, at Banco do Brasil ikke kun finansierede og fik indtægter fra slavehandel og slaveribaserede foretagender, men også lobbyede aktivt for at forhindre afskaffelsen af slaveri i Brasilien.
Ifølge historikeren Martha Abreu fra Universidade Federal Fluminense i Rio de Janeiro er det på høje tid, at Brasilien som nation går skridtet videre end blot at anerkende slaveriets og slavehandelens betydning: “Institutioner har profiteret og akkumuleret magt via slavehandel og slaveri, og det er nødvendigt, at vi i dag holder dem ansvarlige for det.”
Mere end fem millioner mennesker blev bragt til Brasilien som slaver under den transatlantiske slavehandel – flere end til noget andet land. Slavehandelen blev først forbudt i 1831, men den illegale slavehandel – som Banco do Brasil er anklaget for at have taget del i – fortsatte uden konsekvenser. Brasilien forbød slaveriet i 1888 som det sidste land i Amerika.
1 år siden
-
17:56
Indonesien forbyder salg på sociale medier
I et forsøg på at beskytte små butiksejere har den indonesiske regering besluttet at forbyde sociale medier også at fungere som salgsplatforme, som man kender det fra blandt andet Facebook Forretning og Instagram Shopping. De populære platforme stjæler salg fra lokale små virksomheder, der bliver presset af billige priser, lyder regeringens argument ifølge The Guardian.
Det er særligt TikTok, der bliver ramt af det nye forbud. Med 125 millioner indonesiske brugere er landet TikToks næststørste marked og derfor også det første land, TikTok lancerede salgsplatformen TikTok Shop i. Bloomberg skrev i juli, at det sociale medie forventede at omsætte på TikTok Shop for over 140 milliarder kroner bare i år.
Men det har Indonesiens regering nu sat en stopper for. Ifølge Teten Masduki, der er minister for små og mellemstore virksomheder i Indonesien, har sælgere fra hovedstaden Jakartas store Tanah Abang-marked oplevet et fald i omsætningen på mere end 50 procent på grund at konkurrence fra billige, importerede produkter til salg på sociale medier.
TikTok har taget konsekvensen og lukker onsdag ned for al salg på den populære app, skriver AP.
-
15:07
Armenien tilslutter sig den Internationale Straffedomstol
Parlamentet i Armenien har vedtaget, at landet skal slutte sig til den Internationale Straffedomstol (ICC), som er domstolen, der beskæftiger sig med eksempelvis krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det rapporterer Al-Jazeera.
Tirsdag stemte 60 medlemmer af parlamentet ja til, at landet tilslutter sig Rom-statutten, mens 22 stemte imod. Rom-statutten er den internationale traktat, som er grundlaget for ICC. Nu går der 60 dage, inden landet er fuldgyldigt medlem.
Når et land har tilsluttet sig domstolen, forpligter det sig blandt andet til at anholde personer, som domstolen har udstedt arrestordre på. Den gælder for eksempel Ruslands præsident Vladimir Putin, som er anklaget for meddelagtighed i kidnapningen af børn fra Ukraine.
Armenien og Rusland har traditionelt været allierede, så kritikken fra Moskva er allerede løbet ind, Beslutningen er ”forkert”, og Moskva har tidligere advaret om ”alvorlige konsekvenser”, hvis det armenske parlament skulle gøre, som det nu har gjort.
123 lande har tilsluttet sig Rom-statutten. USA og Rusland har begge skrevet under på den, men har ikke ratificeret den – altså ikke endeligt tilsluttet sig.
-
13:41
Første bøde for at smide affald i rummet
De amerikanske myndigheder har udskrevet en bøde til en privat virksomhed for at efterlade affald i kredsløb om Jorden, skriver BBC. Det er første gang i verdenshistorien, at nogen som helst er blevet sanktioneret for ikke at rydde op efter sig i rummet.
Affald i rummet er for eksempel udtjente satellitter eller rester af raketter, som har sendt satellitter eller rumfartøjer ud i rummet. Selv små stykker metal kan skabe enorme skader på for eksempel den internationale rumstation, for genstande i kredsløb bevæger sig med en hastighed på omkring 25.000 kilometer i timen.
Rumaffald er et hurtigt voksende problem, som der hidtil ikke er blevet gjort så meget ved. Ifølge BBC er der siden 1957 blevet sendt flere end 10.000 satellitter ud i rummet, og omkring halvdelen er ikke længere i brug.
Det er det amerikanske firma Dish Network, som har fået bøden af Federal Communications Commission, og den lyder på 150.000 dollars, som svarer til godt 1 million kroner. Forseelsen er, at firmaet ikke har flyttet en udtjent satellit, EchoStar-7, så langt væk fra jorden, som det havde lovet. Den skulle have været knap 300 kilometer væk, men nåede kun godt 120 kilometer før den løb tør for brændstof.