• 2 år siden

  • 10:11

    Iran lukker fransk institut efter Charlie Hebdo-tegning

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Torsdag lukkede det iranske styre et fransk forskningsinstitut, som ellers har opereret i landet i årtier, skriver nyhedsbureauet AP.

    Det sker, efter det franske satiremagasin Charlie Hebdo har publiceret en karikaturtegning, som afbilder landets leder Ayatollah Ali Khamenei, hvis bare ben blotlægges af vinden fra kvinder, der vifter med tørklæder.

    Irans udenrigsministerium kalder lukningen af French Institute for Research in Iran for “første skridt” i deres reaktion på tegningerne. Onsdag tog ministeriet kontakt til den franske ambassadør i landet for at klage over tegningerne.

    Charlie Hebdo har op til publiceringen kaldt satiretegningen et udtryk for støtte til de anti-regeringsdemonstrationer, der har præget Iran i snart fire måneder.

    Det lukkede forskningsinstitut, som hører under det franske udenrigsministerium, blev oprettet i 1983 og omfatter et bibliotek med omkring 28.000 bøger.

    Charlie Hebdo har en lang historie med at publicere kontroversielle satiretegninger, som kritikere beskylder for at være dybt stødende, særligt for muslimer. I 2015 angreb to franskfødte al-Qaeda-ekstremister avisens redaktion i Paris og dræbte 12 tegnere, og kontoret har været mål for flere angreb gennem årene.

  • 2 år siden

  • 13:51

    Hamstere er igen velkomne i Hong Kong – med negativ coronatest

    Skrevet af Laurits Holdt

    Ansatte fra Hong Kongs sundhedsministerium undersøger en dyreforretning for spor af corona-virus i januar 2022.


    Foto: Li Zhihua/China News Service via Getty Images
    Ansatte fra Hong Kongs sundhedsministerium undersøger en dyreforretning for spor af corona-virus i januar 2022.
    Foto: Li Zhihua/China News Service via Getty Images

    Senere i januar bliver det igen tilladt at importere hamstere til Hong Kong – hvis de vel at mærke testes negative for coronavirus. Det har ellers været ulovligt siden januar 2022, da en ansat i en dyrehandel og flere af de små gnavere blev testet positive for delta-varianten af corona. Det skriver avisen The Jakarta Post.

    Myndighederne i den delvist selvstyrende by beordrede for knap et år siden flere end 2.000 hamstere aflivet af frygt for, at de kunne være med til at sprede sygdommen. Mange ældre indbyggere i Hong Kong var meget tøvende overfor at blive vaccineret, og sygdommen har kostet omkring 9.000 mennesker livet i den østasiatiske metropol.

    Hamsterejere blev bedt om at aflevere deres kæledyr til aflivning, hvis de var anskaffet inden for en bestemt periode. Det skabte ifølge den britiske avis The Guardian vrede, fordi indbyggerne havde oplevet en usikker og til tider rodet reaktion på pandemien fra myndighedernes side.

    Mange forsøgte at skjule deres dyr eller forfalske kvitteringer, så det så ud som om, dyrene var anskaffet tidligere end den afgrænsede periode, skrev The Guardian.

    Myndighederne truede hamster-aktivisterne med politianmeldelse, men det påvirkede ikke en kvinde, som avisen talte med:

    ”Jeg er ligeglad med det, med politiet. Fuck dem. De arresterer alligevel folk for ingenting. Nogle af mine venner er i fængsel nu. Ikke på grund af en hamster. Jeg vil hellere redde en hamster. Et hamsterliv er stadig et liv, og sådan er der mange af de frivillige, der tænker.”

    Hong Kong har siden september 2022 droslet ned på Covid-restriktionerne.

  • 13:04

    Massive protester i Bolivia efter anholdelse af politiker

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Hen over jul og nytår har der været store protester i Santa Cruz, der er den største by i provinsen af samme navn i Bolivia. Demonstranter har været massivt på gaden, sat ild til biler og nu har de blokeret vejene ud af området, skriver flere medier.

    Optøjerne skyldes utilfredshed med anholdelsen af provinsens guvernør, Luis Fernando Camacho. Demonstrationerne betyder, at det er blevet umuligt at transportere fødevarer ud af området, der er kendt for at være Bolivias “brødkurv” på grund af den store landbrugsproduktion.

    Myndighederne anklager ham for at være med til at opildne til de uroligheder, der i 2019 førte til, at den tidligere præsident, Evo Morales, blev væltet. Ifølge Al Jazeera anklager de bolivianske myndigheder Camacho for terrorisme, men demonstranterne i Santa Cruz mener, at anholdelsen er politisk motiveret.

    “Vi er ikke længere en retsstat, men en kriminel stat,” siger en af demonstranterne fra det højreorienterede parti Creemos ifølge Al Jazeera.

    Evo Morales var præsident i Bolivia fra 2006 til 2019, hvor han blev væltet efter voldsomme protester og beskyldninger om korruption ved valget samme år. Han blev afløst af den højreorienterede Jeanine Anez, der juni sidste år blev idømt 10 års fængsel for at medvirke til et statskup.

    Den nuværende præsident, Luis Arce, blev valgt i 2020, og han er fra Morales’ socialistiske parti.

  • 11:14

    Dubais sheik vil bruge billioner på at lokke udenlandske investorer til

    Skrevet af Søren Steensig

    I løbet af det næste årti vil Dubai investere intet mindre end 8,7 billioner dollar for at sætte yderligere skub i oliebyens handel og udenlandske investeringer. Det skriver Mohammed bin Rashid Al Maktoum, der er emiratet Dubais overhoved og vicepræsident i de Forenede Arabiske Emirater, på Twitter onsdag.

    Det astronomiske beløb svarer til 60,9 billioner – eller 60.900 milliarder – kroner. Til sammenligning beløb Danmarks BNP i 2022 sig til godt og vel 2,5 billioner kroner.

    Pengene skal bruges på at gøre det mere attraktivt for udenlandske forretningsfolk at investere i Dubai, blandt andet med investeringer i den private sektor og øget offentligt forbrug. Målet er ifølge sheiken at sikre Emiraternes hovedstad en plads på “top 3 over verdens økonomiske byer”.

    Planerne kommer i kølvandet på en række reformer, der tilsyneladende har til formål at gøre det mere attraktivt for udlændinge at investere, arbejde og bo i den glitrende ørkenby, skriver CNBC.

    For få dage siden fjernede administrationen i Dubai alkohol-momsen på 30 procent, ligesom Emiraterne i slutningen af sidste måned offentliggjorde planer om at ændre landets weekend fra de islamiske helligdage fredag og lørdag til at ligge på lørdag og søndag som i Vesten.

  • 2 år siden

  • 14:26

    Mexico: Politibetjente dræbt i jagten på undslupne fanger

    Skrevet af Søren Steensig

    Søndag lykkedes det mindst 30 indsatte at stikke af fra et fængsel i Ciudad Juárez i det nordlige Mexico. Og nu er to efterforskere, der var på jagt efter de undslupne, blevet skudt af bevæbnede gerningsmænd, skriver BBC. Fem af gerningsmændene har også mistet livet efter ildkampen.

    Det menes, at narkobanden Los Mexicles, der har forbindelser til Sinaloa-kartellet, står bag både angrebet på politiet og fangeflugten, hvor ti fængselsbetjente og syv indsatte mistede livet.

    Blandt de undslupne er Ernesto Piñón de la Cruz, bedre kendt som El Neto. Den 33-årige leder af Los Mexicles har siddet i fængsel 14 år for kidnapning og mord, ligesom han menes at stå bag den “Sorte Torsdag” i august 2022, hvor ti mennesker uden bandeforbindelser blev slået ihjel i Juárez.

    Den højtprofilerede bandeleder havde både jacuzzi, plasma-tv og pengeskab i sin celle, opdagede politiet under ransagningen efter flugten. I cellen fandt politiet også mere end 80.000 dollar i kontanter, 16 kilo hash, 4 kilo metamfetamin og halvandet kilo heroin.

    De mexicanske myndigheder har opsat checkpoints ved lufthavne og motorveje for at forhindre, de undslupne fanger slipper ud af delstaten Chihuahua.

  • 14:21

    Tanzanias præsident ophæver forbud mod politiske forsamlinger

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Samia Suluhu Hassan har indtaget præsidentembedet i Tanzania siden 2021.


    Foto: Drew Angerer/Getty Images
    Samia Suluhu Hassan har bestredet præsidentembedet i Tanzania siden 2021. (Foto: Drew Angerer/Getty Images)

    Tanzanias præsident Samia Suluhu Hassan ophævede tirsdag et forbud mod politiske forsamlinger, skriver Reuters.

    Forbuddet, der blev indført af hendes forgænger John Magufuli i 2016, tillod valgte politikere at gennemføre forsamlinger i deres valgkredse, mens andre politiske forsamlinger eller protester blev helt forbudt.

    “Det er politiske partiers ret at holde forsamlinger, men vi har alle et ansvar,” sagde Hassan til lederne af Tanzanias 19 registrerede politiske partier under et møde på sit kontor.

    “Så længe I oplyser om dem, som loven kræver det. Sikkerhedsmyndighederne vil evaluere jeres anmodninger. Hvis der er nogen sikkerhedsrisiko, vil det ikke blive tilladt, men hvor vi er nu, vil de helt sikkert tillade jer at gennemføre jeres forsamlinger.”

    Hassan blev Tanzanias præsident uden valg efter Magufulis død i marts 2021. Siden har hun lanceret en “strategi for forsoning, modstandskraft, reformer og genopbygning af nationen”, kaldet 4Rs (på engelsk: ‘Reconciliation, Resilience, Reforms and Rebuilding’). Beslutningen om at annullere forbuddet er en del af denne strategi.

    I 2022 ophævede hun også et forbud mod fire aviser, og under et besøg i Bruxelles sidste år mødtes hun med eksiloppositionslederen Tundu Lissu.

  • 13:52

    Myanmars militærjunta løslader 7.000 fanger på uafhængighedsdagen

    Skrevet af Søren Steensig

    I dag er det 75 år siden, Myanmar erklærede sig uafhængig fra britisk styre. Traditionen tro giver landets ledelse amnesti til dømte forbrydere og løslader dem.

    I år drejer det sig om intet mindre end 7.012 fanger, der snart får deres frihed igen, rapporterer den statslige tv-station MRTV.

    Ved festparaden for uafhængighedsdagen takkede juntaens øverstbefalende og Myanmars de facto-leder, Senior General Min Aung Hlaing, også de stater, der stadig samarbejder med landet efter juntaens kup i februar 2021. Han nævnte blandt andre Kina, Thailand og Bangladesh.

    Det sydøstasiatiske land er forvist til den diplomatiske skammekrog af både EU, USA, Canada og Storbritannien, ligesom FN i sidste måned vedtog sin første resolution om Myanmar i årtier, der kræver, at militærjuntaen løslader politiske fanger og stopper med at begå voldelige overgreb mod landets befolkning.

    Det vides ikke, om politiske fanger også får amnesti i forbindelse med festdagen, kun at mordere, voldtægtsforbrydere samt indsatte dømt for besiddelse af sprængstoffer, våben eller narkotika ikke er blandt de løsladte.

  • 11:46

    Endnu en afrikansk nation forbyder dødsstraf

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Forbrydere i Zambia risikerer ikke længere at blive dømt til døden. Lige før jul meddelte landets præsident, Hakainde Hichilema, nemlig at dødstraffen bliver afskaffet.

    Siden 1997 har der været et midlertidigt stop for henrettelser, men der er stadigvæk mennesker, der bliver dømt til døden i landet. Så sent som i 2021 modtog 9 mennesker dødsstraf i Zambia. Det er altså endegyldigt slut nu.

    Budskabet bliver modtaget med glæde hos Amnesty International:

    “Amnesty International byder Præsident Hichilemas meddelelse om, at dødsstraffen nu er afskaffet, velkommen. Dette er en god og progressiv beslutning, der viser landets forpligtelse til at beskytte retten til liv,” lyder det fra menneskerettighedsorganisationen.

    Zambia er det 25. afrikanske land syd for Sahara, der har afskaffet dødsstraffen, og Amnesty håber, flere vil følge trop. Det samme gør EU, som også er tilfreds med beslutningen. Både EU og Amnesty glæder sig samtidigt over, at Hakainde Hichile har valgt at skrotte en lov, der gør det kriminelt at fornærme præsidenten.

    Ifølge Amnesty International bliver over 2.000 mennesker dømt til døden, mens over 500 bliver henrettet hvert eneste år. Kina er det land i verden, der henretter flest mennesker. Iran, Egypten, Saudi Arabien og Syrien udgør resten af listen over verdens fem mest henrettende lande.

  • 2 år siden

  • 14:11

    Dansk bistand i 2021 opjusteret med næsten 300 millioner kroner

    Skrevet af Jesper Heldgaard

    Både dansk udviklingsbistand og verdens samlede udviklingsbistand i 2021 landede et pænt stykke over de første og foreløbige opgørelser fra april 2021. Det fremgår af den endelige opgørelse over 2021-bistanden, som OECD’s Udviklingskomité (DAC) offentliggjorde kort før jul.

    Læs også: Dansker skal være formand for DAC: “Det er et ønskejob”

    Heraf fremgår det, at den danske bistand for 2021 blev på 2,921 milliarder dollar, og det er hele 47 millioner dollars mere end i den foreløbige opgørelse i april. Ifølge Danidas opgørelse på OpenAid.dk beløb Danmarks samlede 2021-bistand sig til 18.322 millioner kroner, en stigning på 292 millioner kroner i forhold til forventningen i april.

    Justeringen betyder også, at den danske 2021-bistand opgjort i procent af bruttonationalindkomsten (BNI) stiger en smule, nemlig fra 0,70 til 0,71 procent.

    Den endelige opgørelse fra DAC viser også en pæn stigning på næsten 7 milliarder dollar i den globale udviklingsbistand i 2021, nemlig fra 179 milliarder dollar i april-opgørelsen til 185,9 milliarder dollar i den endelige opgørelse.

    Allerede med de 179 milliarder dollar satte året 2021 rekord for den største globale udviklingsbistand nogensinde, og nu har den altså fået et nøk opad med den endelige justering. Den globale udviklingsbistand steg med 8,5 procent fra 2020 til 2021 i faste priser, og den store stigning skyldes ifølge DAC den særlige COVID-19-bistand, især i form af vaccinedonationer.

    Læs også: Ny rapport: Rekordhøj udviklingsbistand – men ikke til de fattigste lande

    Opjusteringen ændrer imidlertid ikke på, at de rige lande i gennemsnit kun gav 0,33 procent af deres BNI i bistand i 2021. Så vi er stadig langt fra FN-målet, om at alle lande giver 0,7 procent af deres BNI i udviklingsbistand.

  • 13:54

    Første etape af metroen i Bangladesh’ hovedstad er åbnet

    Skrevet af Laurits Holdt

    Med en metrolinje på 12 kilometer og med ni stationer har Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, taget et stort skridt i kampen mod trafikpropper. De koster nemlig landet omkring 21 milliarder kroner i tabt arbejdstid om året, skriver BBC.

    Linjen er første etape af et metrosystem i millionbyen, som på sigt skal have flere end 100 stationer. Byggeprojektet har taget seks år og er primært finansieret af Japan, som er en af Bangladesh’ vigtigste bistandspartnere.

    Metroen skal have seks linjer, og det er første del af linje 6, der nu er åbnet. Anden del af linjen skal efter planen tages i brug i december 2023. To andre linjer er ved at blive anlagt, mens de resterende endnu er på planlægningsstadiet.

    Ifølge landets premierminister, Sheikh Hasina, som indviede metroen den 28. december, kommer der til at være én vogn reserveret til kvinder i alle togene. Det skal sikre kvinderne mod chikane.

    Da metroen endnu blot var en plan, var der tale om, at det skulle være en underjordisk bane. Men det er endt med at blive en højbane, som man blandt andet kender det fra Københavns metro på Amager.

  • 13:37

    30.000 på flugt: Etnisk vold i Sydsudan spreder sig

    Skrevet af Søren Steensig

    Ifølge FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, OCHA, er 30.000 mennesker flygtet fra deres hjem i Pibor-regionen i det østlige Sydsudan. Det sker, efter militser er begyndt at angribe civile i området, skriver det sydsudanesiske medie Eyeradio.

    Siden august har en etnisk konflikt hærget det nordlige Sydsudans Øvre Nil-region, og omkring juleaften spredte urolighederne sig østpå til Pibor. Indtil videre er der rapporteret 56 dræbte.

    Læs også: Ny borgerkrig truer: Civile står for skud i Sydsudan

    Oversvømmelser på op til to meter i Nil-deltaet, der har plaget landet de sidste par år, gør det svært at undersøge, hvor vidtrækkende og voldsomme konflikterne reelt er.

    Vandmasserne og den fortsatte tilstedeværelse af væbnede grupper besværliggør også at sende nødhjælp ind til landsbyerne langs den Hvide Nil, siger Lokoli Ame Bullen, der er chefadministrator i Pibor-regionen. Her opholder særligt ældre mennesker og efterladte børn sig stadig.

    I sin nytårstale den 1. januar lovede præsident Salva Kiir, at regeringen “ikke vil se til fra sidelinjen længere”, men “skride til handling” mod de ansvarlige.

    I starten af december skulle præsident Kiir efter sigende have instrueret sine generaler om at sende tropper til de konfliktramte områder, men fire uger senere efterlyste lokale og FN’s mission til Sydsudan (UNMISS) stadig en intervention fra regeringens side.

  • 12:48

    Storbritannien vil kategorisere Irans Revolutionsgarde som terrorgruppe

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Storbritannien vil inden for få uger officielt erklære Den Islamiske Revolutionsgarde for en terrororganisation. Det skriver det britiske medie The Telegraph baseret på unavngivne kilder.

    Ifølge avisen er beslutningen støttet af Storbritanniens sikkerhedsminister, Tom Tugendhat, og indenrigsminister, Suella Braverman. Det sker efter, at revolutionsgarden sidste uge anholdt syv mennesker med delvist britisk statsborgerskab for at deltage i de omfattende demonstrationer, som har udspillet sig i Iran, siden 22-årige Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt 16. februar 2022.

    Hvis Storbritannien erklærer den iranske revolutionsgarde som en terrororganisation, betyder det, at det fremover vil være ulovligt at være en del af gruppen i landet, deltage i dens møder og bære dens emblem i offentligheden.

    Onsdag opfordrede premierminister Rishi Sunak Iran til at stoppe tilbageholdelsen af dobbelte statsborgere og beskyldte landet for at bruge anholdelserne som diplomatisk værktøj.

    Den Islamiske Revolutionsgarde blev dannet af Ayatollah Khomeini i forbindelse med den islamiske revolution i 1979. Intentionen var dengang som nu, at den iranske hær skal stå for forsvaret af landet, mens Revolutionsgarden ifølge forfatningen skal: ”Forsvare den islamiske republiks politiske system.”

    I oktober satte EU med Tyskland i front en undersøgelse i gang for at afsøge muligheden for at kategorisere den iranske revolutionsgarde som en terrororganisation. Undersøgelsen har dog endnu ikke nået en konklusion.

  • 2 år siden

  • 15:09

    Vrede i Pakistan efter voldtægtsforbryder gifter sig til løsladelse

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Det har vakt forargelse i Pakistan, at en domstol har frikendt en dømt voldtægtsmand, efter han indvilligede i at gifte sig med sit offer – en døv, ung kvinde, der fik et barn efter overgrebet.

    Den 25-årige voldtægtsforbryder, Dawlat Khan, var blevet idømt livsvarigt fængsel i maj af byretten i Buner, i det nordlige Pakistan. Men efter indgriben fra områdets jirga, et råd af byens ældre, blev der indgået en aftale mellem forbryderen og kvindens familie. Khan blev løsladt mandag, efter at aftalen blev accepteret af højesteretten i den nordlige provinshovedstad, Peshawar.

    Ifølge retsdokumentet er afgørelsen sket med særligt hensyn til barnets og kvindens interesser.

    Det har forarget flere pakistanske menneskerettighedsorganisationer, der mener at afgørelsen legitimerer seksuel vold mod kvinder i et land, hvor størstedelen af voldtægter ikke anmeldes. Ifølge den pakistanske NGO War Against Rape sker der kun domfældelse i tre procent af de voldtægtssager, som bliver rejst i landet.

    “Mens Pakistans love om beskyttelse af kvinder er blevet forbedret i løbet af de sidste to årtier, er tankegangen hos dommerne, der fortolker disse love forblevet middelalderlig. Denne afgørelse er ikke kun et slag i ansigtet på kvinder over hele landet, men også mod handicappede og giver besked om, at deres kroppe kan købes for en pris,” siger advokat Usama Malik med speciale i menneskerettigheder til The Guardian.

  • 13:51

    Lønfest på Bali for at lokke folk tilbage til turisme-industrien

    Skrevet af Laurits Holdt

    Hotel- og restaurationsbranchen på den indonesiske ø Bali har svært ved at tiltrække arbejdskraft. For efter en bølge af afskedigelser i branchen under covid-pandemien fandt mange af de afskedigede nye jobs, som viste sig at betale en del bedre.

    Turisme er hovederhvervet på Bali. Ifølge Al-Jazeera udgør indtægterne fra turister 60 til 80 procent af økonomien. I 2020, hvor det meste af verdens turisme lukkede ned, gik det hårdt ud over de mange hoteller, restauranter, barer og firmaer, som arrangerer ture for eller udlejer udstyr til turisterne.

    Men i 2022 kom turisterne tilbage. Der foreligger endnu ikke tal for hele året, men ifølge Al-Jazeera havde der til og med oktober været 1,4 millioner besøgende. Men modsat turisterne, så strømmede medarbejderne ikke tilbage. Det har vendt arbejdsmarkedet på hovedet i forhold til tidligere, hvor folk stod i kø for at tage imod de ikke altid så velbetalte jobs i branchen.

    I dag skal der ofte skrues gevaldigt op for lønnen for at finde medarbejdere. En kvinde, som administrer en luksusvilla, fortæller for eksempel, at hun var nødt til at øge lønnen med 60 procent for at finde en gartner. Og en mand, der ejer en række restauranter fortæller, at det har været nødvendigt for ham at øge lønnen med 50 procent, for at finde medarbejdere, skriver Al-Jazeera.

  • 13:06

    Frankrig vil corona-teste indrejsende fra Kina

    Skrevet af Søren Steensig

    For at komme ind i Frankrig skal rejsende fra Kina fra torsdag den 5. januar fremvise en negativ corona-test, skriver Politico.

    Frankrig følger dermed Italien og Spanien som det tredje i rækken af EU-lande til at indføre strengere corona-regler, efter pandemien for alvor er blusset op igen i Kina. Storbritannien har ligeledes skærpet corona-kravene for indrejsende fra Kina.

    Ifølge det britiske analysebureau Airfinity, der arbejder med at indsamle og analysere sundhedsdata, er mere end 100.000 kinesere døde med covid-19 siden 1. december, 2022. Omkring 18,6 millioner mennesker er i løbet af samme periode blevet smittet med virussen, anslår Airfinity.

    Pandemiens opblussen i verdens folkerigeste nation kommer i kølvandet på regeringens nye og mere lempelige corona-politik. Indtil den 7. december levede kineserne under den såkaldte ‘zero-covid’-politik, hvor ethvert smitteudbrud blev mødt med strenge krav om karantæne.

    Men i starten af december udbrød der store demonstrationer på tværs af nationen mod præsident Xi Jinpings hårde corona-kurs, der både er kritiseret for at ignorere menneskerettigheder og have voldsomme konsekvenser for landets økonomi samt befolknings levestandard.

  • 2 år siden

  • 13:58

    Taleban udelukker kvinder fra Afghanistans universiteter

    Skrevet af Jesper Hallas Jessen

    Taleban forbyder nu kvindelige studerende på Afghanistans universiteteter, lød det tirsdag fra landets ministerium for videregående uddannelse.

    Den islamistiske gruppe, som tog magten i Afghanistan efter de amerikanske styrkers tilbagetrækning sidste år, havde allerede forbudt piger fra sjette klasse og op at gå i skole, begrænset kvinders beskæftigelse og beordret dem til at bære burka i offentligheden.

    Læs også: Modstanden i Afghanistans uovervindelige Panshjir-dal er næsten kvalt

    Forbuddet bliver mødt med udbredt fordømmelse, blandt andet fra FN og USA. Tiltaget forventes ifølge Associated Press at skade Talebans bestræbelser på at vinde anerkendelse fra internationale donorer på et tidspunkt, hvor Afghanistan står i en dyb humanitær krise. FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender estimerer at to tredjedele af landets befolkning får brug for humanitær bistand i 2023.

    FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, fordømte beslutningen som “endnu et løftebrud fra Taleban” samt et meget bekymrende skridt i den forkerte retning.

    “Det er svært at forestille sig, hvordan et land kan udvikle sig og håndtere alle de udfordringer, det har, uden kvinders aktive deltagelse og uddannelse,” sagde talsperson Stéphane Dujarric på vegne af generalsekretæren.

  • 11:14

    Storbritanniens højesteret lovliggør Rwanda asylprojekt

    Skrevet af Jesper Hallas Jessen

    Storbritanniens højesteret afgjorde den 19 december, at regeringen lovligt kan udvise asylansøgere til Rwanda, skriver Quartz. Det baner vejen for, at udvisningerne nu kan begynde.

    Planen, som først blev foreslået under Boris Johnson-regeringen, er blevet videreført af den nuværende indenrigsminister, Suella Braverman. Hun kalder det en drøm at se flyvemaskiner fragte asylansøgere fra Storbritannien til Rwanda.

    I april 2022 blev det meddelt, at Storbritannien havde indgået en aftale med Rwanda og allerede havde betalt cirka 140 millioner pund (omkring 1,2 milliarder kroner) til landet. Pengene skulle blandt andet bruges til boliger og flyomkostninger til asylansøgerne.

    I juni blev en første flyvning stoppet i sidste øjeblik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som bedømte at de britiske domstole ikke havde undersøgt til bunds, om det rent faktisk var forsvarligt at sende folk til Rwanda. Med dagens dom kan flyvningerne nu begynde igen.

    Asylsamarbejdet med Rwanda skal afskrække menneskesmuglere ved at gøre Storbritannien til en mindre attraktiv destination for asylansøgere.

    Velgørenhedsorganisationer, menneskerettighedsorganisationer og oppositionsmedlemmer af parlamentet har kritiseret planen, som kan skabe en global præcedens for udlicitering af asylspørgsmål til tredjelande.

    Amnesty International, FN og andre har inden for de seneste år kritiseret Rwanda for manglende ytringsfrihed, tvungne forsvindinger, henrettelser af civile og nedskydning af flygtninge, der demonstrerede.

    Læs også: Dansk projektkontor i Rwanda rykker nærmere.

  • 2 år siden

  • 15:01

    Dansk ngo fortsætter som administrator af stor uddannelsesfond

    Skrevet af Laurits Holdt

    Oxfam IBIS skal frem til midten af 2027 administrere verdens største fond til at støtte civilsamfundet i at kræve god uddannelse for alle. Fonden har 60 millioner dollars – 420 millioner kroner. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse 20. december.

    Det handler om fonden ’Education Out Loud’, som hører under Global Partnership for Education (GPE), der er verdens største uddannelsesfond.

    Education Out Loud støtter civilsamfundsorganisationer i mere end 60 lande i fortrinsvis Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika og har til formål at styrke civilsamfundenes kapacitet til at engagere sig i planlægning, politisk dialog og overvågning af uddannelsespolitikken – og til at fremme gennemsigtighed og ansvarlighed i den nationale uddannelsespolitik.

    Oxfam IBIS har administreret fonden siden 2018.

    Læs også: Oxfam IBIS skal bestyre enorm fond for uddannelse

  • 10:38

    Klimaændringer gavner voldelige oprørsgrupper

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Klimaforandringer forårsager nød rundt omkring i verden, men der er visse grupper, der kan have gavn af den globale opvarmning. De katastrofale forhold, som klimaforandringer kan skabe, kan nemlig give voldelige oprørsgrupper en fordel. Det fremgår af en analyse af den anerkendte tænketank Carnegie Endowment for International Peace.

    Konsekvenserne af klimaforandringer kan skade regeringers kapacitet og legitimitet, skabe øget konkurrence om knappe ressourcer og gøre det nødvendigt at indføre upopulære politiske tiltag. Det kan skabe en risiko for, at voldelige oprørsgrupper, kriminelle, terrorister, paramilitære samt private grupper kan opnå popularitet og magt.

    Tænketanken har udpeget seks faktorer med forbindelse til klimaændringer, der kan øge risikoen for, at voldelige grupper får vind i sejlene:

    1. Fødevare-, vand- og energikriser, der kan underminere staters kapacitet og legitimitet
    2. Flere miljømæssigt ubeboelige og ugæstfri områder
    3. Flere upopulære begrænsninger på ressourcer
    4. Højere efterspørgsel efter menneskesmuglere og bevæbnede grænsevagter
    5. Kaos og uretfærdighed efter klimarelaterede katastrofer
    6. Vrede mod de ansvarlige for klimaforandringer

  • 2 år siden

  • 11:33

    Indien sender 40.000 doser ebola-vaccine til Uganda

    Skrevet af Søren Steensig

    Lidt under tre måneder efter Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og Ugandas regering meddelte, at et udbrud af ebola hærger landet, har Indien sendt 40.000 vaccine-doser afsted til det afrikanske land.

    Vaccinen mod den såkaldte Sudan-variant af virussen er udviklet af forskere ved Oxford Universitet. Men doserne, der er på vej til Uganda, er produceret af Indiens Seruminstitut, fremgår det af Oxford Universitets hjemmeside.

    Læs også: Der er lyspunkter i Ugandas ebola-mørke

    Virusudbruddet har ifølge Ugandas myndigheder og WHO resulteret i 142 smittetilfælde, hvoraf 55 patienter er døde med virussen. Mindst 19 sundhedsmedarbejdere er blandt de smittede, og syv er døde. Der er ikke registreret nye smittetilfælde siden den 27. november.

  • 2 år siden

  • 14:32

    Nyt sportseventyr i Saudi-Arabien

    Skrevet af Kirsten Larsen

    VM i fodbold i Qatar er ikke fløjtet af, før Danmark har sat kursen mod et nyt “sportseventyr”. Ifølge mediet Danwatch anbefaler udenrigsministeriet danske virksomheder at byde ind med løsninger på opgaver i byggeriet af fremtidsbyen Neom, som er under opførelse i den saudiske ørken. 

    Neom skal være 100 procent baseret på grøn energi, bliver på størrelse med Belgien og kommer blandt andet kommer til at omfatte et 170 kilometer langt højhus. Og så skal den indtil videre futuristiske drøm midt i ørkenen huse de Asiatiske Vinterlege i år 2029.

    Den vil blive opført af migrantarbejdere, der formentlig har endnu værre vilkår end migrantarbejderne i Qatar. Og beboere i området er blevet fordrevet og i nogle tilfælde dræbt.

    Fra udenrigsministeriet hedder det i en mail til Danwatch, at “projektets ambitioner om at være 100 procent grønt og bæredygtigt er relevant for danske grønne virksomheder, der ønsker information om nye markedsmuligheder.” Det danske udenrigsministerium forventer, at danske virksomheder respekterer menneskerettighederne.

  • 2 år siden

  • 11:14

    Biden vil gøre Den Afrikanske Union til medlem af G20

    Skrevet af Jesper Hallas Jessen

    Den Afrikanske Union (AU) bør blive optaget som permanent medlem af G20. Det meddelte den amerikanske præsident, Joe Biden, torsdag på et topmøde mellem USA og ledere fra 49 afrikanske lande samt AU, skriver Reuters.

    ”Afrika bør være på dagsordenen ved ethvert møde, hvor globale udfordringer bliver diskuteret, og i enhver institution, hvor sådanne drøftelser finder sted,” sagde den amerikanske præsident.

    Topmødet fandt sted i Washington 13-15 december og omhandlede en bred vifte af emner som sundhed, klimaforandringer, landbrug og handelsforbindelser mellem USA og Afrika.

    USA’s store interesse i det afrikanske kontinent bliver set som et led i rivaliseringen mellem USA og Kina.

    I de senere år har Kina i høj grad udvidet sit økonomiske og diplomatiske fodaftryk i Afrika. Kinesiske investeringer i afrikanske infrastrukturprojekter nåede 23 milliarder dollars mellem 2007 og 2020, og landet har investeret i alle afrikanske lande med undtagelse af det lille land Eswatini.

    AU består af 55 medlemslande. Indtil videre er det eneste afrikanske land i G20 Sydafrika.

    Læs også: Kina og USA – hvor står kampen om verdensherredømmet i dag.

  • 2 år siden

  • 14:43

    Istanbuls borgmester dømt: “Et stort tilbageslag for demokratiet i Tyrkiet”

    Skrevet af Thomas Jazrawi

    Ekrem İmamoğlu måtte ud i to valgrunder for endeligt at blive valgt som borgmester i Istanbul. Valgmyndighederne annullerede nemlig den første valgsejr i foråret 2019. Senere på året vandt han en endnu større sejr.

    Nu er myndighederne efter ham igen, da han onsdag blev idømt 2 år og 7 måneders fængsel samt fik forbud mod at deltage i politik. Dommen kommer, fordi den unge politiker har kaldt dem, der annullerede det første borgmestervalg i 2019, for “fjolser,” skriver France 24.

    Der er blot seks måneder til Tyrkiets præsidentvalg, hvor den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdoğan, håber at få en periode mere som Tyrkiets leder. Ekrem İmamoğlu bliver set som en potentil udfordrer, og det kan være derfor, at der falder en dom over Istanbuls borgmester nu.

    EU-kommissionen har i en kommentar beklaget domstolenes “systemisk” manglende uafhængighed, og det politiske pres på dommere og anklagere i Tyrkiet. Kommissionen kalder dommen for et “stort tilbageskridt for demokratiet i Tyrkiet”.

    Tusinder har været på gaden i Istanbul for at protestere mod dommen, hvilket har fået det danske udenrigsministerium til at advare danskere i byen om risiko for voldelig uro. Dommen er blevet appelleret, så den skal behandles igen.

    Ekrem İmamoğlu besøgte København i 2019, da den danske hovedstad havde værtsskabet for et topmøde for storbyernes klimafællesskab, C40, som Istanbul er medlem af.

    Læs også: C40: By mod land i klimakampen

  • 12:03

    Internt fordrevne i Afghanistan smidt ud af lejre i frostgrader

    Skrevet af Jesper Hallas Jessen

    “Midt i endnu en hård afghansk vinter har Taliban-styret smidt omkring 20.000 internt fordrevne mennesker ud af deres lejre i Badghis-provinsen. Mange har nu ingen mad til at brødføde deres børn og ingen måde at holde varmen på, da temperaturerne falder til under nul grader,” lyder det fra Norsk Flygtningehjælp.

    Årtiers kampe og tørke har tvunget tusindvis af familier til at flygte fra deres hjem i landdistrikterne i Badghis og til at søge sikkerhed og humanitær støtte i provinshovedstaden, Qala-e-Naw.

    Myndighederne i Badghis har insisteret på, at familierne vender tilbage til deres oprindelige hjem, og at lejrene nedlægges. Mange har dog ikke noget at vende tilbage til i deres oprindelige landsbyer, og i den nuværende økonomiske situation vil det være svært for dem at finde arbejde og overleve der.

    Norsk Flygtningehjælp anslår, at omkring 2 millioner internt fordrevne mennesker bor i over 1.000 store slum-lignende bosættelser på tværs af Afghanistan, typisk under forfærdelige forhold og ofte stærkt afhængige af humanitær hjælp for at supplere deres ringe indtjening.

  • 2 år siden

  • 19:59

    Humanitære ingen adgang

    Over 30 lande har indført alvorlige begrænsninger på adgangen for nødhjælp, skriver ACAPS, der har specialiceret sig i vurdering af humanitære situationer.

    I 80 lande i alt får kriseramte befolkningsgrupper ikke den humanitære hjælp, de har brug for på grund af problemer med at få adgang til de nødstedte. Og i over 30 er der altså lavet seriøse og i nogle tilfælde ekstreme adgangsbegrænsninger.

    ACAPS har netop offentliggjort en ny udgave af sin oversigt over nødhjælpsadgang, og den viser at det i Burkina Faso, Bangladesh, den Centralafrikanske Republik, Tchad, Etiopien, Libyen og Niger blandt andre er blevet sværere at komme frem.

    ACAPS oversigt inkluderer interaktive kort, tendenser og sammenligninger af situationer I forskellige lande.

  • 16:10

    Menneskerettighedsaktivister sagsøger Facebook for at sprede hadtale under Etiopiens borgerkrig

    Skrevet af Søren Steensig

    Meta, selskabet bag Facebook og Instagram, bliver sagsøgt for at lægge platform til hadtale og voldsopfordringer under borgerkrigen i Etiopien. Det står klart, efter den etiopiske researcher Abrham Meareg, Amnesty International-medarbejderen Fisseha Tekle og den keyanske menneskerettighedsorganisation Katiba Institute har indgivet et søgsmål til Kenyas Højesteret onsdag den 14. december. Det skriver Bloomberg.

    Læs også: Etiopiens regering har sat alt ind mod Tigray

    Ifølge anklagerne gør Meta ikke nok for at moderere og fjerne misinformation på Facebook og Instagram. I 2019 anklagede det etiopiske løbe-koryfæ Haile Gebrselassie Mark Zuckerbergs firma for at sprede fake news om trusler mod en aktivist ved navn Jawar Mohammed. Hans opdateringer på Facebook fik store grupper af unge mænd til at angribe politiet, hvilket endte med at koste 78 mennesker livet.

    Abrham Meareg, der er en af sagsøgerne i den nye sag, mistede sin far, akademikeren Meareg Amare Abrha, efter en bølge af hadtale på Facebook opfordrede til angreb mod ham. Den 3. november fulgte bevæbnede mænd på motorcykler efter Meareg Amare Abrha til hans bopæl, hvor de skød og dræbte ham.

    Mindre end en uge efter skrev Meta i et blogindlæg, at Etiopien var en af selskabets “højeste prioriteter for lande-specifikke interventioner for at varetage befolkningens sikkerhed på grund af risikoen for konflikt.” Facebooks moderselskab skrev også, at de arbejdede på at skærpe deres beredskab til at opfange etniske skældsord, hadtale og opfordringer til vold på Etiopiens officielle sprog, afar, amharisk, oromo, somalisk og tigrinsk.

    Men sagsøgerne anklager firmaet for ikke at have gjort nok. Kritikken af Metas algoritmer og moderator-indsats fik yderligere kraft sidste år, da whistlebloweren Frances Haugen i et vidneudsagn for Senatet i USA fortalte, at Facebooks algoritme “praktisk talt bærer ved til bålet af etnisk vold”.

    De etiopiske researchere og menneskerettighedsaktivister sagsøger Meta for to milliarder dollars, der skal bruges til en fond for ofre for etnisk had og hadtale, på at regulere de sociale mediers platforme og til at ansætte flere moderatorer på de etiopiske sprog.

    Borgerkrigen i Etiopien brød ud i 2020 og har raseret indtil den 3. november i år, hvor en fredsaftale mellem oprørerne i Tigray-regionen og regeringsstyrkerne blev indgået.

  • 2 år siden

  • 14:32

    Konge sætter eksperter til at se på sin families rolle i kolonitiden

    Skrevet af Laurits Holdt

    Tre historikere og en ekspert i menneskerettigheder skal kulegrave den nederlandske kongefamilies rolle i landets omfattende kolonihistorie. Det skriver den britiske avis The Guardian.

    Det er landets konge, Willem-Alexander, der har bestilt en uafhængig undersøgelse. Han siger blandt andet:

    ”Grundig viden om fortiden er afgørende for at forstå historiske fakta og udviklinger og for at se deres indvirkning på mennesker og samfund så klart og ærligt som muligt.”

    Det anslås, at det Nederlandske Vestindiske Kompagni transporterede omkring 600.000 mennesker til slaveri. De endte ofte på plantager i landets kolonier i Sydamerika og Caribien, hvor de arbejdede under forfærdelige forhold.

    Ifølge avisen vil den nederlandske regering i næste uge – den 19. december – komme med en formel undskyldning for landets rolle i slaveriet. Det er en kontroversiel sag i landet, skriver avisen, og kritikere mener, at der er tale om en tom gestus.

  • 13:06

    Nigerias militær beskyldes for 10.000 tvangsaborter

    Skrevet af Laurits Holdt

    Nigerias militær beskyldes for at stå bag 10.000 eller flere tvungne aborter fra 2013 til 2021. Det er nyhedsbureauet Reuters, som kommer med beskyldningen på baggrund af omfattende research.

    Det handler om kvinder og piger, der har været kidnappet og i mange tilfælde er blevet voldtaget af medlemmer af den islamistiske bevægelse Boko Haram. Krigen mellem Boko Haram og Nigerias militærstyrker i det nordøstlige hjørne af Nigeria har stået på i 20 år.

    Med brug af løgn, tvang og trusler har militært personale givet kvinderne piller og indsprøjtninger for at fremprovokere aborter. I flere tilfælde har kvinderne fået at vide, at der var tale om medicin, som skulle hjælpe dem ovenpå efter deres lange ophold i islamisternes lejre.

    Én kvinde fortæller, hvordan hun var lykkelig, da hun blev befriet af militæret, men så blev hun udsat for tvangsabort i militærets hovedkvarter i Maiduguri. Hun var ikke blevet advaret og fik ikke noget at vide under processen. Da det var overstået, fik hun besked på ikke at sige noget om det – og hvis hun gjorde, ville hun bliver tævet voldsomt.

    Abort er ulovligt i Nigeria med mindre der er fare for moderens liv, og en talsmand for Nigerias militær afviser, at der findes er tvangsabort-program, som Reuters beskriver det.

    Ifølge artiklen findes der blandt medlemmer af det nigerianske militær og blandt indbyggerne i den nordøstlige del af landet en idé om, at børn af oprørerne er forudbestemte til også at blive oprørere. Det kan være baggrunden for den årelange praksis, skriver nyhedsbureauet.

    FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrer Nigerias myndigheder til at undersøge sagen til bunds.

  • 2 år siden

  • 13:44

    Hotel angrebet I Kabul

    Skrevet af Kirsten Larsen

    Mandag blev et hotel I Afghanistans hovedstad Kabul angrebet, skriver Deutsche Welle. Beboere I kvarteret fortæller, at der var en eksplosion, som blev fulgt af skud. 

    Et nærliggende hospital melder, at det har modtaget 21 tilskadekomne, hvoraf tre var døde ved ankomsten til hospitalet. Talibans talsmand siger, at tre angribere blev dræbt.

    Kabul Longan hotellet bliver ofte brugt af udenlandske forretningsfolk især fra Kina. Det ligger tæt på den kinesiske ambassade – en af de få der stadig har fuld repræsentation i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.

    Kinesiske diplomater holdt søndag møde med Taliban, som ville forsikre Kina om, at Afghanistan ikke bliver tilholdssted for militante islamister. Den særlige afghanske gren af Islamisk Stat, ISKP, siger, at den står bag angrebet.

  • 13:16

    Sammenstød mellem demonstranter og politi i Peru

    Mindst syv mennesker er blevet dræbt i Peru, hvor tilhængere af den nu tidligere præsident Pedro Castillo har været på gaden i en uge, skriver BBC.

    Pedro Castillo blev afsat onsdag i sidste uge. Han bliver anklaget for korruption, der er blevet rejst en rigsretssag mod ham, og derudover er han blevet anholdt for at forsøge at opløse kongressen, som oppositionen kontrollerer. Ifølge BBC søgte han at opløse kongressen, kort før den stemte om rigsretsagen mod ham. 

    Hans tidligere vicepræsident, Dina Boluarte, er blevet indsat som præsident og havde egentlig sagt, at hun ville blive siddende i hele embedsperiode, frem til april 2026. Men demonstrationerne er voldsomme både i hovedstaden, Lima, og i den næststørste by Arequipa, hvor demonstranter blandt andet har stormet lufthavnen, så nu tilbyder Perus første kvindelige præsident at udskrive valg to år før tid, altså i 2024.

    Men protesterne fortsætter.