Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Globalnyt rapporterede forleden, at 11.000 mennesker i Niger-deltaet i Nigeria via advokater har anlagt sag mod oliegiganten Shell for forureningen af vandet og ødelæggelsen af landbruget i Niger-deltaet, der er et centrum for Shells olieudvinding i landet.
Shell afviser anklagerne.
Shells olieudvinding i området startede i 1958. I Nigeria er gennemsnitslevealderen omkring 55 år, så det er langt mere end en nigeriansk menneskealder siden. Og kampen mod Shells ansvar for ødelæggelser i området har stået på næsten lige så længe. Praktisk taget alle, der lever i området, har levet med forureningen og miljøødelæggelserne, og nogle er døde af dem.
I 1996, for 27 år siden, blev menneskeretsaktivisten, digteren Ken Saro-Wiwa fra Ogoni-folket i Niger-deltaet hængt af det daværende Nigerianske diktatur. Henrettelsen fandt sted efter to års fængsel og trods internationale kampagner for hans løsladelse. Formelt blev han anklaget for medvirken til mord, men rigtig meget pegede på, at anklagerne var konstruerede.
I flere år havde han været en voldsom kritiker af Shell, som han anklagede for med succes at have gennemført en økologisk krig mod Ogoni-folket i Niger-deltaet siden 1958 og for betale beskyttelsespenge til nigerianske sikkerhedsagenter som led i gennemførelsen af folkedrab på Ogoni-folket.
Shell afviste også dengang anklagerne og mente generelt, at en hovedårsag til forurening i olieudvindingsområdet var lokale sabotagehandlinger mod olieinstallationer.
Dansk Shell: vi løber ikke fra ansvaret
Da Saro-Wiwa blev henrettet var jeg formand for Mellemfolkeligt Samvirke, og Mellemfolkeligt Samvirke gennemførte en omfattende kampagne for at oplyse om sagen.
Kampagnen var så omfattende, at Dansk Shell udgav et hæfte på dansk om sagen: ”Shell Nigeria – om aktiviteter, miljø, Ogoni og hvorfor Shell bliver i Nigeria”.
Her hævdede Shell også, at det var militærstyret i Nigeria, der havde det fulde ansvar for henrettelsen, og at Shell forgæves havde appelleret til styret om at få mildnet straffen.
Der var dog også en erkendelse af ansvar. Direktør i Dansk Shell, Mike Lux, skrev: ”Vi erkender, der er miljøproblemer i Niger deltaet. Miljøproblemer, der blandt andet skyldes Shells aktiviteter i området. Disse problemer skal løses, og det er vi i fuld gang med. Shell løber ikke fra ansvaret.”
I hæftets fakta-del blev det oplyst, at Shell siden 1991 i gennemsnit havde registreret 174 tilfælde af oliespild om året inden for Shells arbejdsområde. Det samlede spild var ca 1600 tons årligt, men gradvist var der færre og mindre udslip.
Ifølge Shell skyldtes halvdelene af oliespildene tæring af rørledninger og forældet udstyr. Andre 21 procent er sket under produktion, mens omkring 28 procent skyldtes groft hærværk og direkte sabotage for at opnå økonomisk kompensation.
Ifølge Shells egen opgørelse var det altså under en trediedel af problemet, som skyldtes hærværk eller sabotage. Shell berettede, at udskiftning af ældre udstyr blev startet i 1990. Samtidig meddelte Shell, at 20 procent af Shells budget i fremtiden ville blive brugt til miljøforbedringer.
MS: Klare tanker om Shells ansvar
Shell Nigerias direktør, Emeke Achebe, kom til København, og jeg blev af Dansk Shell inviteret til møde med ham. Jeg har stadig noter fra mødet. Han sagde blandt andet, at hvad Shell byggede og konstruerede i 1958 blev konstrueret i overensstemmelse med standarderne i 1958, og at meget af materiellet nu var ved at være udslidt. Derfor stod man overfor store investeringer. Han sagde også, at mange faciliteter var blevet bygget langt fra Ogonis landsbyer, men at befolkningstilvækst havde medført, at landsbyerne var vokset hen over Shells produktionsfaciliteter. I forhold til sagen mod aktivisterne understregede han, at Shell havde gjort, hvad der var muligt, men militærregeringen gjorde det svært.
Mellemfolkeligt Samvirke udgav teksten ”Klare tanker om Shells ansvar”. Heri blev det blandt andet med henvisning til Shells årsberetning understreget, at Shell ikke som selskab selv sætter sine egne høje miljøstandarder uanset lovgivning. Beretningen fortalte, at hver af grupperne i den globale koncern har sit eget ansvar for at sikre sundhed, sikkerhed og miljøstyring, ” i overensstemmelse med den enkelte gruppes særlige vilkår.”
Mellemfolkeligt Samvirke understregede at Shell naturligvis har et selvstændige ansvar som et gigantisk transnationalt selskab.
Shell-shocked
I 1995, da Ken Saro-Wiwa stadig var i live i sit fængsel, hvor han på et tidspunkt var lænket til cellevæggen i 64 dage, skrev jeg en artikel om sagen i Dagbladet Information. Overskriften var, at ”I Nigeria kan miljø-kritik betyde døden,” og i underrubrikken hed det, at døden i fængslet eller dødsstraffen lurede for Ken Saro-Wiwa. Året efter blev han henrettet.
Artiklen blev ”illustreret” med et digt af Ken Saro-Wiwa, der havde titlen Ogoni! Ogoni!
Den danske oversættelse lød:
Ogoni er landet
Folket hedder Ogoni
Smerten ved træer der dør
i historisk jord
Tilsvinede floder græder
snavs ud i mudderfloder
Det er den forgiftede luft
der forbander de misdannede lunger
hos døende børn
Ogoni er drømmen
der sprænger den snærende lænke
om den ludende hals
på et chok-lammet land.
I Saro-Wiwas originale version på engelsk står der ikke chok-lammet, men Shell-shocked.
Shell er formentlig stadig i fuld gang med at løse problemerne. 65 år efter starten på olieudvindingen i det sårbare delta.
