Søstrene Grene forlænger NGO-partnerskab

I Søstrene Grenes webshop og butikker i 15 europæiske lande herunder Tyskland, Frankrig og Storbritannien kan man købe muleposer, notesbøger og vandflasker, hvor dele af beløbet doneres til PlanBørnefonden.


Foto: Søstrene Grene
Morten Scriver Andersen

2. august 2022

Leverer ikke bare småting og pyntegenstande til hjemmet.

Den Aarhus-baserede virksomhed har siden 2018 støttet piger og unge kvinders ret til uddannelse i de mest udsatte byområder i Østafrika gennem udviklingsorganisationen PlanBørnefonden. I 2021 modtog PlanBørnefonden 767.772 kroner til den vigtige sag. Nu er partnerskabsaftalen forlænget til og med 2024.

“Vi har valgt at forlænge det flerårige samarbejde med PlanBørnefonden, fordi det er en organisation med vigtige projekter, der ligger tæt på hjertet; ligestilling mellem kønnene og pigers ret til at få en uddannelse. Det er værdifulde indsatser, der også giver mening for vores kunder og for vores medarbejdere. Vi kan også hjælpe med at skabe stor opmærksomhed om den vigtige sag, især gennem de sociale medier, hvor vi når ud til flere millioner følgere,” siger administrerende direktør i Søstrene Grene, Mikkel Grene.

En del af aftalen er, at Søstrene Grene sælger udvalgte produkter – muleposer, notesbøger og vandflasker – hvor en del af beløbet doneres til udsatte pigers uddannelse i Uganda, Kenya, Zimbabwe og Etiopien.

Søstrene Grene havde i 2021 et overskud på 50 millioner kroner.