Stor Afghanistan-konference i Berlin

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Afghanistans fremtid står på dagsordenen, når 65 lande, FN og Verdensbanken mødes i Berlin onsdag den 31. marts og torsdag den 1. april, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Det er 2 år siden, at det internationale samfund fjernede Taliban fra magten som led i kampen mod terror. Og det er 2 år siden, afghanerne indgik en aftale om køreplanen for et nyt demokratisk Afghanistan. De mål, man satte sig dengang, er ved at være nået. En forfatning blev vedtaget i januar, og demokratiske valg ventes til september. På Berlin-konferencen vil man drøfte målsætningerne for de kommende år.

Afghanistan er fortsat en af verdens fattigste nationer. 23 års borgerkrig har sat sine tydelige spor og efterladt det centralasiatiske bjergland med beskedne forudsætninger for at kunne bringe sig selv på fode igen.

Gennemsnitslevealderen er blot 44 år. Vejene er fåtallige og elektriciteten meget begrænset, og under 15 pct. af befolkningen har adgang til rent vand. Undervisningssystemet er ganske enkelt det ringeste i verden.

Det er vanskeligt at rejse en nation på de vilkår, og det bliver endnu sværere, fordi sikkerhedssituationen i visse dele af landet er forværret i løbet af det seneste år.

Størstedelen af indbyggerne higer efter stabilitet, men en lille del er modstandere af den nuværende udvikling. Med terroraktioner går de målrettet efter at jage det internationale samfund ud og genindføre et radikaliseret islam som under Taliban.

Regeringen i Kabul har forud for Berlin-konferencen fremlagt en samlet udviklingsstrategi for Afghanistan over de næste 12 år. Det er et meget ambitiøst reformprogram, som beskriver, hvad der skal gøres som led i genopbygningen af landet.

Men selv med en forudset økonomisk vækstrate på 9 procent om året kan den afghanske økonomi kun dække en brøkdel af udgifterne.

Det internationale samfund vil derfor på konferencen blive anmodet om bidrag til udvikling, demokratisering og fortsatte reformer. Hertil kommer anmodning om yderligere international militær indsats for at bidrage til sikkerheden for befolkningen.

Konferencen åbnes af den afghanske præsident, Hamid Karzai, og Tysklands forbundskansler, Gerhard Schröder. Danmark bliver repræsenteret af Danidas chef, udenrigsråd Carsten Staur.

Spørgsmål rettes til Sus Ulbæk, kontorchef i Asien-kontoret, Udenrigsministeriet, tlf. 33920957

I marginen af konferencen holdes andre møder, herunder en erhvervskonference og et menneskeretsseminar. Hovedkonferencens resultater bliver drøftet på et udenrigsministermøde i NATO den 2. april. Her vil især medlemslandenes bidrag til en udvidelse af NATO-styrkerne i Afghanistan stå i fokus.

Læs også FN-bureauet, IRINnews, optakt til konferencen her på u-landsnyt.dk. Se under dato 25.03.04, “Afghanistan søger 30 mia. dollars”.