Sange af Mihyar fra Damaskus
Adonis
Digte
Lindhardt & Ringhof
Udgivet 6. januar 2017
176 sider
Oversat fra arabisk af:
Anna Stigsgaard og Salim Abdali
Adonis er den største nulevende litterære person i den arabiske verden. I bogens indledning skriver oversætteren Salim Abdali, at Adonis er som et demarkationspunkt indenfor arabisk litteratur. Man siger, at der er en arabisk litteratur før Adonis, og en arabisk litteratur efter ham; han er således ikke til at komme udenom.
Adonis har flere gange været nomineret til Nobels Litteraturpris, dog uden at have fået den, hvilket gør det bemærkelsesværdigt, at det først er nu, at hans hovedværk ’ Sange af Mihyar fra Damaskus’ findes på dansk.
Storslået poesi
Vi har at gøre med det næsten uovertrufne. Man kan blive helt udmattet, allerede inden man kommer i gang med digtene, og har hele tiden lyst til at stoppe op og hive efter vejret.
Mange danske og nordiske læsere vil måske slet ikke opfatte teksterne som egentlig poesi, men derimod som aforismer og sentenser – svulstige og med stor patos. Mange af teksterne kan endda virke som politiske opråb og bekendelser. Ligegyldigt hvordan man vil benævne dem, så bærer de en sproglig tyngde og spændstighed, der får hjerte og hjerne til at gløde.
Vi gengiver to af Adonis' digte fra bogen. Det første behandler forholdet til gud. Her ser vi Adonis reflektere, hvilket naturligt falder mange religiøse for brystet, fordi konklusionen ikke er éntydig.
En gud er død..
En gud, som steg ned
fra himlens kranie
er dødOg måske i gru og fornedrelse
i vildfarelse, i vildfarelse
af mine dyb igen vil opståmåske, for jorden er mit leje
og min brug, og verden
giver efter.(s.75)
Politisk, filosofisk og kontroversiel
Som ung blev Adonis fængslet i sit hjemland Syrien for systemkritiske aktiviteter. Siden sin frigivelse har han levet i eksil – først i Libanon indtil 1980 og siden i Frankrig.
Adonis har altid kritiseret alt og alle, derfor er der rigtig mange, der ikke bryder sig om ham. Han har blandt andet kritiseret Det Arabiske Forår for blot at lade magten skifte hænder, men ikke skabe reelle forandringer. Han giver både religionen og Vesten skylden for, at oprørene i Nordafrika og Mellemøsten er blevet udhulet.
Hans pointe er, at religiøse bevægelser har sat sig på magten, og de har vist sig at være ligeså autoritære som de tidligere magthavere. Samtidig revser Adonis Vesten for at være ligeglade med almindelige menneskers vilkår, når blot de gamle regimer gik til grunde.
Den rejsende
Jeg er en rejsende
som har forladt sit ansigt
på lanternens glas.
Mit kort
er en jord uden skaber
og oprøret mit evangelium.(s.135)
I det sidste digt oplever vi Adonis' solidaritet med helt almindelige menneskler. Det er karakteristisk for ham, at han aldrig støtter en bestemt side eller bevægelse, men derimod bekymrer han sig om folkenes oprør.
Adonis er et vigtigt vidnesbyrd om, at der findes en fritænkning i den arabiske verden. Enhver, der ønsker et mere differentieret syn på den arabiske verden, bør stifte bekendtskab med Adonis' digtning. Teksterne kan sagtens læses som al anden form for prosa, og de er ikke på nogen måde utilgængelige. Tværtimod er Adonis ofte meget ligefrem, direkte og eksplicit politisk.
