Når Aung San Suu Kyi onsdag formentlig får lov at tage ordet for første gang ved Den Internationale Domstol i Haag, er det ventet, at hun vil forsvare det, som FN ellers har betegnet som ”et skolebogseksempel på folkedrab” – den massive forfølgelse af rohingya-mindretallet, som har ført til drab på måske tusindvis af mennesker og har sendt omkring en million på flugt fra deres hjem i delstaten Rakhine.
Myanmar er blevet indklaget for Den Internationale Domstol i Haag for den voldsomme behandling af rohingyaerne, og tirsdag gik sagen i gang.
Suu Kyi var indtil for godt to år siden en stor og kraftigt lysende stjerne på den internationale politiks himmel. Hun blev nævnt i samme åndedrag som blandt andre Nelson Mandela og Mahatma Gandhi. Hun var Myanmars demokratiske ikon, denne spinkle og stolte kvinde, der havde tilbragt 15 år i husarrest og endelig i november 2015 vundet den demokratiske sejr, der havde ventet på hende i alle disse år under et brutalt militærstyre.
Men hvor USA’s præsident Barack Obama rejste til Myanmar og varmt kindkyssede dette levende symbol på demokrati og ikke-vold, da hun var frigivet fra husarresten, er Suu Kyi dag langt mere isoleret på den internationale scene. I størstedelen af verden på grund af det mulige folkedrab i Rakhine-delstaten.
Stor diplomatisk skade
Det er som nævnt ikke før onsdag, at Aung San Suu Kyi selv ventes at få ordet ved domstolen og ventes at forsvare militærets handlinger mod landets rohingya-minoritet.
Tirsdag sad hun rank og ubevægelig på sin plads under høringerne ved Den Internationale Domstol i Haag og kunne tænke tilbage på, at det samme dag var præcis 28 år siden, at hun blev hædret med Nobels fredspris. Suu Kyi fik den prestigefyldte pris for sin modstand mod militærstyret i Myanmar (det daværende Burma) og den langvarige kamp for demokrati, der kostede hende adskillige år i husarrest i hjemmet i storbyen Yangon.
Siden har der været adskillige opfordringer til at tage nobelprisen fra hende igen – et træk, som Nobel-komitéen har overvejet med afvist med den begrundelse, at prisen er givet for en allerede udført indsats, og at en modtager derfor ikke kan fratages prisen. Uanset, at der på denne modtagers vagt er begået ubeskrivelige grusomheder.
Aung San Suu Kyi har fået massiv kritik fra udlandet for sin larmende tavshed om de overgreb, sikkerhedsstyrkerne beskyldes for at have begået mod landets rohingya-mindretal. Men i de få offentlige udtalelser, hun er kommet med i løbet af de seneste to år, antyder hun, at hun ikke mener, at der har fundet et folkedrab sted med rohingyaerne.
Derimod har hun givet udtryk for, at verden helt har misforstået og ikke mindst overdrevet rohingya-krisen.
Myanmar og ikke mindst Aung San Suu Kyi personligt har forlængst lidt stor skade diplomatisk og på det internationale ry.
Suu Kyi var tirsdag til stede i retssalen som officiel repræsentant for Myanmar i sin egenskab af udenrigsminister – en af flere titler hun har i Myanmar, hvor hun også er landets såkaldte ”state councellor”, statsråd. Det daværende militærstyre har omskrevet forfatningen for at forhindre, at hun kan få titel af præsident, men reelt er hun Myanmars øverste civile leder.
Normalt er det en udenrigsminister eller statsadvokat, der ville indtage en plads på anklagebænken ved en international domstol. At Aung San Suu Kyi gør det, skyldes formentlig, at hun som landets de facto regeringsleder har det øverste ansvar for at svare på anklagerne om folkedrab. Derudover er hun den politiker i Myanmar, der har størst international erfaring og er mest kvalificeret til at forsøge at imødegå de alvorlige anklager, skriver tænketanken International Crisis Group.
Indenrigspolitiske hensyn og valg i 2020
I Myanmar hersker der generelt en opfattelse af, at landet er blevet uretfærdigt behandlet i denne sag. Op til Suu Kyis afrejse til Haag har der været adskillige støttedemonstrationer for hende, og gaderne er præget af plakater og billboards, der viser opbakning til den populære ”Mor Suu”.
Et af de mange billboards viser Suu Kyi stå sammen med tre generaler under overskriften “Vi er alle i samme båd”.
En udbredt holdning i Myanmar er, at nu må landet stå sammen og bakke op om Tatmadaw – betegnelsen for militæret – helt uanset, at militæret styrede Myanmar med hård og brutal hånd i årtier og slog hårdt ned på oppositionen, som Aung San Suu Kyi på det tidspunkt stod i spidsen for.
I Myanmars gader er derfor også billboards og plakater gadebilledet med slagord, der giver ubetinget opbakning til Suu Kyi og hendes bestræbelser på at forklare resten af verden, at Myanmar ikke har begået folkedrab mod rohingyaerne, og at omverden helt har misforstået den reelle situation i landet. Selv militæret – der satte hende i husarrest i 15 år og nu er den hovedanklagede institution for den massive forfølgelse af rohingyaerne – bakker hende op.
Det er ventet, at hun ved domstolen i Haag vil udvise en lignende solidaritet over for militæret på trods af, at der fortsat ikke ligefrem er varme følelser mellem militæret og den civile regering, der er domineret af Suu Kyis parti, National League for Democracy (NLD).
Denne støtte og sympati vil komme hende til gode ved parlamentsvalget i Myanmar i november 2020, skriver International Crisis Groups ekspert på området, Richard Horsey.
”Men risikoen er, at hvis man slipper den snævre nationalismes kræfter løs, vil det ikke kun dæmpe de stemmer, der kræver beskyttelse af menneskerettighederne og større tolerance for mangfoldighed i landet, men også udskyde ethvert ærligt nationalt opgør med, hvad der skete med rohingyaerne. En sådan måde at opgøre det på er den eneste måde, Myanmar kan komme ud af sin internationale juridiske og diplomatiske situation,” skriver Horsey i en kommentar.
Sag kan trække ud
Det er Gambia, der har indbragt Myanmar for FN-domstolen med anklage om, at landet har forbrudt sig mod FN’s konvention mod folkedrab. Gambia har indbragt sagen for domstolen på vegne af de 57 medlemslande i Den Islamiske Samarbejdsorganisation (IOC).
Anklagerne mod Myanmar lyder blandt andet på ansvar for folkedrabshandlinger begået mod den muslimske rohingya-minoritet og for ikke at have forhindret et folkedrab.
“Alt hvad Gambia beder om, er, at du beder Myanmar om at stoppe de meningsløse drab,” sagde Gambias justitsminister, Abubacarr Tambadou, i sin indledende erklæring tirsdag i Haag.
To andre lande – Holland og Canada – har antydet, at de vil støtte den gambianske sag ved Den Internationale Domstol, skriver tænketanken International Crisis Group (ICG). De har opfordret andre lande, der har tilsluttet sig konventionen mod folkedrab, til at gøre det samme.
Siden august 2017 er omkring 750.000 rohingya-muslimer flygtet til Bangladesh, mens andre igen er internt fordrevne indenfor Myanmars grænser.
Der ventes en afgørelse med foreløbige tiltag inden for de kommende uger, formentlig en opfordring til Myanamr om at stoppe den såkaldte militære sikkerhedsopertaion i Rakhine-delstaten. Men selve retssagen ventes at tage en del længere tid end det, skriver International Crisis Groups ekspert på området, Richard Horsey.
