Artiklen er den 14. april opdateret med et forbehold om den svære situation for Benjamin R. Naimark-Rowses tidligere kolleger i USAID.
I en fyldt hal et hemmeligt sted i København er der globalt fællesmøde. Ikke for den sædvanlige samling danske ngo-repræsentanter, men for folkelige bevægelser i konfliktramte lande.
Et veltimet, omend ikke planlagt, modtræk til de autoritære tendenser, som civilsamfund i en lang række lande i syd kæmper med, og som nu også buldrer afsted i nord.
“Don’t panic, organise!” står der med hvide versaler på et stort, lilla skilt over den brogede forsamling. Og selvom snakken omkring de små rundborde ikke er fri for larmen fra Trumps nye administration, er dagens program befriende blottet for netop det.
Væk er ord som toldsatser og USAID. For som leder af Mellemfolkeligt Samvirkes center for sociale bevægeæser, Anne Louise Carstens, konstaterer på vej ind på en diskret rød løber:
“De folkelige bevægelser er jo derude, om vi er der eller ej.”
Tvetydig hilsen
Aktivister fra det Globale Syd befinder sig da også for en gang skyld i flertal ved et arrangement i Danmark.
Matina, som foretrækker kun at blive nævnt ved sit fornavn, har taget den lange tur fra Sydsudans hovedstad, Juba, hvor der i disse dage ses ugandiske styrker i gaderne.
“Det føles allerede som krig,” siger hun om situationen i sit hjemland.
Hun håber på, at hun med sin tilstedeværelse på konferencen kan hjælpe med at rejse opmærksomhed om Sydsudan hos det internationale civilsamfund. “Vi er sådan et ungt land, og vi har brug for støtte.”
Få meter fra hende på det rå betongulv står tre velkendte uniformer fra den syriske nødhjælpsorganisation The White Helmets. Og aktivisten Eliane Feza Queen, der kommer fra millionbyen Goma i det østlige Congo, hvor M23-rebellerne støttet af nabolandet Rwanda har overtaget kontrollen.
Læs også: Drab, kaos og plyndringer af nødhjælpsorganisationer: Rwanda-støttet milits stormer frem i DR Congo
Hun skulle være akkompagneret af sin landsmand Steward Muhindo, som ikke har fået lov til at komme ind i landet.
Der er også pletvist tomme pladser i den store hal. Og i disse spalter kan de passende symbolisere alle de visumafslag, aktivister fra DR Congo, Syrien og Sudan, har modtaget fra den danske udlændingestyrelse.
Læs også: Globalnyt afslører: Under én promille af ngo-gæster bryder visumlov
Flere af de mennesker, Globalnyt gerne ville have talt med, er da også blandt dem.
Derfor er det også med en vis tvetydighed, man som dansk deltager kan afkode åbningsordene fra den farvestrålende medarrangør Teldah Mawarire fra Zambia.
Hvis der er én ting, jeg har lært under mit besøg i Danmark, så er det, at Grønland ikke er til salg
Teldah Mawarire, aktivist, Zambia
“Hvis der er én ting, jeg har lært under mit besøg i Danmark, så er det, at Grønland ikke er til salg,” siger hun fra scenen med et smil. “Og Danmark, vi står i solidaritet med jer.”
Amerikansk rendevouz
Arrangementet viser sig også at være et mindre rendezvous for tidligere USAID-ansatte.
Amerikanske Benjamin R. Naimark-Rowse er en af dem. Han var indtil for nylig USAID-rådgiver for sociale bevægelser i lande som Thailand, Panama, Tanzania og Marokko. Men han sagde sit job op på Election Day, da det lignede en ny sejr til Trump, men ikke kunne se sig selv repræsentere Trumps administration i kampen for demokrati.
I stedet begyndte han at arbejde direkte for en af partnerorganisationerne. Men kort efter lukkede en tidligere kollega hele programmet ned på ordre fra Trump-administrationen.
“Han godkendte alle de her bidrag, og jeg tænkte for mig selv, du ved, han har et job. Han kunne bestemme om han ville implementere de her ordrer eller ej,” fortæller Benjamin R. Naimark-Rowse.
Han understreger, at han har forståelse for den svære situation, som hans tidligere kolleger hos USAID er blevet bragt i. Men han ærgrer sig stadig over, at hele branchen ikke har gjort fælles front, som mange af de tidligere udsendte, der nu er vendt hjem og organiserer sig i demonstrationer mod Trump-regeringens nedskæringer og anslag mod demokratiet.
Selv er han stadig ved at komme sig over den drastiske afvikling af det amerikanske udviklingssamarbejde – og en ny virkelighed for branchen og ham selv.
Jeg plejede at komme til de her konferencer og være én med ressourcer at bidrage med, og nu er solidariteten vendt på hovedet.
Benjamin R. Naimark-Rowse, tidl. USAID-medarbejder
“Jeg plejede at komme til de her konferencer og være én med ressourcer at bidrage med, og nu er solidariteten vendt på hovedet. USA har brug for solidaritet, brug for støtte. Virkeligheden for mange af os er nu, at vi for første gang oplever, hvad det betyder at være underlagt en autoritær regering. Vi mister vores job, vi er bekymrede for at tale frit, vi er bekymrede for at få vores telefon gennemtjekket, når vi kommer hjem.”
Derfor er han også glad for, at Danmark, til en hvis grad, har åbnet dørene for dagens forsamling.
“Vi kan ikke gøre det her i USA.”
Den fredelige drejebog
Fra scenen leverer hans landsmand Hardy Merriman dagens faglige indspark. Han er formand for International Center on Nonviolent Conflict (ICNC) og har i over 20 år arbejdet med ikke-voldelige civile modstandsbevægelser. Og så har han skrevet en drejebog for at skabe det, han kalder den fjerde demokratiske bølge.
“Ligesom autokrater overalt i verden synes at følge samme drejebog, så skal de folkelige bevægelser også have en fælles platform at kæmpe fra.”
Den opløftende besked fra Merriman er, at folkelige og ikke-voldelige bevægelser har stort potentiale til at påvirke fredsprocesser. Det er faktisk fredsprocessernes største håb. Det findes der utallige eksempler på i historien, understreger han.
Husk hvor den amerikanske borgerrettighedsbevægelse tog hen for inspiration i deres kamp imod racemæssig diskrimination. De tog til Indien for at mødes med Ghandi
Hardy Merriman, formand for International Center on Nonviolent Conflict
Han nævner Liberia, hvor landets anden borgerkrig sluttede i 2003 med massiv mobilisering af særligt landets kvinder. Og Nepal, som i 2006 genetablerede sit parlament efter stort pres fra den demokratiske bevægelse. Og så husker han forsamlingen på, at USA’s aktuelle bølgegang langt fra er et dødsstød til landets demokrati.
Læs også: Historiens pendul svinger: ”Vi kan sætte den fjerde demokratiske bølge i gang
“Husk, hvor den amerikanske borgerrettighedsbevægelse tog hen for inspiration i deres kamp imod racemæssig diskrimination. Den tog til Indien for at mødes med Ghandi og hans ikke-voldelige protester.”
Syrien som ledestjerne
Syriske Haifaa Awad, forperson for Mellemfolkeligt Samvirke, leverer dagens indpiskningstale med udgangspunkt i sine egne erfaringer som udsendt læge under den syriske borgerkrig. Her så hun landets institutioner kollapse for øjenene af sig, men hun så også noget, som ændrede hendes verden.
“Syrene rejste sig. Mødre, lærere, læger, journalister, studerende. De byggede hospitaler for at hele os, de genvandt kræfterne for at skabe en bedre fremtid. De åbnede skoler for at give os en vigtig lektion.”
“De hyldede tillid midt i en krig. Det var ikke godgørenhed. Det var modstandskraft. Det var modstand.”
Og som dagen skrider frem står det mere og mere klart, at det ellers så krigsplagede land står som den lysende stjerne for dagens samtaler.
Ikke fordi en Ghandi-figur er blevet ansigtet på revolutionen. Tværtimod er landets nye leder og revolutionens frontfigur, Ahmed al-Sharaa, fra den islamistiske bevægelse HTS , some både er terrorlistet af USA og EU.
En anden markant begivenhed skete i Bangladesh sidste år, da landets autoritære leder Sheikh Hasina flygtede ud af landet under enorme folkelige demonstrationer.
Advokat og tv-vært Manzur Al Matin deler i en af konferencens mindre diskussionsrum erfaringer fra sit hjemland.
“Min oplevelse fra revolutionen i Bangladesh er, at hvis bare vores land fik lov til at være i fred, ville mange problemer kunne løses,” fortæller han.
“Når vi oplever indblanding fra andre lande, særligt Indien bakket op af USA, der påstår, at den muslimske ekstremisme overtager hos os, og at hinduer ikke kan leve sikkert, er det enormt vigtigt at imødegå den misinformation. Og også at få opbakning til det gennem stærke samarbejder.”
Copenhagen People Power Conference løber 8.-10. april og foregår af sikkerhedsmæssige årsager et ikke-offentliggjort sted i København.
